Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Eva Agnete Selsing: Der vil vi godt bo

Der er intet mærkværdigt i, at mennesker, som ligner hinanden, vælger at bo i samme områder.

Tv: Arkivfoto fra et såkaldt gated community i Florida. Th: Eva Agnete Selsing. Fold sammen
Læs mere

Bolignyt! Mens den feudale del af højrefløjen har travlt med at udgrænse enhver kritiker af den sønderlemmende indvandring som »populist« og det, der er værre, er der spændende nyheder til dens venstreorienterede pendant, kulturradikalismen. En rigmand, René Sindlev, har nemlig kastet 700 millioner kroner i at opføre landets første gated community – altså et bevogtet boligområde, der på mange måder minder om de kulturradikales egne foretrukne habitater. Sindlevs Eldorado opføres i Solrød, og den opvakte forretningsmand er sikker på, at det bliver en succes.

Og hvorfor skulle han ikke få ret? Det er jo sådan, det er alle mulige andre steder i verden. Der er intet mærkværdigt i, at mennesker, som ligner hinanden, vælger at bo i samme områder. Det giver tryghed og tillid. At Danmark, i modsætning til resten af verden, ikke har været præget af beskyttede områder, skyldes dybest set, at det ikke har været nødvendigt. Nogle ville måske pege på, at Danmark indtil for nylig har været ét stort gated community med ekstremt homogene borgere, men det er ikke rigtigt. Der er nemlig uskylden til forskel: Vi var bare så ens, at det gav tillid.

Nu er vi ved at miste uskylden. Men det er pudsigt nok også et tabu. Læsere af mine klummer vil vide, at min mand og jeg overvejede at bosætte os forskellige steder i Nordsjælland, der som bekendt er det tætteste, vi hidtil er kommet på en kulturkristen ghetto. Jeg påpegede den bemærkelsesværdige undtagelse herfra i form af Nivå og Kokkedal, hvor multikulturen har gjort sit indtog med alt, hvad det medfører af vold, utryghed og en markant ringere udvikling af boligpriserne end på resten af kyststrækningen. Jeg siger tabu, fordi påpegningen af denne indlysende sandhed affødte et veritabelt raseri fra medieklasse og venstreorienterede.

Man må ikke påpege enklavetendenserne, men man må sandelig godt handle derefter. Man må gerne efterstræbe noget, der minder om Réné Sindlev-modellen, hvis man blot ikke taler højt om det. Det kan for eksempel ikke blive mere monokulturelt, dyrt og fredeligt end de dejlige steder nord for København, fra Klampenborg, Rungsted og Vedbæk, over Holte og Gentofte, til Charlottenlund og Hellerup, hvor (utroligt) mange kendte kulturradikalere har valgt at bosætte sig. Det er ikke bevogtede boligområder, men det nærmeste, vi for indeværende kommer sådanne communities: Eksklusive småsamfund, der er stort set umulige at komme ind i, hvis man ikke har penge og/eller indflydelse. Indhegningen udgøres af økonomi og kulturelle koder i stedet for fysiske mure.

Men mon ikke Sindlevs projekt viser sig salgbart i fremtiden? Desværre. Gid, man kunne undgå det. Gated communities er et symptom på, at der er noget helt galt med sammenhængskraften. På, at vi ikke længere er trygge ved hinanden. På, at vi og vores land er i opløsning.

Vi endte med at købe bolig et sted i den eksklusive ghetto. Pengepungen vånder sig, men man må jo acceptere, at det er dyrt at købe sig fri af utrygheden. Og vi stoler på de kulturradikales altid uforligneligt gode smag og sikre prisfastsættelse af, hvad det i dag bør koste ikke at skulle blive udsat for mangfoldighedens følger.

En bittersød situation: For vi kan – hvad med dem, der ikke kan? Hvad med deres børn? Alle dem, som overklassen til både højre og venstre ikke kunne være mere ligeglad med?

Ja, hvad med dem, egentlig.