Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

EUs hemmelige kandidat siger nej til Tyrkiet. Det er en god start

Kan EU bygge bro til vælgerne med en »Spitzenkandidaten«-kåring? Næppe. Men den foreløbige Spitzen-favorit har på ét afgørende punkt bedre føling med vælgerne end sidste rundes topmand.

Der var langt flere europæiske journalister til stede i USA for at dække midtvejsvalget, men torsdag denne uge holdt EU-Parlamentets største parti, den borgerlige PPE-gruppe, kongres i Helsinki. Her valgte de Manfred Weber (tv) som deres »spidskandidat« til at blive den næste formand for EU-Kommissionen. Her ses han med sin eneste udfordrer, den tidligere finske regeringschef, Alexander Stubb. Foto:  Ritzau / Scanpix / EPA / Kimmo Brandt  Fold sammen
Læs mere
Foto: KIMMO BRANDT

Der er meget galt med amerikansk demokrati. Alligevel var der én god nyhed fra midtvejsvalget i USA denne uge: Valgdeltagelsen nåede op på 47,5 pct. – det højeste tal for et midtvejsvalg siden 1969.

I Europa engagerer vi os i nationale valg på højere niveau, men valgdeltagelsen til europaparlamentsvalg er faldet uafbrudt siden det første europæiske valg i 1979. I 2014 nåede vi ned på 42,6 pct. – så ja, det vil sige, at amerikanerne lige har slået os i demokratisk deltagelse.

Den lave europæiske valgdeltagelse hænger sammen med Europas væsen. Vi er europæere, men inde i vores hoveder bor vi stadig i nationalstater. Vi har ikke én europæisk offentlighed, og de europæiske institutioner føles ofte fjerne og ude af stand til at skabe forbindelse til vælgerne.

Mange medlemmer af Europa-Parlamentet mener, at de er de rette til at bygge bro mellem vælgerne og Den Europæiske Unions magtorganer. De skælder ud over, at de politiske forhandlinger i Ministerrådet er for gedulgte, og de vil også gerne bringe ledelsen af EU-Kommissionen under stærkere parlamentarisk kontrol – efter samme princip som regeringer er underlagt parlamentarisk kontrol i medlemslandene.

Problemet er bare, at EU ikke er et land, og derfor findes der ikke simple demokratiske trylleslag. Vi ser det igen nu, hvor forberedelserne til det næste EU-valg i maj 2019 er gået i gang. Her vil de største partier i Europa-Parlamentet forsøge at forcere sig til større indflydelse på udnævnelsen af den næste formand for Kommissionen.

»Vi er europæere, men inde i vores hoveder bor vi stadig i nationalstater.«


De gjorde det samme i 2014 med en selvopfundet procedure, hvor hvert parti vælger sig en spidskandidat, eller »Spitzenkandidat« på tysk, og så giver hinanden håndslag på, at de ikke vil acceptere andre som formand for Kommissionen end deres egne kandidater. Medlemslandenes regeringer kan ikke udnævne en formand for Kommissionen uden godkendelse fra Parlamentet, og dermed bliver regeringerne stillet over for lidt af et fait accompli.

Spitzen-processens tilhængere sammenligner det med et primærvalg, hvor de valgte kandidater bagefter skal ud og føre kampagne på de europæiske landeveje op til parlamentsvalget. Problemet er bare, at spidskandidaterne højst er opstillet til valg i et lille hjørne af Europa, så det store flertal af vælgerne kan ikke stemme på dem. Derfor er der heller ikke rigtig nogen, der hører om dem.

I denne uge valgte det største parti i Parlamentet, den borgerlige PPE-gruppe, sin spidskandidat under en partikongres i Helsinki, der ikke fik nær så meget opmærksomhed i Europa som USAs midtvejsvalg. Men her kom en mand ved navn Manfred Weber et stort skridt nærmere til at blive formand for EU-Kommissionen.

Vi lever i tider med usikre valgprognoser, og flere regeringschefer vil måske forsøge at sabotere »Spitzenkandidaten«-processen, men Manfred Weber har den tyske kansler, Angela Merkel, i ryggen, og PPE vil trods alt nok blive den største gruppe i Parlamentet igen, så manden har gode chancer for at erstatte Jean-Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen.

Weber er en 46-årig bayersk konservativ, og skal man tro hans kampagnevideo på Twitter, kan han godt lide at spille guitar og går gerne i kirke hjemme i sin landsby. Nok så vigtigt er, at han er en anden slags borgerlig politiker end Juncker, når det gælder synet på et af tidens vigtigste politiske emner.

Juncker har under flygtningekrisen gentagne gange talt for, at europæerne må udvise storsind og tage imod mennesker på flugt fra krig. Da den tyske kansler, Angela Merkel, åbnede for de tyske grænser for at tage imod syriske flygtninge – og dermed bragte hele Europa under pres – fik hun Junckers fulde støtte. Historien ville give Merkel ret, mente Kommissionens formand.

Manfred Weber har til gengæld vist større forståelse for sine partifæller i bayerske CSU og sågar for den ungarske premierminister, Viktor Orbán, der kræver en hårdere kurs mod migrantpresset. Weber går ind for europæiske løsninger på migrantkrisen, men han er altså fra CSU, der traditionelt ligger længere til højre end Angela Merkels CDU. Derfor skal man ikke være overrasket over, at Manfred Weber godt vil tale om Europas kristne rødder, og at han ikke er bange for at kritisere muslimske landes forhold til demokrati og menneskerettigheder.

»Alene den teoretiske forestilling om tyrkisk EU-medlemskab gav EU-modstanderne et effektivt argument i debatten.«


Webers brud med Juncker får sit mest symbolske udtryk i spørgsmålet om Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU. Forhandlingerne med Tyrkiet har længe ligget i dvale, men så sent som i marts i år stillede Jean-Claude Juncker sig som personlig garant for, at de skulle fortsætte. At afbryde forhandlingerne ville være udtryk for en »demagogisk« og »populistisk« tænkning, lød hans budskab.

Her mener Manfred Weber til gengæld, at vi én gang for alle skal slukke for Tyrkiets EU-håb. Tyrkiet ligger ikke i Europa, og Tyrkiet deler ikke europæiske værdier. Ergo kan Tyrkiet ikke blive medlem af EU, forklarer Weber ligeud. Vi skal derfor opbygge et nyt partnerskab med Tyrkiet, uden optagelsesforhandlinger.

Dermed ligger Manfred Weber mere på linje med europæiske vælgere, som i store tal vender sig mod tanken om tyrkisk EU-medlemskab. Det er ikke uden betydning. Tænk bare på, hvordan det tyrkiske spøgelse spillede en rolle under den britiske EU-afstemning i 2016. Alene den teoretiske forestilling om tyrkisk EU-medlemskab gav EU-modstanderne et effektivt argument i debatten.

Så det kan godt være, at det demokratiske element i »Spitzenkandidaten«-processen er opreklameret, men det udelukker ikke, at nogle af spidskandidaterne vil være i stand til bygge bro mellem EU og vælgerne.