Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Europas Libanon

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Grækenland nægter at ende som Europas Libanon, sagde den græske migrationsminister for nylig. Et hårdt prøvet lille land med store konfliktfyldte lejre, hvor flygtninge får nærmest permanent ophold, er ikke lige det, grækerne havde set frem til for deres land. Men måske er det lige præcis, hvad der er ved at ske. Tiden for de fælles europæiske løsninger på flygtningekrisen er nemlig ved at rinde ud, og uden dem står Grækenland og andre sydeuropæiske lande alene med de enorme udfordringer. Der arbejdes i disse uger på højtryk i EU for at skabe enighed om en tidsplan og en række tiltag, der skal redde Schengen-samarbejdet fra det endelige sammenbrud. I morgen mandag mødes EUs stats- og regeringsledere til endnu et topmøde med Tyrkiet som deltager for at enes om midlerne.

 

Ansvaret hviler tungt på de to arvefjender Grækenland og Tyrkiet, og lykkes det ikke med overtalelse, forhandlinger, en lind strøm af euro og diplomati, må EU være indstillet på at standse flygtningestrømmen med de midler, der er nødvendige. Grækerne må acceptere, at andre overtager bevogtningen af deres kyster, når de ikke selv kan eller vil. Ifølge EU-Kommissionens nye tidsplan skal en fælles europæisk kystvagt være klar i september, og EU-landenes interne grænsekontrol skal være væk inden årets udgang. I mellemtiden skal der udarbejdes nye regler for det sammenbrudte Dublinsystem, og aftalerne med Tyrkiet skal bringes til at fungere. Skal alt det lykkes, kræver det en kraftanstrengelse og mere til.

 

Imens de har lagt planer i Bruxelles og indkaldt til topmøde efter topmøde, har EU-landene fra Østrig og sydover – et for et – selv taget affære med grænsekontrol og pigtråd med det resultat, at tusinder af flygtninge og migranter nu opholder sig i det nordlige Grækenland ved grænsen til Makedonien uden muligheder for at kunne komme videre nordpå. En humanitær katastrofe kan være under opsejling.

 

Derfor er det et kapløb med tiden. Det er ikke bare Schengen, men hele det europæiske samarbejde, der skal stå sin prøve.

 

Ifølge beregninger fra den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung vil et sammenbrud af Schengen over de kommende ti år koste EU- landene mellem 500 og 1.400 milliarder euro. Det vil gå ud over handel og al anden fri bevægelighed og være dybt ulykkeligt for det indre marked, som møjsommeligt er bygget op i Europa gennem årtier og som har været med til at sikre velstand og vækst.

 

EU-præsident Donald Tusk, som svinger pisken over ikke bare Grækenland og Tyrkiet, men alle EUs ledere, appelerede i denne uge til den vandrende strøm af mennesker: »Kom ikke til Europa. Tro ikke på smuglerne. Risikér ikke dit liv og dine penge. Det er altsammen for intet. Hverken Grækenland eller andre europæiske lande vil længere være transitlande,« sagde han under et besøg i Athen. Den slags appeller kan være nyttige, men preller formentlig af på de tusinder, der har udset sig Europa som målet for deres tilværelse. Gevinsten er for stor. Europa må indse, at det er helt nødvendigt, at man selv tager ansvaret og bestemmer, hvem og hvor mange, der kommer ind i EU. Og tidspunktet for den erkendelse er nu.