Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Europadag

07DEBLYKKE-FRIIS-110152.jpg
Lykke Friis Tidligere klima- og energiminister og nuværende folketingsmedlem Lykke Friis (V) siger farvel til politik og bliver prorektor på Københavns Universitet. Her fotograferet på Christiansborg onsdag 29. maj 2013 Fold sammen
Læs mere

I dag er det 66 år siden, at Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman holdt sin berømte tale, der reelt blev startskuddet til det nuværende EU-samarbejde. På den såkaldte Europadag er det også værd at mindes en af samarbejdets andre fædre, Jean Monnet. Det gode spørgsmål er nemlig, om der fortsat er hold i hans gamle grundsætning om, at kriser driver integrationen fremad. Eller for at citere ham direkte: »Europa vil blive skabt af kriser og være summen af løsningerne på kriserne.« Det kan i hvert fald bestemt ikke afvises, at EU, når næste Europadag oprinder, ser ganske anderledes ud – Schengen-samarbejdet kan trods den nuværende stabiliserede situation efter aftalen med Tyrkiet være brudt sammen, Storbritannien kan have stemt nej til David Camerons aftale, og franskmændene kan have stemt Marine Le Pen ind i Elysee-palæet. Selvom man naturligvis må afvente, hvilken Europapolitik Len Pen i givet fald vil føre, har hun allerede meldt ud, at hun opfatter et britisk nej 23. juni som begyndelsen på enden af EU-samarbejdet samtidig med, at hun har signaleret, at Frankrig også godt kunne tænke sig en særordning. Ja, ifølge Le Pen kan et såkaldt Brexit kun sammenlignes med Berlinmurens fald: »Hvis UK river delen af Muren ned, er den færdig.«

Helt så automatisk går det nu nok ikke. Det hele kompliceres nemlig af, at et britisk nej i sig selv vil udløse et nyt rabalder. Situationen kan bedst sammenlignes med et ægtepar, der er blevet enige om, at de skal skilles. Men nu udestår de konkrete skilsmisseforhandlinger, der ikke alene bliver hårde, men også kan give anledning til »second thoughts«. Ligesom i forbindelse med de mange danske folkeafstemninger spekuleres der allerede i de europæiske korridorer flittigt i en mulig plan B. Briterne stemmer nej, og en ny premierminister (Boris Johnson?) beder EU om at forhandle en ny, bedre særaftale på plads, som kan lægges ud til en fornyet folkeafstemning. Alene spørgsmålet vil udløse dybe panderynker i EU-kredsen. Nogle lande vil uden tvivl referere til, at »et nej er et nej«, og fastslå, at der ikke er mere at komme efter – også set i lyset af, at en britisk særaftale måske hurtigt kan danne skole for andre lande (læs bl.a. Le Pens Frankrig) og dermed svække det samlede samarbejde. Andre lande (måske Danmark?) vil derimod være stærkt bekymret for, at EU vil være svækket uden UK samtidig med, at de ser briterne som en tæt allieret i f.eks. frihandelsspørgsmål. Med andre ord: Landene vil være uenige om, hvorvidt man skal give briterne en ny chance.

Sikkert også i lyset af de manglende lette løsninger efter et nej, er der ikke mange politikere uden for Storbritannien, som håber på et britisk nej til juni. Ifølge en opgørelse fra den europæiske tænketank ECFR tæller listen – udover Vladimir Putin og kræfter omkring IS – Marine Le Pen, det højreorienterede Flemish Vlamms Belang, den serbiske nationalist Seselj og hollænderen Geert Wilders. Altså kræfter, der ikke ønsker en ny særordning til Storbritannien, men dybest set samarbejdets sammenbrud.

Selvom den britiske afstemning således vil få konsekvenser for hele Europa, er det naturligvis kun den britiske befolkning, der har stemmeret. De kommende Europadage og hele samarbejdet kommer i høj grad til at afhænge af, om de unge, der generelt er tilhængere af samarbejdet, går til stemmeurnerne. Eller om de foretrækker de vanlige glæder i juni, såsom studenterfesterne, Storbritanniens svar på Roskilde Festivalen (Glastonbury) og EM i fodbold.