Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Europa-Parlamentsvalget: Skeptikerne får vind i sejlene, men lille indflydelse

EU-skeptikerne står igen til fremgang ved det kommende Europa-Parlamentsvalg. Det sker på bekostning af regeringspartierne. Skeptikerne udgør dog en broget skare, der næppe kan finde fælles fodfæste i parlamentets daglige arbejde.

SALVINI
Italiens vicepremierminister Matteo Salvini blev i sin tid kendt for at være mere til stede i nationale TV-studier end i Europa-Parlamentet. Han tilhørte den gruppe af skeptikere, som var fraværende i parlamentet. Arkivfoto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

26. maj 2019 er der valg til Europa-Parlamentet (EP) i Danmark. Skal man tro de nuværende meningsmålinger, ser det ud til at blive en gentagelse af valget i 2014: Tilbagegang for de store politiske grupper og fremgang til de EU-skeptiske partier på yderfløjene.

Maja Kluger Dionigi Fold sammen
Læs mere

Vælgerne bruger ofte EP-valg som en kæp til at tæve siddende regeringer med til fordel for EU-skeptiske partier. Det vil ligesom i det nuværende parlament føre til en fortsættelse af storkoalitionen hen over midten.

Det springende punkt bliver, om tilbagegangen hos EPs største grupper bliver så stor, at disse grupper mister muligheden for at mønstre et absolut flertal. Det vil tvinge dem til at række ud efter de mindre grupper for at få opbakning i forskellige sammenhænge. Det gælder eksempelvis EUs budget og EPs nomination af den næste kommissionsformand, der kræver et absolut flertal.

De EU-skeptiske grupper får dog næppe nogen mærkbar indflydelse på EPs daglige arbejde. Det sætter EPs egne arbejdsgange og forskelligheder en stopper for.

Systemet er ikke gearet til skeptikere

EU-skeptikerne får ikke stor indflydelse i det daglige arbejde, sådan som EP er skruet sammen. For det første er mange af EU-skeptikerne valgt ind på baggrund af deres modstand mod EU-samarbejdet. Arbejdet i EP handler dog ikke om at diskutere, om man er for eller imod EU. Det handler om konkret lovgivning.

For det andet er EP en kompromissøgende institution og ikke et sted for politisk opposition. Konflikter bliver håndteret forud for afstemninger, hvilket giver minimal plads til en reel opposition. EPs største politiske grupper dominerer arbejdet i parlamentet og har sjældent brug for opbakning fra yderfløjsgrupperne.

For det tredje sikrer lederne af EPs største politiske grupper for, at skeptikerne ikke får mulighed for at fremme deres europæiske visioner i konkret politik ved at holde dem uden for »sensitive« sager.

Skeptikere taler ikke med én stemme

EU-skeptikerne er en broget skare, der gør det svært for dem at nå til enighed om konkret lovgivning. De er hovedsagelig at finde i grupperne Europæisk Frihed og Direkte Demokrati (EFDD), Et Nationernes og Frihedens Europa (EFN) og De Europæiske Konservative og Reformister (ECR). Stemmedisciplinen inden for og mellem dem er markant lavere end hos EPs midtsøgende grupper.

Forskning viser, at skeptikerne overordnet fordeler sig på tre typer: den fraværende, den offentlige taler og den pragmatiske.

Den fraværende parlamentariker er stort set aldrig at finde i EP. Denne type parlamentariker fører konstant kampagne mod EU og forsøger at påvirke den nationale opinion. Han eller hun bruger sit EP-mandat som afsæt til at blive synlig i hjemlandet. I sin tid som MEPer var Italiens vicepremierminister Matteo Salvini kendt for at være mere til stede i nationale TV-studier end i EP.

»Skeptikerne har særdeles forskellige visioner for EU og tilgange til udøvelsen af deres parlamentariske mandat. Det er svært at se, hvordan de kan få mærkbar indflydelse på det daglige arbejde i EP.«


Den offentlige talers hovedprioriteter er at holde offentlige oplæg og sprede negative historier om EU. Han eller hun ser sig selv som talerør for EU-oppositionen og delegitimerer EU og EP gennem sine taler. UK Independence Party placerer sig i denne gruppe.

Pragmatikeren, såsom Dansk Folkeparti og det polske Lov og Retfærdighed, indgår i det daglige arbejde på EPs præmisser. For denne gruppe handler det om at få indflydelse i EP. Pragmatikeren har dog en indre konflikt: Som EU-skeptiker ser vedkommende sig selv som en del af den bevægelse, der begrænser yderligere suverænitetsafgivelse til EU. Som parlamentariker ønsker han eller hun at gøre en forskel.

Meget tyder på, at Italiens Matteo Salvini må se i vejviseren efter en samlet front mod det etablerede system. Skeptikerne har særdeles forskellige visioner for EU og tilgange til udøvelsen af deres parlamentariske mandat. Det er svært at se, hvordan de kan få mærkbar indflydelse på det daglige arbejde i EP.

Dermed ikke sagt, at skeptikernes fremgang ingen betydning får. De er med til at skabe mere debat i en institution, der er kendetegnet ved at udviske de partimæssige skel gennem konsensus.