Den græske krise og den truende græske statsbankerot har givet EU-skeptikere og euro-dommedagsprofeter ny luft. Her siger man, at statsbankerotten er uundgåelig og et af de få skridt, der er tilbage, før euroen bryder sammen. Det er bestemt ikke en analyse, som forskeren, forfatteren og tidligere departementschef i Udenrigsministeriet, Jørgen Ørstrøm Møller, deler.

»Den uudtalte plan har hele tiden været at købe sig tid. For Grækenland kan ikke tilbagebetale sin gæld. Så på et eller andet tidspunkt vil der komme en ’restrukturering’ af den græske gæld. Den kan nedskrives, eller man kan lave tilbagebetalingsperioden om. Men det sker ikke nu – af to grunde. Hvis Grækenland erklærer sig fallit nu, så vil landet ikke være i stand til afholde sine løbende udgifter, og det vil føre til en samfundsnedsmeltning. Den anden grund er, at det især er franske og tyske banker, der har store udestående fordringer med Grækenland – og de skal have forbedret deres økonomi, så de kan overleve et tab. Men de store amerikanske finanshuse prøver hele tiden at ødelægge den plan, fordi de kan tjene godt på en græsk statsbankerot. Og videre måske også på at vælte euroen.«

Hvem vinder det væddeløb – EU eller de amerikanske finanshuse?

»Det gør EU. Der er ingen reel udsigt til, at euroen vælter.«

Men har EU-skeptikere ikke ret i at selve euro-konstruktionen er problemet?

»Eurokonstruktionen er ufuldkommen. Men det skyldes netop et knæfald for skeptikerne i Europa, som ikke har ønsket en fælles finanspolitisk koordination med fælles finanspolitiske forpligtelser for de enkelte lande. Det vi kan se nu, er, at det ikke kan fungere uden en stærkere finanspolitisk integration, således at medlemslandene får reelle forpligtelser.«

Så den græske krise viser, at vi har brug for mere, ikke mindre EU?

»Helt klart. Hvis ikke vi får mere EU, kommer vi til at stå i en situation, hvor der kommer en ny krise, man ikke kan overleve, og det vil sige, at euroen kører på lånt tid. Og hvis euroen falder, så bryder EU sammen gradvis, fordi enhver vil fægte for sine egne interesser. Og så er man tilbage til Europa før Anden Verdenskrig, og hvis det er det, man gerne vil, så kan man så opdrage sine børn til at dø på slagmarken i nationalismens hellige navn. Det kan bevidnes af de millioner af mennesker, der er begravet tre meter under jorden i Europa.«

Nyrup og Fogh svigtede

Da de Konservatives formand Lars Barfoed for et par uger siden krævede en folkeafstemning om de fire danske forbehold inden 2012 blev det karakteriseret som et fatamorgana. Ørstrøm Møller deler ønsket om at få fjernet forbeholdene, men han retter skytset mod de danske ja-partier.

»Siden 1992 er der stort set ingen ledende politikere, der har haft mod til at fortælle befolkningen om omkostningerne ved forbeholdene. Såvel Poul Nyrup som Anders Fogh har undslået sig med at forklare, hvad omkostningerne ved at stå uden for er. Det er i høj grad en forsømmelse. Så jeg godt forstå, hvorfor man siger sådan til Lars Barfoeds initiativ – fordi man skal ikke komme ud sige, at nu skal vi have en afstemning om euroen, han skal komme ud og fortælle, hvorfor det, at vi står uden for euroen, har store konsekvenser for det danske samfund.«

Vi hører tit om de omkostninger – hvad består de mere konkret i?

»Ja, en af dem er, at det danske aktiemarked har en for lav værdi, fordi store internationale pensionskasser og investeringsfonde stiller sig skeptisk over for at investere i danske aktier, fordi de frygter, at Danmark forbeholder sig muligheden for at devaluere kronen, fordi vi står uden for euroen. Også på trods af fastkurspolitiken – her tænker man ’jamen, hvis de virkelig mente det, så meldte de sig jo bare ind’. Derfor afspejler kursniveauet i danske aktier ikke den indre værdi af de danske virksomheder, og derfor kan danske virksomheder blive opkøbt til en for lav pris. Det er lige præcis det, vi har set med Duponts opkøb af Danisco.«

Enden på den amerikanske kapitalisme Ét er den aktuelle krise, noget andet er det store spørgsmål, alle i Europa stiller, men som ingen for alvor har svaret på endnu – hvordan vi får ny vækst? Og her kommer Ørstrøm Møller med et overraskende svar i sin nye bog How Asia can shape the World – from the Era of Plenty to the Era of Scarcities. Ikke alene rykker motoren i verdensøkonomien fra USA til Asien, men den forbrugsdrevne form for kapitalisme, vi har kendt i de sidste 200 år, hører i Ørstrøm Møllers analyse snart op, fordi ressourcer som olie, vand og mad blive mere knappe. I stedet vil Asien skabe en ny knapheds-kapitalisme. Og det er her, nøglen til ny vækst i Europa skal findes.

»Europa får kun gang i væksten, når man erkender, at den ’amerikanske’ udgave af kapitalismen ikke virker længere. Finanskrisen var et symptom på det, men presset for at ændre systemet kommer først og fremmest fra stigende priser på føde- og råvarer og stigende landbrugspriser. Når folk ikke længere kan drikke tre kopper kaffe om dagen, fordi kaffen stiger i pris, når folk ikke kan bruge den samme mængde vand, så mærker folk, at man er nødt til at gøre noget. Og netop på grund af befolkningstætheden, og at den økonomiske vækst er stærkest i Asien, vil den nye model komme derfra .«

Hvordan kan Europa kan vinde på den nye model?

»Asien og Europa har det tilfælles, at vi modsat amerikanerne gennem historien er blevet opdraget til at leve i et snævert rum med trang plads – det kan man se i de store byer – dvs. at vi har en større forståelse for, at der er knaphed på plads, og at vi skal passe mere på ressourcer.ne Derfor vil Europa kunne tilpasse sig den nye model.«

Så forbruget er ikke længere motoren i den kommende knapheds-økonomi?

»Ja og nej. Den er meget mindre baseret på materialistisk forbrug. Et eksempel kunne være, at de fleste af os skifter vores mobiltelefon ud to gange om året – i fremtiden vil du beholde din mobiltelefon, men skifter softwaren ud. Så man kan godt have en stor rotation af serviceydelserne, men det man i bred forstand kan kalde hard ware – køleskabe, computere, biler etc. – det bliver det samme. I dag betragter man arbejdskraft som en knap ressource, og derfor har den en høj løn, og derfor sparer man på arbejdskraft – og det har fungeret godt nok indtil nu, men konsekvensen er høj arbejdsløshed og et meget stort forbrug af ressourcer. Arbejdskraft skal blive billigere i en tid, hvor ressourcerne bliver dyrere.«