I Dansk Varefakta Nævn kan vi næsten ikke få armene ned over den epokegørende beslutning, som Europa-Parlamentet og Ministerrådet er nået til enighed om efter flere års arbejde.

For med beslutningen sætter EU en endog meget tyk streg under, at en ordentlig og grundig varedeklaration er den eneste sikre vej til at blive fuldt informeret om, hvad det er vi putter i munden.

Med EU-beslutningen forbliver det såkaldte GDA-mærke frivilligt, selvom det længe så ud til at skulle blive obligatorisk. Hensigten med mærket er at trække nøgleoplysninger ud af varedeklarationen og guide forbrugeren til at forstå, hvor meget af de forskellige næringsstoffer man indtager i forhold til anbefalingerne. Problemet er blot, at anbefalingerne vil variere alt efter om man er barn eller voksen, tyk eller tynd. Derfor kan det ikke stå alene.

Et andet eksempel blev dokumenteret, da forbrugerbladet Tænk for nylig viste, at man godt kan spise fødevarer med Nøglehulsmærket og samtidig indtage betydeligt mere salt end anbefalet af sundhedsmyndighederne.

Fuldkornsmærket, Økologimærket, FairTrade er andre fine træer i en tætbevokset jungle af mærkningsordninger. De kan hver især være gode pejlemærker og et fint supplement til deklarationen, men man kan ikke blindt handle ind efter dem.

Med de nye mærkningsregler bliver det obligatorisk at informere om saltindhold, og man må ikke længere gemme saltindholdet bag betegnelsen natrium. En anden vigtig forbedring for den almindelige forbruger er, at deklarationerne rent faktisk skal kunne læses. En tydeligt defineret læsbar skriftstørrelse bliver et lovkrav. Det er med andre ord slut med alibideklarationer, der knap kan læses med en lup.

Det tager tre til fem år før de nye mærkningsregler er fuldt implementeret i alle 27 EU-lande, men en del deklarationer herhjemme er meget tæt på at leve op til de nye regler allerede. Det er eksempelvis deklarationer med Varefakta.

Vi ved altså, at deklarationer med næringsindhold er kommet for at blive. Derfor er der også al mulig grund til at lære fremtidens forbrugere at læse og forstå informationerne, så de er i stand til at træffe beslutning om deres indkøb på et oplyst grundlag.

Derfor bør de anstrengelser, der er gjort for at lære skoleelever i grundskolen at tyde en deklaration, fortsætte med uformindsket styrke.