Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

EU: Prügelknabe, monster eller bare overset?

Der er sjældent substans i EU-debatten, men det er forfejlet at beskylde medierne for at være EU-negative, og i øjeblikket sker der faktisk noget på området.

EU-debatten handler ofte om ja eller nej til EU og om emner som kanel og lakridspiber i stedet for substantielle emner. Arkivfoto: Esben Salling Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De seneste uger har der verseret en debat om EU-debatten i Danmark startet af et noget bombastisk indlæg forfattet af professor Marlene Wind i Politiken, hvor Wind fremfører en ret imponerende konspira­tionsteori om, at journalister i Danmark, med Berlingske i spidsen, fører en kampagne mod EU.

Som mange siden anførte i debatten, er det noget vrøvl. Den danske presse er ikke særligt EU-­negativ, og kritik af EU er ikke lig med EU-had, hvilket Tom Jensen (Berlingske, red.)og Rune Lykkeberg (Politiken, red.), i hver sin avis, har anført. Både Margrete Auken og Wind har valgt at respondere på svarene, dog er begge indlæg så fyldt med stråmænd om modpartens argumenter, at det fremstår særdeles uklart, hvad der egentlig menes. Det eneste, der fremstår klart, er Wind og Aukens standpunkter om, at politikerne er dumme og folket ligegyldigt, mens EU (minus politikerne) er godt.

Som jeg ser det, er Winds oprindelige kritik endnu mere misforstået. Den danske presse er ikke EU-hadsk. De er snarere, på samme måde som de fleste politikere og meningsdannere, let positivt EU-indifferente.

EU-debatten er som regel fraværende i den offentlige debat, både på lederplads, fra forskerside og fra politikerne. EU er noget, vi debatterer, når der kommer en kanel-sag eller lignende tossede forslag. Der er sjældent substans i debatten eller et ønske fra skribenterne – uanset om det er politikere, debattører eller journalister – om at sætte sig ind i substansen. Som regel kunne et simpelt Googleopslag have dementeret historierne, men det ville jo være dårligt for like-hunterne, så det »overser« de bekvemt.

For selv om EU er en uhyre vigtig del af vores dagligdag, af politikernes dagligdag og af journali­s­ternes dagligdag, ignoreres disse dele som regel af hovedparten af deltagerne i den offentlige debat – også af Wind med venner. Selv meget store beslutninger fra EU, der ikke handler om flygtninge eller Grækenland, bringes sjældent i spil af politikere eller debattører – og ingen tvivl, det skævvrider debatten.

Eksempelvis har Danmark per 1. januar 2016 implementeret det nye udbudsdirektiv, der kraftigt øger offentlige myndigheders mulighed for at tage ikke-økonomiske hensyn i betragtning, når de sender opgaver i udbud. Det kommer til at få massiv betydning for hele måden, vi tænker politisk magt på. Især i kommunerne vil det give stærke muligheder for eksempelvis at give point i udbuddet for at være en grøn virksomhed med overenskomst og med lav CO2-udledning og ikke blot bevidstløst at kigge på pris – samtidig med, at vi køber ind på tværs af hele Europa og derved stadigvæk får de gode tilbud, blot inden for ansvarlige virksomheder. Debatten af den nye udbudslov har mildt sagt været begrænset uden for den juridiske verden, hvor det til gengæld er store nyheder.

Og sådan er det som oftest. Den nye persondata­forordning kommer om lidt og kommer til at ændre hele den måde, vi beskytter privatlivets fred på på tværs af EU. Men uden for den juridiske verden er det meget begrænset med debatten af det.

At det er sådan er ikke alene mediernes skyld. Det er ligeså meget forskere som Wind og politikere, der alle hellere vil tale om kanel end om substans – det giver mere omtale, og det er såmænd fair nok, om end ikke særlig smart. For naturligvis formes vores alle sammens idé om et projekt og bredden af det via debatten, så hvis debatten bliver indsnævret, bliver essentialistisk i natur, ja, så bliver vores opfattelse det naturligvis også.

Og som jeg ser det, er det langt hen ad vejen, hvad der er sket med debatten om EU. Det handler ikke om, at Berlingske er ond eller andre sære konspirationsteorier udtænkt i Københavns Universitets eller Europa-Parlamentets ekkokamre. Nej, det er meget simplere. Debatten har bare ikke været der, ikke på grund af en konspiration, men fordi alle, også ja-sigerne, har svigtet.

For hvornår er det som oftest, vi diskuterer EU? Det er ved afstemningerne. Og hvad diskuterer vi så? Vi diskuterer ekstremt sjældent emnet for den givne afstemning særlig konkret. Vi diskuterer som regel for eller imod EU generelt. Nej-sigerne får tit skyld for det, men det gør det ikke korrekt, for det er ligeså meget ja-sigerne med den akademiske adel i spidsen, der gør det til et for/imod spørgsmål, hver gang. Begge sider vil som regel hellere debattere på den bane end debattere substans, og det er ikke Berlingskes eller mediernes skyld.

Men i øjeblikket sker der noget andet. Vi debatterer faktisk EU. Nærmest hver dag de seneste par måneder har været fyldt med input og debatter om EU. Det er vildt og for en EU-nørd (og tilhænger) som jeg, er det fantastisk. Jeg kunne selvfølgeligt godt ønske mig, at vi i højere grad debatterede EU-momsret, men jeg lever med, at flertallet i deres uvidenhed synes, at flygtningepolitik er mere spændende.

Men debatten er god og vigtig! For den har manglet og det er godt, at vi får trukket fronterne op. For nej, EU har ikke brilleret under flygtninge­krisen, tværtimod – det kan alle vist blive enige om. Men har EU gjort det særligt meget dårligere end de individuelle lande? Tysklands og Merkels »Wilkommen« skabte gigantiske problemer for os andre, Danmark selv har slingret frem og tilbage med symbolpolitiske meldinger som erstatning for realpolitik. Har problemet med flygtningekrisen i EU ikke snarere været, at der har manglet en tilstrækkelig politisk overbygning, så vi reelt kunne tvinges til at arbejde sammen i stedet for den her sære mellemvej med åbne grænser i Schengen, men forskellig flygtningepolitik til skade for alle.

Personligt er jeg, selv som jubeleuropæer, i tvivl om, hvorvidt jeg ønsker en tilnærmelse, som vi har set de seneste år, hvor sociale ydelser mv. bliver en del af de ydelser, vi bliver tvunget til at harmonisere på tværs af landene. Det er en debat vi må og skal have!

EU er vigtig, men det er også vigtigt, at vi har borgerne og medlemsstaterne med, for uden dem intet EU. EU er ikke embedsværket, EU er os. Derfor tager Wind og Auken fejl, og derfor skal vi tage folkets bekymringer alvorligt.