Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

EU-formandens ensomme kamp

Når man står i spidsen for en Union, som bliver mere og mere upopulær, så er der vel grund til selvrefleksion. Men det plager ikke Bruxelles.

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker holdt for to uger siden en tale i forbindelse med årsdagen for Murens fald. Siden dengang er problemerne bare vokset for EU. Foto: Tobias Schwartz, AFP Fold sammen
Læs mere

Da Berlinmuren faldt, lå Jean-Claude Juncker i koma på et hospital. Det fortalte formanden for EU-Kommissionen i en tale for to uger siden i forbindelse med årsdagen for de historiske begivenheder for 27 år siden. Juncker havde været udsat for et alvorligt trafikuheld og kom først langsomt til bevidsthed nogle dage efter. Hans kone fortalte ham forsigtigt, at Berlin-muren var faldet. Nåhh ja, svarede Juncker og faldt i søvn igen.

Reaktionen fra den luxembourgske kommissionsformand minder lidt om hans håndtering af de rystelser, der rammer Europa i dag – nu bare uden rester af bedøvelse i kroppen. Briterne melder sig ud af EU, nåhh ja. Hvis franskmændene gør det samme efter næste præsidentvalg, er det slut med EU, nåhh ja. EU-modstandere stormer frem i hele Europa, nåhh ja. Schengen er reelt brudt sammen, og landene har indført deres egen grænsekontrol. Det samme er sket for flygtningesystemet, og ingen synes at tage ansvaret. Nåhh ja.

I samme tale i Berlin hyldede Juncker til gengæld Angela Merkel for hendes håndtering af flygtningekrisen og for hendes mod til »at stille sig i vejen for populisterne« i stedet for »at gå til side.« Han fortalte om, hvordan Europa mister betydning i verden, og at Europa i begyndelsen af det 20. århundrede udgjorde 20 procent af verdens befolkning. I 2050 vil det tal være nede på syv procent. Europa skrumper, og det betyder, at de europæiske lande må arbejde meget tættere sammen, tilføjede han. En endnu snævrere union. De ydre grænser skal styrkes, erkendte Juncker, men tilføjede: »Når folk flygter fra sult og fattigdom, fra krig, fra tortur, fra voldtægt, fordi de ikke kan bære at se deres børn dø for øjnene af sig, så er Europa et sted, hvor disse mennesker kan søge tilflugt. Det er en del af Europas DNA. Vi er her også for at hjælpe dem, som ikke er i stand til at hjælpe sig selv.«

Mens Juncker taler om Europas DNA, patruljerer bevæbnede grænsevagter langs pigtråden i Ungarn og mange andre steder for at holde flygtninge ude. Selv det humanis­tiske Sverige har indført en omfattende grænsekontrol, som betyder, at ingen flygtninge reelt kan søge tilflugt i Sverige. Land for land bliver der strammet op i en reaktion mod åbne grænser, fri bevægelighed, globalisering og flygtningestrømme. Nåhh ja.

Uløste sager hober sig op

I filmen »Good bye Lenin« nænner sønnen til mønsterkommunisten Christiane ikke at fortælle, at kommunismen og Muren er faldet i DDR. De opretholder en østtysk hverdag for ikke at udsætte hende for den psykiske belastning, det vil være for hende at se drømmene styrte i grus.

Er Jean-Claude Juncker udsat for det samme? Nænner de ikke at fortælle ham, at verden ikke er den samme efter Trump, Brexit, EU-nej i Danmark og Holland og meget andet, som peger i samme retning?

Det specielle ved EU-Kommissionen er, at den traktatmæssigt definerer sig selv som en ledende institution, der går foran i den europæiske integration. Det betyder, at den netop ikke skal synke ned og blive talerør for den laveste europæiske fællesnævner. Så Juncker går foran med det lysende flammesværd mod en stadigt mere snæver union – med bind for øjnene.

Lige for tiden må det føles lidt ensomt der fremme i fronten. Den tyske kansler, Angela Merkel, har forlængst opgivet sin »wilkommen«, multi-kulti retorik. De store uløste sager hober sig op i Bruxelles. Og i denne uge stillede den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldts efterfølger som partiformand, Anna Kinberg Batra, op til interview for at forklare, hvorfor hendes parti, Moderaterna, har foretaget en u-vending i indvandrerpolitikken.

Integrationen fungerer ganske enkelt ikke i Sverige. Kun én ud af fire, som ankom til Sverige for otte år siden, er i dag i arbejde. De, som mener, at stramningerne over for indvandring kan undgås, hvis blot integra­tionen bliver bedre, tager fejl, skriver Kinberg Batra og leverer det tætteste, man kommer en undskyldning på vegne af tidligere statsminister Fredrik »åbne-vore-hjerter« Reinfeldts vegne.

»Der er folk, som på et seriøst grundlag har advaret om en uholdbar situation, men som ikke er blevet lyttet til, nogle gange endda modarbejdet eller udstødt. Jeg forstår godt, at de føler vrede eller skuffelse,« skriver Kinberg Batra, som for 15 år siden skrev under på et krav om fri indvandring til Sverige.

»Hvis vi mener det alvorligt at tale om menneskers ret til frihed, må det også indbære fri bevægelighed selv for mennesker,« hed det.

I Danmark kan mange huske, hvordan Lars Løkke Rasmussen i kølvandet på flygtningestrømmen iværksætte en historisk integrationsindsats. En række møder på Marienborg indvarslede en hidtil uset mobilisering af erhvervsledere, kommuner og organisationer. Det hele mundede ud i en trepartsaftale mellem regeringen og parterne på arbejdsmarkedet. En nyt tiltag med det mundrette navn integrationsgrunduddannelse, IGU, blev tiltænkt rollen som murbrækker for nyankomne flygtninge til det danske arbejdsmarked. I denne uge viste nye tal så, at kun 81 flygtninge i dag er i gang med en IGU. 81.

Hverken arbejdsgiverne eller lønmodtagerne har reelt været interesseret i at løfte opgaven med at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet. Det er for besværligt, koster for meget, og der er risiko for, at de tager job fra danske ledige. Så IGU var og blev aldrig en løsning på det største samfundsproblem, som Danmark står med. Det skulle bare se sådan ud. Nåhh ja.

Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør