Det europæiske samarbejde har altid været et projekt skabt af mennesker for mennesker. Det var oprindeligt en bevægelse, som blev båret frem af en generation, der i fællesskab proklamerede »aldrig igen!« Med undertegnelsen af Rom-traktaten 25. marts 1957 forviste EUs seks første medlemmer Europas fortid til historiebøgerne til skræk og advarsel for kommende generationer.

Nu, hvor vi fejrer 60-året for denne skæbnedato, markerer vi også det europæiske projekts genfødsel. I en usikker verden i forandring er tiden inde til, at vi fornyer vores løfter og atter bekræfter vores engagement i en fælles fremtid. En fremtid, hvor alle borgere og alle medlemsstater behandles på lige fod. Et nyt Europa med 27 medlemsstater skal handle resolut for at leve op til borgernes forventninger og vise dem både håb og beslutsomhed.

Derfor må vi finde nye svar på et spørgsmål, der er lige så gammelt som vores Union: Hvor skal vi hen? Jeg har ikke disse svar, for det er ikke kun mig, der skal give dem. Europa kan ikke dirigeres ved hjælp af dekreter eller dikteres enevældigt. Det er et spørgsmål, som befolkningerne skal stilles.

Der har alt for længe været en uoverensstemmelse mellem, hvad folk forventer af EU, og hvad det kan levere. Vi bør ikke lade som om, at Europa alene kan løse alle problemer. Opbygningen og indretningen af fremtidens velfærdssamfund og uddannelsessystem er for eksempel anliggender for de enkelte medlemsstater.

Vi skal heller ikke give næring til den opfattelse, at individuelle nationalstater kan klare alt på egen hånd. Det har flygtningekrisen illustreret med al ønskelig tydelighed, og klimaforandringer er også en udfordring, som vi er nødt til at forholde os til i fællesskab. Derfor er tiden inde til, at vi har en åben og ærlig debat om, hvad det er, vi vil med Unionen.

Fem scenarier

Vi kan fortsætte, som vi gør i dag. Vi skal ikke hvile på laurbærerne, men rette al vores energi mod at levere i de store spørgsmål på vores positive dagsorden: Gennemførelse af det indre marked og det digitale indre marked og skabelse af energiunionen, kapitalmarkedsunionen og forsvarsunionen.

Vi kunne også gå en helt anden vej og vælge et EU-27, der udelukkende fokuserer på det indre marked. Men Europa er meget mere end blot et marked for varer og penge. At sige andet er at forråde de værdier, vi gennem århundreder har kæmpet for på slagmarker og fra talerstole.

Vi kan som et tredje scenarie gøre det muligt for visse medlemsstater at arbejde videre på forskellige områder inden for rammerne af traktaterne, idet de lader døren stå åben, så andre medlemsstater kan følge efter, når de er klar. Det er allerede realiteten i dag, hvor forskellige grupper af lande, der strækker sig over hele kontinentet, er gået i gang med at oprette en EU-Patentdomstol, harmonisere deres lovgivning om skilsmisser og formueforhold for internationale par eller etablere en europæisk anklagemyndighed, som skal bekæmpe svindel med EUs budget. Disse eksempler på øget samarbejde viser, at vi ikke alle sammen behøver bevæge os fremad med samme hastighed, men at vi har brug for, at alle trækker i samme retning.

En variant heraf kunne være, at EU-27 i fællesskab gør meget mere, alle sammen, på en lille række områder: Der, hvor vores handlinger virkelig har en merværdi, og hvor borgerne forventer, at vi gør noget. Det ville reelt set betyde, at der i højere grad »gøres mindre« på områder, hvor medlemsstaterne ikke kan nå til enighed, eller bedre er i stand til at håndtere problemet på egen hånd.

Endelig kunne medlemsstaterne også sætte turbo på og beslutte at være fælles om flere beføjelser, ressourcer og beslutninger på alle områder.

Et muligt sjette scenarie

De fem scenarier kan alle lade sig gøre. Og de vil uden tvivl blive heftigt diskuteret af de nationale parlamenter, regeringer, civilsamfund og mennesker fra alle samfundslag. I virkeligheden er det mere sandsynligt, at Europas fremtid bliver formet i et sjette scenarie, som borgerne selv kreerer.

Der er valg til Europa-Parlamentet i 2019, og fra nu og frem til valget ønsker jeg, at enhver stemme bliver hørt. Vores fremtid skal formes af os alle, og vi skal alle tage ejerskab over den. Ikke institutioner eller politikere, men de mennesker, de repræsenterer. Når det drejer sig om EU, har det altid været alt for nemt for præsidenter og premierministre at sige, hvad de ikke vil have. Nu bør de arrangere og deltage i debatter, som når ud til alle afkroge af Europa og alle dele af samfundet, så de kan beslutte, hvad de gerne vil have.

Uanset hvilken vej vi ender med at følge, er det op til os alle at skabe fremtiden.

På 60 år har Europa nået det uopnåelige, nemlig en pause i den evindelige europæiske tragedie om krig og fred. Men dette Europa kan ikke tages for givet. Europa er og har altid været et valg. Og de valg, vi træffer i dag, i morgen eller om to år, skal styres af den fulde forståelse af deres konsekvenser, ikke for os, men for fremtidige generationer.

For det, vi vil blive husket for, er ikke det, vi har arvet, men det, vi efterlader.