Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I marts 1922 oprettede Sovjetunionen »Generaldirektoratet for Beskyttelse af Statshemmeligheder i Pressen« (Glavlit), hvis opgave det var at beskytte USSR mod propaganda i form af »falske informationer« og »nationalistisk og religiøs fanatisme«. Glavlits rolle afspejlede Lenins paranoide tilgang til pressefrihed og offentlige informationer. For Lenin var den borgerlige presse ligeså farlig som »bomber og maskingeværer«, og pressens egentlige rolle var at fungere som et organiserende redskab for »kollektiv propaganda«.