Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et udenrigsministerium i undtagelsestilstand

Det er svært forståeligt, at udviklingsministeren har kunnet deltage i et bestyrelsesmøde i GGGI med rejsepolitik på dagsordenen og i et samråd i Folketinget om GGGIs rejsepolitik uden at vide, at der var en sten i skoen. På det politiske plan kan man spørge, hvorfor Danmark trods advarsler engagerede sig i GGGI. Hvem satte den dagsorden og drev den proces?

Folketingets og borgernes tillid kan ikke holde til mere, skriver tidl. ambassadør Niels Erik Andersen. Her er det afgående udviklingsminister Christian Friis Bach på pressemøde om GGGI-sagen. Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En minister forsynes med håndakter til stort set enhver begivenhed/aktivitet. Håndakter kan variere i omfang. Materialet er tilpasset begivenheden, men omfatter altid et program, dagsorden, tale(r), talepunkter og presseberedskab samt oplysninger om de personer, ministeren skal være sammen med eller kan forventes at træffe.

På Udenrigsministeriets område har der indtil for kort tid siden været tradition for, at håndakterne har været for omfattende. Alt for meget læsestof.

Ministres samtaler, møder, konferencer, rejser etc. er forberedt af de embedsmænd, som er ansvarlige for den substans, der driver aktiviteten. Møder i internationale fora, f.eks. årsmøder eller bestyrelsesmøder er typisk forberedt nogen tid i forvejen. Enten af Danmarks faste repræsentant i den organisation, i hvis regi mødet holdes, af medarbejdere i den enhed i Udenrigsministeriet, som har ansvaret for området, eller af ambassaden i den by, hvor mødet finder sted.

De fleste møder (bortset fra COP’erne) løber lyde- og smertefrit over scenen efter en velkoreograferet plan. Alt er tygget grundigt igennem. Alle beslutninger er aftalt på forhånd, så ingen værdig mødedeltager kommer galt af sted. Ren klappe-kage.

Ministerens talepunkter er udarbejdet med henblik på at understrege kendte danske politikker og mærkesager. Ministeren forsynes også med beredskabstalepunkter. Noget ministeren kan sige, såfremt der spørges dybere ind til et eller andet, eller hvis der rejses spørgsmål uden for dagsordenen. Ligesom talepunkterne er nøje udvalgt og kalibrerede, så er beredskabstalepunkterne udtryk for en del tankevirksomhed. Hvad ministeren i den givne situation kan tænkes at blive præsenteret for eller udspurgt om.

Læs også: Friis Bach roser nu Udenrigsministeriets medarbejdere

Forberedelsen af en ministeraktivitet sker på flere niveauer og omfatter inddragelse af medarbejdere og chefer i varierende omfang. Sædvanligvis sættes en fuldmægtig til at gøre det grove arbejde og de relevante, herunder praktiske, forberedelser.

Fuldmægtigen inddrager efter eget hoved eller enheds(kontor)chefens anvisninger andre relevante bidragydere i og uden for ministeriet. Håndakter godkendes af enhedschefen og centerchefen. Derefter fordeles de typisk til hele ministeriets direktion, alle ministersekretariater, særlige rådgivere og direktionssekretariatet. Kopi sendes til de enheder, som har bidraget til håndakternes tilblivelse og enheder, som vurderes at have en interesse i materialet.

Det er svært forståeligt, at udviklingsministeren har kunnet deltage i et bestyrelsesmøde i GGGI med rejsepolitik på dagsordenen og i et samråd i Folketinget om GGGIs rejsepolitik uden at vide, at der var en sten i skoen. Det udestår, om det skyldes sjusk eller inkompetence på alle niveauer i forberedelserne af de to møder, men det kan konstateres, at udviklingsministerens synspunkt om, at Danmark ikke vil bruge bistandsmidler til rejser på 1. klasse ikke er kommunikeret klart ud, eller også har ingen læst oplægget til den godkendte rejsepolitik.

Læs også: Ambassadør i Sydkorea spillede nøglerolle i ministerafgang

På det politiske plan kan man spørge, hvorfor Danmark trods advarsler engagerede sig i GGGI. Hvem satte den dagsorden og drev den proces? Hvem vurderede, at det var risikoen værd? På det praktiske plan kan man spørge, hvem der havde ansvaret for Danmarks deltagelse i GGGI? Hvem forberedte møderne i organisationen? Hvem klædte udviklingsministeren på – eller af?

Det kan nu slås fast, at forsøget på hemmeligholdelse eller den udviste inkompetence i forbindelse med uregelmæssighederne i DIIS ikke var en enlig svale. Der skal leveres meget præcise svar på spørgsmålene vedrørende GGGI-håndteringen, og derefter foretages omlægning af forretningsgange og tilpasning af udenrigstjenestens organisation, så nye sager undgås.

Regeringsgrundlag, partiprogrammer, ministerindfald eller -dagsordener lægger sporene for Udenrigsministeriets arbejde. Det er dog sagt, og det er sandt, at i Udenrigsministeriet tages og formes mange nye politikinitiativer af en fuldmægtig. I en efterfølgende proces files der til og tilføres merværdi, før forslaget lægges op i systemet ad kommandovejen. Denne initiativfrihed og mulighed for kreativ udfoldelse er en væsentlig attraktion og et ditto rekrutteringsparameter.

Det vil være ødelæggende for udvikling og fremme af danske politikker, hvis der ændres afgørende herpå, og hvis de seneste års nedbrydning af den kultur og ansvarlighed, som har kendetegnet udenrigstjenesten i årtier, fortsætter.

Jeg tør ikke tænke på, hvordan konsekvenserne kan komme til at se ud, såfremt det viser sig, at en eller flere chefer og/eller medarbejdere er gået et politisk ærinde i relation til afholdelse af valg til kommuner og regioner. Folketingets og borgernes tillid kan ikke holde til mere. Det må i den forbindelse ikke overses, at som i det private erhvervsliv, kræver det kompetent lederskab at drive en større biks med succes. Dårlig rådgivning og fejl koster ministre jobbet og genererer dårligt image, som det vil tage lang tid at genoprette.