Det er mig en gåde, hvordan Henrik Day Poulsen på den ene side kan være psykiater, ph.d. og ledende overlæge på Psykiatrisk Center i København, og samtidig have så lidt forståelse for »underklassen« og de problemer, danskere i denne gruppe dagligt kæmper med.

I et debatindlæg 31. maj reflekterer han over DR-dokumentaren »En syg forskel«. Efter at have set udsendelsen, konkluderer han, at det at mennesker i »underklassen« er mere overvægtige, ryger mere, motionerer mindre og går senere til lægen er »deres eget ansvar«. Han påstår desuden, at sundhedssystemet ikke udøver nogen form for forskelsbehandling af rige og fattige danskere – på trods af, at DR i udsendelsen netop dokumenterer, at der eksisterer en udpræget forskelsbehandling af danskere i deres behandlingsforløb afhængigt af, om de bor i det socialt belastede Aalborg Øst eller i velhaverkvarteret Hasseris. Underklassen kan bare lette røven, gå i fitnesscenter og spise laks med grønne asparges, som han selv.

Henrik Day Poulsen har skrevet en række bøger – en af dem handler blandt andet om, hvilke psykiske faktorer, der spiller ind i unge menneskers vej til at blive voksne, og hvad der kan gå galt. Når jeg undrer mig over hans indlæg, skyldes det, at psykiateren jo må have den fornødne indsigt i, hvilke konsekvenser, social arv eksempelvis har på et menneskes liv, valg og vaner i tilværelsen.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterede i 2013, at 33 procent af børnene fra »underklassen« selv befandt sig i »underklassen« som voksne. I 2003 var tallet 24 procent. En række udenlandske studier viser også, at et barns tidlige kognitive og sociale udvikling inden skolealderen har stor indflydelse på, hvordan barnet klarer sig i uddannelsessystemet og i arbejdslivet. Derudover viser dansk forskning, at børn af rygere er mere tilbøjelige til at ryge, end børn af ikke-rygere er.

Selvom mange ville ønske, det var anderledes, så falder æblet altså sjældent langt fra stammen. Uanset om underklassens børn går i folkeskole, lærer om kostpyramiden og læser »Hvad kan jeg blive?«, ændrer det desværre hverken på uddannelsesvalg eller hvad der bliver sat på spisebordet. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at en forebyggende indsats virker, hvis man vil bryde den negative sociale arv.

Når jeg nu blander mig i debatten, handler det selvfølgelig om, at jeg som næstformand i 3F bl.a. repræsenterer en lang række medlemmer med en ufaglært eller kort uddannelse, som hver dag har disse problemstillinger tæt inde på livet. I 3F forsøger vi at hjælpe vores medlemmer med at blive sundere ved at tilbyde et sundhedstjek og opfølgende aktiviteter. Indtil nu har mere end 6.000 af vores medlemmer deltaget i disse sundhedstjek, og det har bl.a. resulteret i, at 34 procent har fået øget viden om kost, 36 procent har fået sundere kostvaner, 15 procent drikker mindre alkohol, 31 procent har forbedret deres motionsvaner og adskillige er stoppet med at ryge. Det er ikke alene godt for det enkelte menneske, men også en gevinst for samfundet som helhed.

Men skal vi hjælpe »underklassen« med at blive sundere, bliver vi også nødt til at forbedre arbejdsmiljøet. Det handler ikke kun om at sikre, at medarbejderne hos eksempelvis Siemens ikke indånder farlig kemi, når de er på arbejde. Det handler også om at forebygge, at bygningsarbejderne ikke får KOL af at indånde støv i arbejdstiden, eller skabe nogle arbejdsforhold, så rengøringsassistenterne ikke slider sig selv op, inden de bliver 50 år. De færreste ved, at rengøringsassistenter går et sted mellem 10.000-15.000 skridt om dagen, at de har en gennemsnitlig pulsbelastning langt over det anbefalede, at de en stor del af tiden går med ryggen foroverbøjet, med armene over hovedhøjde eller med en moppe i hånden. Gad vide om Henrik Day Poulsen ville have kræfter til at gå i motionscenter eller bage klidboller efter sådan en arbejdsdag.

Status er, at hvert fjerde medlem af 3F forlader arbejdsmarkedet omkring 60-års alderen som følge af førtidspensionering og tidlig død. Til sammenligning gælder det kun 5,8 procent af akademikerne. Dødelighed og risiko for førtidspensionering er markant større for ufaglærte end blandt personer, der har en videregående uddannelse. I gennemsnit mister ufaglærte 5,7 potentielle arbejdsår, mens det tilsvarende antal tabte arbejdsår for personer med en videregående uddannelse i gennemsnit er 1,5 år. Hvis man for alvor gjorde noget ved arbejdsmiljøet, kunne man altså ikke alene mindske udgifterne til sundhedsvæsnet og overførselsindkomster, vi ville potentielt også kunne øge beskæftigelsen med 60.000 personer.

Summa summarum. Man kan godt forbedre ufaglærte og kortuddannede danskeres sundhed, men det kræver en anden og større indsats end det, samfundet leverer i dag. At pege fingre ad de mennesker, som holder hjulene i gang, er blot en hån og med til at puste til uligheden i samfundet.