Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et studie i overflødighed

Eva Agnete Selsing: Storbykvinder med for meget tid? Mens Malala Yousafzai og andre kvinder verden over kæmper mod reel undertrykkelse, turnerer danske feminister med ligegyldige pseudoproblemer.

Eva Agnete Selsing, Filosof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Storbykvinder med for meget tid? Mens Malala Yousafzai og andre kvinder verden over kæmper mod reel undertrykkelse, turnerer danske feminister med ligegyldige pseudoproblemer.

Den danske statsfeminisme er en overflødighed, der kun beskæftiger forvænte fruentimmere i vor tids aristokrati – den akademiske overklasse. Det bliver tydeligt, hvis man et kort øjeblik hæver sig over den hjemlige debat. En debat, hvor de evigt opflammede feministiske gemytter ustandselig finder nye platheder at trætte offentligheden med. Hvor man eksempelvis vil tvinge mænd til at tage barsel – og tilmed, i bedste newspeak-stil, har den hovne frækhed at kalde det en ’rettighed’. Hvor man har travlt med at fortælle direktører i privatejede virksomheder, at de skal ansætte kvinder. Hvor man vil tvinge småbørn til at lege med kønsneutralt legetøj. Og så videre, ad nauseam.Intet er for småt. Intet for intimt. Og hvis femiklassen ikke får adgang til andre menneskers privatliv, er det en uretfærdighed. Et klokkeklart bevis på patriarkatets fylde.

Således betjener man sig, fra feministisk side, lystigt af krænkelsens magt. En ressource, som har politikere, institutioner og akademia på sin side. Altimens man råber op om strukturel undertrykkelse, glasloft og andre spøgelsesfænomener.

Men hvis man altså vover at kigge ud over de ikke-problemer, der optager de danske akademikerfeminister, kæmper kvinder tilhørende andre kulturer – både herhjemme og i andre lande – med anderledes ægte problemer. Mod vold og undertrykkelse. Mod religiøst, kulturelt og politisk funderet social kontrol. Mod horder af onde, gamle mænd, der ikke respekterer (kvinde)liv.

Eksempelvis 14-årige MalalaYousafzai fra Pakistan, der i disse dage svæver mellem liv og død efter et attentat. Taleban ville hende til livs, fordi hun tillod sig at kæmpe for piger og kvinders ret til uddannelse. Malalas kamp er et symbol på den systemiske umenneskelighed, der trives i radikale muslimske miljøer. Og hun er ikke alene. Verden over, og såmænd også herhjemme, er der kvinder, der står helt alene over for hadet. Kvinder, hvis liv og lemmer er i konstant fare. Som ikke engang kan håbe på at få et gran af de friheder, vi andre indtil september 2001 tog for givet.

Hvor er de danske feminister i dén debat? Hvor er deres ærlige og vedholdende bekæmpelse af den islamiske undertrykkelse, der får enhver tale om ’glasloft’ til at fremstå nøjagtig så latterligt, som det vitterlig er?

Den er der ikke. Grædekonerne i det danske femikollektiv er uinteresserede, og derfor overflødige, i kampen for kvinders rettigheder. Herhjemme undertrykker feminismen både mænd og kvinder, der ikke har samme opfattelse af det gode liv.

Og i forhold til andre kulturer svigter de ved enten at tie om undertrykkelsen – af frygt for ikke at sige noget negativt om islam, som er den eneste globale udfordrer til feminismens yndlingshadeobjekt udover manden, nemlig kapitalismen.Eller de svigter ved direkte at tage parti for islamismen – den mest institutionaliserede kvindeundertrykkelse, verden kan frembyde i dag. Som for eksempel überfeministen Naomi Wolf gjorde det, da hun udtrykte sin store fascination af den islamiske burka.

Nej, med en parafrase af postmodernisten Bau­drillard: den danske feminisme kan kun forstås i kraft af sin overflødighed.