Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et spøgelse går gennem Europa

Uffe Ellemann-Jensen: Nationalismens spøgelse undergraver det europæiske samarbejde – netop som der mere end nogen sinde er brug for det.

Franskmændene er rasende på tyskerne, fordi de tøver med at samle regningen op for de sydlige lande, som er kommet i økonomiske vanskeligheder – og tyskerne er rasende på franskmændene, fordi den franske regering slet ikke ønsker den samme økonomiske og monetære disciplin som den tyske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Et spøgelse går gennem Europa – nationalismens spøgelse. For nu at parafrasere salig Karl Marx. En række valg i europæ­iske lande har givet markant fremgang for partier med et klart nationalistisk eller fremmedfjendsk program – og skal man tro meningsmålingerne, kan det samme ske ved kommende valg i andre lande. Der er selvsagt store forskelle fra land til land, men den helt overordnede tendens er tydelig. Det seneste eksempel er Belgien, hvor sejrherren ved sidste uges valg er et flamsk parti med opsplitning af landet på programmet. Tidligere på måneden var der valg i Holland, hvor Geert Wilders ’frihedsparti’ blev landets trediestørste. I Ungarn gik det fremmedfjendske Jobbik-parti stærkt frem ved valget i forrige måned. Ved valgene i Østrig forrige år fordoblede den yderste højrefløj sit mandattal og fik næsten 30 pct. af stemmerne. I Frankrig står Le Pens nationale front til fremgang i meningsmålingerne.

Nogle steder krakelerer billedet: Ved det britiske valg i sidste måned fik British National Party under 2 procent af stemmerne, trods stor medieeksponering af lederen Nick Griffith (eller måske på grund af …). Og i Sverige ser det ud til, at de stærkt opreklamerede Sverigesdemokrater ikke klarer spærregrænsen ved valget om tre måneder. Man skal dog næppe tro på meningsmålinger, når det gælder partier, som mange vægrer sig ved at indrømme, at de stemmer på. Det så vi i Holland, hvor Geert Wilders stod til betydelig tilbagegang i meningsmålingerne forud for valget i forrige uge. Andre steder – især i de nye demokratier i Central- og Østeuropa – oplever man samtidig et opgør med de etablerede partier. Det så man ved valget for tre uger siden i Tjekkiet, hvor to helt nye partier skubbede de gamle af pinden. Opgøret med de etablerede partier ser vi ikke kun i de nye demokratier: Ved de kommunale valg i Island for tre uger siden blev »Besti Flokkurin« (Det Bedste Parti) størst med 6 ud af 15 mandater – og partileder og komiker Jón Gnarr er blevet borgmester. På programmet har han bl.a. en isbjørn til byens Zoo, palmetræer langs kysten, gratis badehåndklæder ved svømmebassinerne … og den islandske statsminister, hvis socialdemokrater mistede en tredjedel af deres stemmer, erkendte blankt, at resultatet udtrykker vælgernes fravalg af de kendte partier.

Mistillid til det etablerede kendte er en væsentlig faktor i det opbrud, vi oplever i det europæiske politiske billede. Ganske som vi oplevede det i Danmark med ’jordskredsvalget’ tilbage i 1973. Det var dengang, fem nye partier kom i Folketinget med tilsammen 60 mandater. Men som det siden viste sig, bevaredes det danske partisystem intakt, sådan da: Der var kommet et nyt parti til, som viste sig langtidsholdbart, nemlig Fremskridtspartiet (nu Dansk Folkeparti), som klart bekender sig til den samme nationalistiske linje, som vi ser vinde frem andre steder i Europa – især i Holland og Belgien – med stærk retorik mod ’fremmede’ og mod EU-samarbejdet.

Belgien er nu i den akavede situation, at landet står uden regering, når det overtager EU-formandskabet om mindre end to uger. Efter forrige valg i Belgien i 2007 tog det næsten ti måneder at danne en regering. Og denne gang er det politiske mønster om muligt endnu mere broget end dengang. Flamske separatister og fransktalende socialister skal prøve, om de kan finde sammen. Det slår alt, hvad der hidtil er forsøgt af vanskelige koalitioner i belgisk politik. Det er ikke nyt, at de fransktalende vallonere og flamlænderne har det vanskeligt med hinanden i Belgien. En af forklaringerne på, at belgierne er super-europæere, er netop at den europæiske identitet kan dække over sprækkerne i en ’belgisk’ identitet.

Men det er åbenbart ikke længere nok – og splittelsen i Belgien er i virkeligheden et skoleeksempel på den splittelse, der er begyndt at tegne sig i det europæiske samarbejde. Malet med en bred pensel ser vi i Europa en nord-syd-splittelse, hvor de i egen opfattelse kølige og flittige og sparsommelige nordboere (vi danskere er dog en undtagelse) skal dække overforbruget hos de mere løsagtige sydlige partnere. Se blot på diskussionen i Tyskland om dækning af euro-partneren Grækenlands uansvarlige overforbrug. Det er også en splittelse, som er begyndt at undergrave det, der hidtil har været motoren i den europæiske integration – nemlig den fransk-tyske akse. Franskmændene er rasende på tyskerne, fordi de tøver med at samle regningen op for de sydlige lande, som er kommet i økonomiske vanskeligheder – og tyskerne er rasende på franskmændene, fordi den franske regering slet ikke ønsker den samme økonomiske og monetære disciplin som den tyske. På sigt er det selve det europæiske samarbejde, som er kommet i farezonen. Modstandere af europæisk integration vil med nogen ret hævde, at nationalismens spøgelse er skabt af de fælles institutioner, som har flyttet beslutningerne længere bort fra den enkelte borger.

Men omvendt: Hvis der nogen sinde har været brug for et forpligtende europæisk samarbejde, så er det nu – hvor det nationalistiske spøgelse truer med at skabe en gentagelse af alt det onde, Europa oplevede sidste gang, der var en stor økonomisk krise – nemlig i 1930erne, hvor landene lukkede sig inde i forsøg på at skubbe problemerne over på naboerne.