Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et socialt ansvarligt ligestillingsudspil

Marianne Bruun: Ligestilling. Socialdemokraterne vil sikre lige og optimale udfoldelsesmuligheder for kvinder som for mænd. Ikke bare i tale, men i handling. Kald det tvang! Vi kalder det retten til lige og optimale muligheder.

Socialdemokraterne kan ikke acceptere købesex. Vi vil også ændre skæve kønsrollemønstre i familierne og i virksomhederne, skriver Marianne Bruun. Kald det bare tvang! Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lea Stentoft og Camilla-Dorthea Bund­gaard har her i avisen vist os, hvordan en borgerlig-liberal ligestillingsvision tager sig ud. Her hersker individets ret og det frie valg for den, der kører med klatten. For vi har jo lige og ens muligheder for at lade os vælge til topposter og for at få det samme i løn for ligeværdig indsats.

Problemet med denne tilgang er, at den sætter overlæggeren så lavt, at man kan gå med bind for øjnene over den og aldrig opdage, at tingenes tilstand fortsætter sin vante skæve gang. Resten er op til den enkelte eller den stærkes ret, synes mottoet at være; eller udtrykt på god gammeldags liberalistisk vis: Enhver er sin egen lykkes smed.

Det socialdemokratiske ligestillingsprojekt ser heldigvis anderledes ud. Vi vil mere end en i-princippet-har-vi-vedtaget-at-vi-har-ligestilling-og-så-dumper-resten-nok-ned-fra-himmelen-strategi. Vi vil pille ved de mekanismer, der opretholder faktorernes uorden. Vi vil sikre lige og optimale udfoldelsesmuligheder for kvinder som for mænd. Ikke bare i tale, men i handling.

Det er det, Camilla m.fl. gerne vil italesætte som tvang. Lidt patetisk, synes jeg, men det bliver helt sikkert det store skræmmeord i den kommende valgkamp: Rød blok vil tvinge mænd på barsel og til at afholde sig fra at købe prostituerede. Vi vil tvinge nogle til en bestemt adfærd.

Til det er der kun at sige: Ja, det vil vi. Præcis som det socialdemokratiske velfærdssamfund fungerer på basis af omfordeling, omsorg og solidaritet med dem, der har brug for, at man stiller sig solidarisk med dem. Vi vil også fremover tvinge mennesker til at opføre sig ordentligt - i trafikken, i miljø­politikken og i skatte- og erhvervspolitikken. Vi vil sige nej til, at man må slå hinanden, må handle med euforiserende stoffer eller ryge op i hinandens åbne ansigt. Man må ikke snyde i skat, og man må ikke gå over for rødt. Det er adfærdsregulering, så det batter. Og det er pointen: Det batter. Alt sammen er det med til at skabe et samfund, hvor mennesker tager hensyn til hinanden, hvor vi behandler hinanden med respekt, garanterer et sikkerhedsnet og adskillige livliner. Et samfund der tager ansvar for hinanden og sikrer den enkeltes lige og optimale udfoldelsesmuligheder. Det er ikke den stærkes ret eller kapitalens ret, men fællesskabets ret.

Et sådant velfærdssamfund kan ikke stil­tiende se på, at mennesker af forskellige grunde ender med at prostituere sig, fordi det er muligt og fordi der er en efterspørgsel efter dem. Kvinderne må gives et ægte og ordentligt alternativ til at skabe sig en anden levevej, og mændene må finde andre måder at få bekræftet deres ego på. Prostitutionen - både med de handlede og ikke-handlede kvinder - hviler på ældgamle forestillinger om mandens hævdvundne ret til at blive seksuelt tilfredsstillet hvor som helst, når som helst og af hvem som helst. Og på kvinden som værende til rådighed. Han kan så samtidig understrege hendes underordnede rolle ved at kaste mammon efter hende. Hvem er det lige der stigmatiserer hvem?

Et sådant velfærdssamfund kan heller ikke stiltiende se på, at ældgamle mønstre fastholder faderen som den sekundære omsorgsfigur, når den lille familie får familieforøgelse - eller moderen som den tilsyneladende ustabile arbejdskraft, der kan lønnes lavere end hendes mandlige kollegaer. Når mænd bliver fædre, får de længere arbejdstid og mere i løn. Når kvinder bliver mødre, er det fortsat deres lod at arbejde mindre uden for hjemmet og betale for familieforøgelsen med mindre i løn- og pensionsposen. Det er ikke fair over for hverken far eller mor - eller medmor/medfar for den sags skyld - eller for barnet.

Disse mønstre ændrer sig kun, hvis vi giver nogle andre rammebetingelser, så en del af orloven deles mellem forældrene. Kald det tvang! Vi kalder det retten til lige og optimale udfoldelsesmuligheder for at indtræde i forældrerollen. Uden at skulle forhandle med både arbejdsgiver, kollegaer og ægtefælle.

Den borgerlige skrækkampagne har fokus på vores ønske om at skubbe til sammensætningen af mænd og kvinder i landets mange bestyrelser. Uha, hvor skrækkeligt! Tænk at udfordre vores mange glimrende virksomheder på, om de kan finde et par velkvalificerede kvinder at invitere indenfor i bestyrelsesarbejdet.

Virksomhederne har tydeligvis brug for et venligt, men bestemt skub, der kan udfordre ældgamle forestillinger om, hvem der kan bidrage kvalificeret og konstruktivt til bestyrelsesarbejdet. Med den nuværende udviklingstakt kommer det til at tage 150 år, før de herskende magtstrukturer inkluderer kvinder som mænd. Jeg tror, den fremsynede virksomhedsleder ender med at fryde sig over dette skub i retning mod lige og optimale muligheder for kvinder som for mænd.