Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et skræmmende eksempel på nysprog

Carsten Fogh Nielsen: At læse Sørine Gotfredsens kronik 30. juli var at være vidne til et moralsk og mentalt sammenbrud af kolossale dimensioner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke alene leverer hun noget, der i skræmmende grad minder om et forsvar for Breivik. Hun formår samtidig at rode sig ud i så mange fejlslutninger og uklarheder, at jeg blev helt bange for hendes mentale velbefindende. Den bedste måde at forstå hendes kronik, er måske at betragte den som et praktisk eksempel på det, som George Orwell i sin mareridtsagtige fremtidsroman 1984 kaldte for »nysprog«. I nysprog bestemmes sætningers sandhedsværdi af, hvad der på et givet tidspunkt passer staten, og ord kan manipuleres til at betyde det modsatte af, hvad de normalt betyder. I 1984 illustrerer Orwell dette med en række slogans, der umiddelbart lyder absurde, men som personerne i bogen uden videre accepterer: »Krig er fred«. »Frihed er slaveri«. »2+2 = 5«. Sørine Gotfredsen formår i sin kronik på imponerende vis at gøre noget tilsvarende. For nu bare at tage et enkelt eksempel, så mener hun ikke, at Anders Breiviks had mod islam, den norske stat og det norske arbejderparti har noget med sprogbrugen i eller niveauet af debatten om islam og indvandring at gøre. » et had som det, der har udfoldet sig i Norge, skabes næppe gennem sprogbrug. Det næres af en langt dybere følelsesmæssig kilde ...« Denne dybere følelsesmæssige kilde er, hævder Gotfredsen, utilfredshed med det multikulturelle samfund og »følelsen af på grund af indvandring at være truet på eksistensen«. Hun kan derfor uden videre frikende folk som Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og Søren Pind fra på nogen som helst måde at have motiveret Breivik. Deres udtalelser om islam og indvandring er jo blot en del af den åbne og kontante danske debat. Ja, Sørine Gotfredsen mener ligefrem, at det er sandsynligt, »at Dansk Folkeparti og den frie danske debat har været med til at lukke luften ud af de værste tempelriddere herhjemme«. Sært nok mener hun samtidig, at de, »der i årevis har forkyndt, at det gode menneske kan skabe det gode multikulturelle samfund. Folk som Marianne Jelved, Svend Auken, Margrethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden. Det er utvivlsomt dem, Anders Breivik primært animeres af ...« Sørine Gotfredsen mener altså, at samfundsdebatten ikke har motiveret Breiviks had, samtidig med at hun mener, at samfundsdebatten har motiveret Breiviks had. Hun mener, at samfundsdebattører, der omtaler islam positivt, har ansporet Breiviks had til muslimer, samtidig med at hun mener, at samfundsdebattører, der udtaler sig negativt eller hadsk om islam, har mindsket Breiviks had til muslimer. Og hun mener, at folk, der tror, at kristendom og islam kan sameksistere fredeligt, har øget sandsynligheden for voldelige sammenstød, samtidig med at hun mener, at folk, der benægter, at islam og kristendom kan sameksistere fredeligt, har reduceret sandsynligheden for et voldeligt angreb. Krig er fred. Frihed er slaveri. Had er kærlighed. Nysprog lever, og vi bor i 1984.