Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et samlet Danmark

David Munk Bogballe: Hvis vi ønsker at bevare sammenhængskraften, friheden og velstanden i Danmark, er vi nødt til 1) at forbedre konkurrenceevnen og jobskabelsen ved at sænke skattetrykket, og 2) at lægge den liberale værdipolitik på hylden og i stedet indlede et målrettet og inkluderende arbejde for at fremme danske værdier.

Hvis ikke flaget skal på halv, må vi samle os om et fælles dansk værdisæt. Her har ikke mindst konservative de løsninger, som både socialister og liberale er afskåret fra. Fold sammen
Læs mere

Om end den klassiske liberalisme er baseret på negative rettigheder, herunder retten til suverænt at forvalte liv og ejendom i fravær af især statens indblanding, så har den moderne social-liberalisme, der repræsenteres af Radikale og Liberal Alliance, med sit fokus på via staten at udstyre borgerne med en række negative men også positive rettigheder, med hvilke i hånden de kan realisere sig selv, som de måtte ønske, en betragtelig del til fælles med socialismen, som SF og Enhedslisten repræsenterer den. Også hos dem finder man nemlig ønsket om menneskets frisættelse - fra historie, køn, kultur og kollektive værdier. Som følge af dette grundlæggende fællestræk kan partierne derfor i den henseende betegnes som liberale.

Således er det måske ikke så overraskende, at man kan se dette firkløver gøre fælles front i kampen for mangfoldighed. Det hævdes, at noget nær det vigtigste og bedste, vi i Danmark kan kæmpe for, er det enkelte menneskes ret til at forfølge netop sin idé om det gode liv - uanset indholdet. Logikken er, at da mennesket grundlæggende er godt, og da det samtidig er unikt og kender sig selv, egne ønsker og behov bedre end nogen anden, er det bedste, man kan gøre, at lade det leve, som det vil. Lighed, frihedsrettigheder og mangfoldighed bliver derfor pejlemærkerne. Lighed, fordi alle må sikres lige muligheder for at udfolde sig. Frihedsrettigheder, fordi alle må sikres retten til at realisere netop deres idé om det gode liv. Mangfoldighed, fordi et samfund med vidt divergerende livsanskuelser, værdier og levevis afspejler menneskets naturlige forskellighed.

Meget tyder dog på, at mangfoldighedskoalitionen tager fejl, og at udlevelsen af dens verdenssyn har en række lidet attråværdige konsekvenser.

Når der hersker enighed om, hvilke grundlæggende værdier der er gode, så er hyppigheden af uoverensstemmelser om, hvilke liv der er værd at leve, lav. Omvendt er det sådan, at når mennesker med vidt forskellige og oven i købet modsatrettede værdisæt bliver sat fri til at leve, som de ønsker inden for et bestemt geografisk område, bliver sådanne uenigheder hyppigere og voldsommere.

Når det liberale firkløver derfor dyrker og fremmer mangfoldighed som noget godt i sig selv, gør de i virkeligheden os alle en bjørnetjeneste - og der er ikke noget i den liberale værktøjskasse, der kan bruges til at løse de efterfølgende konflikter. Frihedsmaksimet forbyder nemlig indblanding i og forfordeling af værdisæt; værdispørgsmål er op til det enkelte menneske alene. I frihedens navn.

En sådan værdipolitik, eller rettere mangel på samme, trækker i to retninger. På den ene side giver den frit spil for opløsningstendenser, der typisk vender sine nedbrydende kræfter mod mere krævende dyder såsom flid, dannelse og selvbeherskelse. På den anden side giver den plads til, at mindretal med egne værdier og overbevisninger vokser frem, bliver stærkere og lukker sig om sig selv i selvstændige enklaver med normer, der i nogle og afgørende sammenhænge er fundamentalt anderledes end dem, der kendetegner det omliggende samfund.

Jo stærkere tilslutning der er blandt mindretallet til dets værdisæt, og jo stærkere overbevisningen er om, at valget af levevis er det rette, desto mindre bliver tolerencen og viljen til at acceptere alternative levemåder. Det kan vi dagligt bevidne i ’den ny værdikamp’.

I Danmark har vi haft en høj grad af tillid til hinanden, og vi har været vant til en høj levestandard. Tilliden har vi haft, fordi vi har kunnet genkende tænkemåder, ønsker og værdier i hinanden og således oplevet en art skæbnefællesskab. Den høje levestandard har vi skabt via flid og høj produktivitet. Jo mere forskellige vil bliver, og jo flere, større og stærkere mindretallene bliver, desto mindre bliver imidlertid den brede følelse af samhørighed med den sørgelige følge, at tilliden blandt os langsomt svækkes. Når vi samtidig bliver mindre arbejdsomme, alt imens vores virksomheders produktivitet daler, så arbejdspladser flyttes ud af landet, mister vi også grundlaget for den høje levefod.

Det er en uheldig udvikling, der desværre allerede er i gang godt hjulpet afsted af et højt skattetryk, en perverteret grad af omfordeling og en incitamentsstruktur, hvor dygtiggørelse og kvalitet ofte må vige for inklusion og middelmådighed. Med Enhedslistens, Radikales, Liberal Alliances og SFs værdipolitik er faren sågar, at udviklingen vil gå hurtigere. Håbet om at vende den er dog ikke ude, men hvis det skal lykkes, er midlerne nogle andre end yderligere frihedsrettigheder, øget mangfoldighed og lighed. Der skal noget substantielt på bordet, og ikke mindst her har konservatismen de løsninger, som de liberale er afskåret fra.

Vi må søge at samle os om et fælles værdisæt, der kan tjene som udgangspunkt for kompatible snarere end modsætningsfyldte fortolkninger af det gode liv i forfølgelsen af velstand, fred, oplysning, sundhed, glæde og sammenhold. Inspirationen hertil bør vi finde i det, der i forvejen danner kulissen for alle, der bor i Danmark, nemlig dansk kultur, sprog, natur og historie. Det betyder ikke, at der ej længere er plads til sushi, kebab og Zumba, men at vi må turde stå ved, forfordele og tage vort udgangspunkt i noget fælles, der er det danske.

Kombineret med et sænket skattetryk og en stat med reducerede ansvarsområder ville vi således kunne skabe nogle stærke rammer for den art af frihed, der i særlig grad er grund til at holde af.

Der er selvsagt ingen anledning til at forvente, at den nuværende regering sætter et sådant projekt i søen, og om viljen til at gøre det hersker i oppositionen, er uklart. I al den stund VKO forsøgte sig med værdipolitiske tiltag, der skulle styrke værdifællesskabet, syntes slankekuren, der blev udskrevet til den offentlige sektor, at lyde på flødeskum og smørkage.

Derfor bliver det interessant at se, hvad der sker i perioden op til det næste valg. Ét er imidlertid sikkert: Hvis vi ønsker at bevare sammenhængskraften, friheden og velstanden i Danmark, er vi nødt til 1) at forbedre konkurrenceevnen og jobskabelsen ved at sænke skattetrykket, og 2) at lægge den liberale værdipolitik på hylden og i stedet indlede et målrettet og inkluderende arbejde for at fremme danske værdier.