Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et samfund på mimrekort

Liv. Hvordan skal vi håndtere et Danmark, hvor en tredjedel af befolkningen i en ikke så fjern fremtid vil være over 60 år gamle? Debat med professor Nina Smith og videnskabsjournalist Lone Frank.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad gør vi med et samfund, hvor de ældre kun bliver flere og flere? I 2050 vil mere end hver fjerde dansker være over 65 år, hvilket vil være en stigning på over 70 procent i forhold til dagens Danmark. Berlingske fanger ph.d. og videnskabsjournalist Lone Frank på en telefon efter et foredrag i Amsterdam. Hun peger på, at det i første omgang betyder, at den etiske kontrakt mellem generationerne skal genforhandles. »Selvom de ældre bliver sundere og sundere, bliver vi jo stadig syge med alderen. En af de trends, man allerede kan se i USA, er, at de ældre generationer fx får organer fra deres yngre familiemedlemmer – hvor 50-årige individer kan blive bedt om at donere en nyre til deres 85-årige far eller mor. Hidtil har man stået i gæld til sine forældre på sådan et metafysisk plan, hvor man er taknemmelig over at have fået livet, og i at man skulle sørge for dem, når de bliver gamle. Men at de ligefrem står og har brug for ens organer – det er noget nyt.« I næste omgang peger Lone Frank på, at et ældet Danmark ikke bare bliver dyrt, men fundamentalt forandrer vilkårene for den danske velfærdsmodel.

»I dag ser man jo 90-årige mennesker, hvor det giver god mening at give dem en ny hofte, fordi, som studier fra Odense viser, de er i udmærket form. Og det bliver sgu godt nok dyrt, fordi det så rejser spørgsmålet om, hvor længe de skal være produktive i samfundet. Hvis der bliver en langt større byrde, som samfundet ikke kan bære, fordi kassen er tom, så skal vi måske i højere grad selv til at passe vores ældre. Men det er jo ikke nødvendigvis negativt – der er jo ingen, der siger, at den velfærdsmodel, vi har, er den bedste af alle verdener.Der er mange åbne spørgmål, når det kommer til det aldrende samfund.«

De ældre er ikke ofre

At velfærdsstaten er under pres fra flere ældre og færre yngre er blevet omdrejningspunktet for den stadig mere folketingsvalg-prægede politiske debat. Og ifølge økonomiprofessor Nina Smith står vi lige nu i en situation, hvor vi vælger vores fremtid uanset hvad. Enten ændrer vi vores opfattelse af alder, fjerner efterlønnen og hæver pensionsalderen, eller også kan vi se frem til et samfund præget af dybe sociale skel og generationskonflikter. »Efterlønnen skaber en mentalitet, hvor man går på pension omkring de 60, og det gav måske mening for 30-40 år siden, men det gør det ikke længere. De her raske friske pensionister kan komme til at sidde tungt på deres børns skuldre, hvis vi insisterer på at fastholde, at alder er et godt kriterium for at gå på pension. Det vil give generationskonflikter, fordi det ikke vil blive opfattet som retfærdigt.« Nina Smith forklarer, at nok vil væksten gøre os rigere end i dag, men de relativt flere ældre vil tage større og større stykker af den samlede velfærdskage, selvom den bliver større.

»Det kan betyde, at flere unge mennesker – dem med evnerne og kompetencerne – vil forlade Danmark, til fordel for lande hvor man ikke betaler så høj skat, fordi de vil kunne få mere til sig selv. Det kan godt være, at man ikke kan se det i dag, men i takt med at de unge mennesker bliver mere og mere globaliserede, vil man ikke kunne afskrive det scenarie.« Hvordan vurderer du regeringens 2020-plan set i det lys? »Hvis man gennemfører det forslag, der ligger nu, vil det være et stort skridt. Men efter 2020 får vi igen finansieringsproblemer, så vi kommer både til at arbejde mere og længere. Også fordi vi lige nu har brug for at investere i uddannelse og forskning. Det er lykkeligt, at vi lever længere og er sundere, men der vil være en vis retfærdighed i, at vi så udstrækker arbejds- livet længere.«

Men mange over 50 oplever i dag, at det er meget svært at få nyt job – risikerer vi ikke stor arbejdsløshed blandt ældre? »Nej. Man ved fra undersøgelser, at den aldersbetingede arbejdsløshed stiger i de sidste par år inden pensionsalderen, uanset hvor den ligger – i Danmark er det altså omkring de 58-59 år, mens det i Sverige, hvor man først kan blive pensioneret, når man er 65, gælder for de 63-64-årige. Så hvis man trækker pensions- alderen op til 67, så kommer den bølge ved 64-65 år. Derfor er det vigtigt at annoncere, at pensionsalderen bliver sat op.«

Men det betyder vel, at vi skal ændre vores begreb om alder? »Ja. Det er fuldstændig absurd, at vi fastholder billedet af, at folk er en svagelig gruppe, bare fordi de bliver 60 og derfor skal have mimrekort og velfærdsydelser. Sådan er det jo ikke længere – at blive ældre er ikke at blive et offer. Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal til at tænke anderledes på folk, der er 60. De er friske i deres hoveder og ikke svagelige ofre. Hvis man ved, at man skal blive på arbejdsmarkedet i ti år mere, når man er blevet 60, så sørger man også for at være omstillingsparat og klar til at lære nye ting. Er man svag, alene fordi man er over 60, eller er man svag, fordi man er syg og har brug for operationer? Det spørgsmål bliver vi nødt til at svare på i fremtiden.«

Trange kår for nytænkningen

Fra Amsterdam sætter Lone Frank spørgsmålstegn ved, om problemerne bliver løst, selv hvis de ældre arbejder mere i fremtiden. »Det bliver interessant at se, om vi får en kultur-psykologisk ældrebyrde. Når man ser sig rundt i dag, er det ikke de ældre, der står for innovationen, nytænkningen og forandringerne. Det er de yngre. Vi har det med at blive stivere i psyken med alderen – og det er svært at se, hvad der skulle kurere det, det være sig nok så mange stamceller. Jeg tror ikke, man kan holde sig interesseret i verden i 100 år. Så hvis der er færre mennesker i den innovative alder og flere mennesker, hvis erfaring ikke kan bruges til noget, fordi den teknologiske udvikling går så stærkt, så er det et godt spørgsmål, hvilke jobs de ældre kan få og hvad skal de bruges til. Det kan betyde, at samfundene forandrer sig langsommere, fordi der er en større del af befolkningen, der er tilbageskuende og ikke innovative.«

Så hvordan bliver det at være yngre i et aldrende samfund? »Jeg ved ikke, hvor fedt det bliver at være 35 år, og der sidder en frygtelig masse gamle mennesker i nogle positioner, hvor det ikke er til at vippe dem af. Ligesom på universiteterne fra 70erne og frem, hvor der bare sad så mange gamle mennesker, som jo gjorde at de unge ikke kunne komme til. Vi bliver nødt til at få en idé om, hvad de gamle skal lave.«

SKRIV DIN MENING NEDENFOR: Hvad skal vi med det aldrende samfund?