Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et land der mistede evnen til at forestille sig fremtiden

Det kan lyde som et mærkeligt spørgsmål, men desværre alt for påtrængende: Hvad sker der med et samfund, som mister evnen til at forestille sig fremtiden?

Et land, hvor fremtiden kun repræsenterer tristhed, usikkerhed og uendelige konflikter. Når håbet om en bedre tilværelse for børn og børnebørn end den, man selv har haft, ikke længere er der, så påvirker det både nutiden og vores syn på »den gyldne fortid.« Og hånden på hjertet, hvornår har man sidst hørt et positivt bud på, hvordan en storslået fremtid for Danmark kan se ud? En for en kan man tage de politiske ledere, Rasmussen, Frederiksen, Dahl, Poulsen, Østergaard og hvem der ellers er. De er mest optaget af det, de ikke vil.

I det omfang, fremtiden overhovedet er en del af debatten, er den defineret ved det, den ikke skal være. Alt det, der ikke skal med ind i nye årtier. Ingen klimaforandringer, ingen masseindvandring, ingen hævnporno, ingen topskat, ingen borgerkrige, ingen fake news og social dumping, ingen regeltyranni og dræbersnegle, ingen bederum, høje minareter eller burkaer og ingen pizzabakker og tomme øldåser, der flyder i den velplejede Kongens Have.

Ingen ghettoer og huse, der er alt for høje, og ingen elitære københavnere, der vil bestemme, hvor skabet skal stå, ingen smagsdommere eller bedrevidende skrankepaver. Ingen gebyrer eller selvmordsbombere og ingen hash i Pusherstreet, ingen dummebøder og dansetyve eller julegaver til de indsatte og ingen uro i klassen og slet ingen håndværkere fra Rumænien. Ingen kager, der fejrer stramninger af udlændingeloven.

Selv om det måske ikke skulle forstås sådan, sagde den konservative Rasmus Jarlov det egentlig ret præcist i denne uge. Han frygter, at »Danmark aldrig bliver det samme igen«, fordi indvandringen skaber store skel i samfundet og en stor etnisk social underklasse.

»Det ændrer Danmark fra det her meget harmoniske og sammenhængende samfund, som vil skabe nye sociale skel baseret på etnicitet,« sagde Jarlov i et interview med Berlingske.

Engang kiggede de fremad

Engang ejede politikerne fremtiden. Det var dem, der stod for at præsentere løsningerne, visionerne, de tegnede storslåede billeder af, hvordan det kunne blive, når de kom til magten.

Uanset om det var ud fra et liberalt, socialistisk eller konservativt grundsyn, har en vis patos i beskrivelsen af, hvordan verden kan blive, altid været en del af den politiske metier. Men ikke længere. Forestillingsevnen er visnet, og de sociale medier har forvandlet politikerne til brokkerøve, sortseere, der helst maler fanden på væggen og trækker os ned i det ene dybe hul efter det andet.

At Jarlov er bekymret over indvandringen og de sociale og kulturelle spændinger, den fører med sig, kan der være mange gode grunde til. Men at forestille sig, at Danmark skulle blive det samme som før, er i virkeligheden så grum en tanke, at man skal være konservativ af den meget gammeldags slags for at drømme sig derhen.

Danmark forandrer sig år for år, årti for årti. Heldigvis. Og udviklingen er sjældent sket gennem harmoni, men gennem kampe - arbejdskampe, magtkampe, gadekampe, kampe mellem interesser og benhård konkurrence.

Var Danmark harmonisk og sammenhængende i gamle dage? Måske mere end så mange andre samfund, men den sociale underklasse har altid været der, om den så viste sig i Martin Andersen Nexøs romaner, på fattiggården, i 30ernes uhumske baggårde på Vesterbro eller i 70ernes betonghettoer. Og den har altid måttet affinde sig med samfundets foragt og beskyldninger om både at være ildelugtende og nasse på fællesskabet.

At underklassen, som Jarlov omtaler, i dag har en anden etnisk oprindelse, gør bestemt en forskel, fordi forståelsen bliver endnu ringere og konflikterne mere tydelige og med andre undertoner. Men at forestille sig en harmonisk fortid uden klasseskel er nostalgi, som er svær at finde belæg for i historiebøgerne.

Ved sidste valg havde Socialdemokratiet et slogan, der hed »Det Danmark du kender«. Dansk Folkeparti snuppede Natasjas venstreorienterede sang, og gjorde den til deres egen med sloganet »Giv os Danmark tilbage«.

En skræmmende fremtid?

Det politiske Danmark befinder sig i fortiden, og vi lever i en tid, som er mest optaget af, hvordan det var engang. Lige om hjørnet venter robotterne. Man kunne sætte sig ned og glæde sig over den fagre nye verden. Hvor bliver det rart, når maskinerne kan overtage det daglige slid i hamsterhjulet, så vi kan foretage os ting, der er sjovere end at styre et lastvognstog gennem Europa eller lede efter præcedens i tusindvis af gamle domme.

Noget som er drevet af mere lyst end pligt måske. Men det er ikke den debat, der tegner landskabet. Tværtimod handler det mest om en uhyggelig og skræmmende fremtid, hvor robotterne gør mennesker overflødige, hvor mange mister deres arbejde med alt, hvad deraf følger. Hvad skal der blive af os, når fremtiden sluger os og fjerner den harmoni og sammenhæng, vi kendte så godt? Giv os nu bare det Danmark, vi kender, tilbage.

Når et samfund mister evnen til at forestille sig fremtiden, bliver det angstfyldt og overdrevent beskyttende over for alt, hvad det har. Desværre er det en gammel sandhed, at der er flere stemmer og mere popularitet i at rive ned end at bygge op, især når det, der engang stod på den politiske troværdighedskonto, er ved at være brugt helt op. Måske er fremtiden i virkeligheden for vigtig til at overlade til politikerne.

Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør.