Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et lærestykke med rotter

Charlotte Strandgaard: I de sidste uger har jeg levet i bofællesskab med rotter. Det kan ikke anbefales. Det er bestemt heller ikke noget, jeg har valgt. At jeg har klaret det , skyldes pudsigt nok et kommunalt system.

Charlotte Strandgaard, forfatter Fold sammen
Læs mere

Københavns skadedyrsbekæmpelse skulle jeg ringe til, da min mistanke om de ækle dyr var næsten bekræftet. Og vi vi ved jo alle sammen, hvordan det kommunale bureaukrati er, ikke sandt? Ventetid, talrige beskeder om at trykke på 1 eller 2 eller 3 på telefonen og vente, og vente og vente. Når man så får fat i en person, hvis man er så heldig at få det, kan der være dages eller ugers ventetid. Men de negative erfaringer og forventninger holdt mirakuløst nok ikke stik. Ti minutter efter stod Lars, som er en af udekørende skadedyrsbekæmpere.

På yderligere fem minutter blev det opklaret, at rotterne var her og havde været overalt i mit hjem. Min trang til at flygte skrigende ud ad en bagdør blev hindret af rolige og kyndige forklaringer. Vidste jeg f.eks., at Københavns rotter er sibiriske tunnelrotter kommet hertil, da prinsesse Dagmar skulle giftes med den russiske tsars søn? I den anledning sendte tsaren mange store skibe lastet med gaver til København og med dem arriverede vore rotter. Og nej, det vidste jeg ikke.

I de næste snart 21 dage har den utrættelige rottebekæmper stillet her hver dag. Undersøgt, fjernet de frastødende dyrelig fra fælder, underholdt og beroliget og forklaret. At rotterne med så stor energi gnaver sig gennem ledninger og splitter plastikposer ad, er ikke kun fordi de er væmmelige, eller som en ude i gården erklærede: ligefrem onde. Deres tænder vokser så voldsomt, at de ville dø af sult, hvis ikke de sleb dem på alt forhåndenværende, også vandrør og beton. Min viden om de frastødende dyr er vokset. Jo mere man ved, jo mindre angst bliver man.

Min rottebekæmper bliver konstant ringet op af andre desperate københavnere, som forståeligt nok heller ikke bryder sig om at dele bolig med rotterne. Det kan trods overarbejde og alt for mange kunder lade sig gøre at være medmenneskelig og forebygge den helt stor angsttur ved fornuftig oplysning og venlig omsorg.

Til trods for en tidsramme på højst tre minutter pr. dag blev et mareridt til et uventet lille lærestykke i medmenneskelighed. Hvis vi alle sammen gjorde os tilsvarende umage i mødet med andre mennesker, ville det måske blive lidt lettere at leve i år 2012.