Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et kontroversielt folkemord

Robert Ellis: Det Kongelige Biblioteks direktør Erland Kolding Nielsen fortjener ros for hans velmente omend fejlslagne forsøg på at lade et andet syn på begivenhederne i 1915 komme til udtryk. Problemet med debatten om det armenske folkemord er, at den kan, i hvert fald i Tyrkiet, få nogle skæbnesvangre konsekvenser.

Robert Ellis, Kommentator Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tyrkiske Nobelprisvinder, forfatter Orhan Pamuk, blev retsforfulgt på grund af en udtalelse i en schweizisk avis, at »30.000 kurdere og én million armeniere blev dræbt i denne region, og ingen andre end jeg tør tale om det«. Desuden forsøgte en ultranationalistiske bande at rejse to millioner tyrkiske lira (omkring 1,7 mio. dollar) for at få nogen til at dræbe ham. Pamuk bor nu i USA.

Forfatter Elif Safak blev også retsforfulgt, fordi en romanfigur omtalte massakren af armenierne som folkemord, og den tyrkisk-armenske redaktør Hrant Dink blev ikke bare retsforfulgt, men også myrdet af en tyrkisk nationalist. En medunderskriver af det åbne brev fra 37 tyrkiske intellektuelle til Erland Kolding Nielsen, professor Taner Akcam, en internationalt anerkendt ekspert om det armenske folkemord, er ligeledes nødt tilat bo i USA af frygt for sin sikkerhed. Reporters Without Borders (RSF) har lige betegnet Tyrkiet som »verdens største fængsel for journalister«, og derfor er muligheden for en fri og åben debat i Tyrkiet, også om dette emne, begrænset.Frygten er, at denne debat kunne føre til modkrav fra Armenien om territoriale indrømmelser, og situationen er endnu mere prekær på grund af kurdernes krav ikke bare i Tyrkiet, men også i Syrien om autonomi.

Problemet er, at Tyrkiet har kriminaliseret en kritisk debat om dette emne og gjort benægtelsen af det armenske folkemord til officiel politik. Derfor kan Erland Kolding Nielsen med rette kritiseres for at støtte, hvad de tyrkiske intellektuelle kalder en »undertrykkelses- og skræmmepolitik« ved at tilbyde den tyrkiske stat en alternativ udstilling.

I 2005 inviterede den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan den armenske præsident Robert Kocharian til at etablere en fælleskommission af historikere og andre eksperter til at undersøge begivenhederne i 1915, men invitationen blev afvist. Til dato har de to parter råbt ad hinanden over en kløft, og derfor kunne det være formålstjenligt for Danmark som ’ærlig mægler’ at indkalde til en konference eller høring om emnet, hvor der kunne være en frugtbar udveksling af synspunkter om, hvad der egentlig skete i denne periode og hvorfor.