Et forsvar for ungdomspolitik

Politikerne er et udskældt folkefærd i disse år: De er for godt uddannede, de kender ikke noget til den virkelige verden, og værst af alt har de været aktive i ungdomspolitik.

Amalie Lyhne

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg har tilbragt utallige af min ungdoms weekender i surt lugtende idrætshaller på diverse folkeskoler rundt omkring i landet. Ikke i fuld gang med at dyrke idræt – så langtfra. Nej, i fuld gang med at diskutere EU, skattepolitik og værnepligt. Alenlange diskussioner om foreningens vedtægter, højdramatiske kampvalg, fællessang og særdeles våde fester fyldte også en del. Jeg elskede det. Mange af mine allerbedste venner i dag mødte jeg i ungdomspolitik.