Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et forsvar for tabloidpressen

Niels Krause-Kjær: Det er den letteste sag i verden at kaste sig over Rupert Murdoch, hans uægte datter Rebekah Brooks, hans tabloid-aviser, deres metoder og – når vi nu er i gang – de danske tabloid-dværge, B.T. og Ekstra Bladet.

Niels Krause-Kjær, Journalist og forfatter. Fold sammen
Læs mere

Når man overtræder loven, bryder telefonsvarerkoder, besværliggør opklaring af mordet på en teenager, arrogant forfølger alt og alle og – for nu at bidrage med lidt dansk – gennemroder en ministerskraldespand, så blotter man sig over for politikere, moralister, konkurrenter og borgere. Så lad os i stedet vende den om. Lad os i bare en enkelt spalte forsvare Rupert Murdoch og tabloidpressen – den danske inklusive, så ramponeret og uhjælpelig den end synes at have udviklet sig.

Murdoch først: I Jyllands-Posten mindede Flemming Rose forleden om, at Murdoch i 1986 gjorde det muligt for britiske aviser at overleve økonomisk ved at tage det opgør med typograferne, som de andre avisejere ikke selv evnede. Få år senere investerede han i British Sky Broadcasting og skabte et reelt alternativ til BBC-monopolet.

Murdoch har, understreger Rose, »gjort mere for pluralismen i britisk presse end alle dem, der nu står i kø for at rive hovedet af ham«. Blandt dem, der går forrest, er nogle af Murdoch-koncernens største konkurrenter, The Guardian i Storbritannien og New York Times i USA, og politikere i en blanding af revanchisme og nyvundet mod.

For eksempel taler vicepremierminister Nick Clegg nu om »en enestående chance« for at få ryddet op i britisk presse, og glemmer vist, at det ikke er statsmagten, der kontrollerer pressen, men omvendt. Og noget vil givetvis ske. Flemming Rose citerer Brendan O’Neill, der i avisen The Australian frygter, at skandalens største taber ikke bliver Murdoch, men pressefriheden: »Den mest sandsynlige bivirkning af det anti-Murdoch-moralske korstog bliver en homogenisering af pressen. Journalistikken vil blive lagt i en spændetrøje, og middelklassens moralske konformisme vil blive håndhævet,« advarer O’Neill.

Og så til lille Danmark: Nu afdøde ugle Erling Olsen har sagt, at »det er smudspressen, der holder demokratiet rent«. Noget er der om snakken, men det er unægtelig svært at svinge sig op i guirlanderne, når der kun er B.T. og Ekstra Bladet til at understøtte tabloid-bevægelsen. Oplagene er pressede, B.T. har valgt at sælge sig på forbruger- og helse-råd, og Ekstra Bladet er i dag en journalistisk afglans af, hvad den har været.

Karen Ellemanns gennemrodede skraldespand er blot et sørgeligt symbol på afmagten. Mange drømmer om en dansk presse uden tabloid, men virkeligheden beskrives ikke kun i lange P1-programmer og indforståede artikler i Weekendavisen. Tabloidpressen har gennem mere end 100 år, først i USA og England og siden også i Danmark, leveret relevant og hårdtslående journalistik til menigmand om store mænd. Den er gået til kanten og masser af gange over kanten, men sandheden er, at samfundet vil mangle en vigtig stemme, hvis ægte tabloid-journalistik bliver afløst af stramme regler, moralisme, helsepublikationer og blodfattig reality-tv. Dét ville være den virkelige skandale.