Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et fiskebord fra i går

Ann Mariager: Jeg reagerer på romantiserede politikerplakater og manipulerede magasinforsider, på reklamer og husstandsomdelte tryksager, der får os til at tro, at det bedste i verden er at være smask-ung.

»Villy, Helle, Pia og Løkke, for nu at nævne nogle af de mest prominente, præsenterede sig med friske, røde kinder, let solbrændt teint og en glat hud. Ikke én rynke vidnede om, at de havde års faglig erfaring. Men hvide bisser, det havde de,« skriver Ann Mariager. Fold sammen
Læs mere

Ved sidste folketingsvalg var jeg i syv sind, for - som også denne avis har dokumenteret, kommenteret og og analyseret - der er i de senere år sket store værdiforskydninger i dansk politik. Hvis man for eksempel mener, at fortjenesten på salg af et parcelhus bør beskattes med en eller anden procent til almenvellet, skal man efterhånden stemme så langt ude på venstrefløjen, at man puster den Symbionesiske Befrielseshær og andre sidste dages hellige i nakken.

Efter tunge overvejelser bestemte jeg mig for at gå helt nye veje. Jeg besluttede at ville sætte min stemme på den kandidat, som så mest naturlig ud. Men også her var det svært at træffe et valg. Dér hang de på plakaterne, alle demokratiets ydmyge tjenere, på rad og række i lygtepælene og lignede yngre fætre og kusiner til Johanne Schmidt-Nielsen, Thor Möger og Morten Østergaard.

Det var helt utroligt så udhvilede og ungdommelige, de fremstod. Villy, Helle, Pia og Løkke, for nu at nævne nogle af de mest prominente, præsenterede sig med friske, røde kinder, let solbrændt teint og en glat hud. Ikke én rynke vidnede om, at de havde års faglig erfaring. Men hvide bisser, det havde de. Hvis ikke man vidste, det var valgplakater, kunne man være blevet forledt til at tro, det var reklamer for Colgate. Eller valgplakater sponseret af tandpastaindustrien.

Den canadiske kommunikationsteoretiker Marshall McLuhan, der siges at have opfundet udtrykket »den globale landsby«, fortæller i bogen Mediet er budskabet om en mor, der kommer trillende med sine unger i barnevogn. På vejen møder hun en anden dame, som komplimenterer hendes små, kønne poder. »Ork, det er da ikke noget, svarer moren (frit efter min hukommelse). »Så skulle du se de billeder, jeg har af dem derhjemme.«

McLuhans bog fra tresserne kastede et blik langt ind i den photoshoppede fremtid, hvor alle, ved hjælp af computerprogrammer, kan komme til at ligne et skønmaleri af sig selv. Eller rettere: Hvor det er selve skønmaleriet, der bliver den ægte vare, og vores almindelige, medfødte hverdagsudtryk bare er en kladde. Det kryber ligeså langsomt ind på én. Hvilket menneske over 17 tør efterhånden lade sig fotografere spontant ved havegrillen? I badetøj på stranden? Med åben mund og polypper på cykel? Uden først at forvisse sig om, at fotografen har lagt en engleblid belysning og billedet bagefter bliver marineret i et bad af elektronisk forskønnelse?

For nogle år siden var jeg i England til en international konference for kvinder i mediebranchen. Vi var et par fra den danske gruppe, som ankom sent ved frokosttid og derfor kastede et blik ud over forsamlingen i restauranten for at finde vore kolleger. På vej rundt ramte vores øjne et bord med deltagere, der lignede et fraklip fra Star Wars: Samtlige havde ens, små næser, som lignede egernsnuder. Deres overlæber gav udtrykket ’a stiff upperlip’ ny betydning, mindre britisk kolonitid og mere amerikansk nutid, sådan som de var stive af botox. Når de smilede, troede man, de havde ondt i maven.

Senere fik vi at vide, at netop dette bord bestod af film- og TV-folk fra Californien og at sådan var skønhedsidealet dér. Hiv og træk, væk med »naturlige ældningstegn«, som det hedder i reklamerne. En lærer i manuskriptskrivning betroede os, at angsten for at ikke at virke ung gennemsyrer branchen langt ind i Hollywoods bagland. Hun læser tit om tidligere studerendes bedrifter i fagblade og kan grinende konstatere, at de i dag er yngre end dengang, de tog timer hos hende.

Herhjemme er det vel ikke meget anderledes. Ikke kun politikere på plakater, men modeller og interview-emner bliver hepset op, så de er umulige at kende igen. Jeg blev derfor i tophumør, da jeg i går læste et interview med skuespilleren Karen-Lise Mynster i ugebladet Søndag, hvor hun ikke alene taler med den erfaring og refleksion, et menneske på 60 år har, men sandelig også ligner ét. En 60-årig, der passer godt på sig selv. Ikke en, der forsøger at ligne sin datter. Det er nemlig noget sludder, siger den amerikanske trendforsker Marti Barletti, når reklamebranchen siger, at kvinder identificerer sig med andre kvinder, som er 15-20 år yngre end de selv. Barletti, som er kvinden bag »Prime Time Women«-fænomenet, siger, at 50+ kvinder - et undervurderet, købestærkt segment - vil se billeder af jævnaldrende, der holder sig godt. Spiser sundt, lever aktive og engagerede liv med sølvstænk i det gyldne hår. Langt fra glansbillederne og kvinder med munde som andenæb.

Heldigvis protesterer flere over de pyntede udgaver af virkeligheden. Den dansk-amerikanske hudplejeguru Ole Henriksen indgød respekt, i hvert fald min, da en TV-dokumentar fra Los Angeles viste ham modtage et sæt nye, store reklameplakater med mesteren himself på. De røg straks tilbage til trykkeriet. Uden at spørge kunden havde grafikeren automatisk ’justeret’ Henriksens portræt i en elektronisk foryngelseskabine, så manden hans øjne sad som små, runde knapper på en teddybjørn. Dét pjat ville han ikke være med til. Retur.

Det vil amerikanske teenagere heller ikke være med til længere. For dér er trenden, at billeder af helt unge piger også strammes og redigeres, så alle får ferskenhud, mannequinmål og hår, der falder blødt. Anført af 14-årige Julia Bluhm og hendes kampagne Teen Girls Against PhotoShop er 43.000 unge piger gået i rette med magasinet Seventeen og bladets forskønnelsesrutiner.

Jeg ynder ikke selv at ligne, hvad en bekendt kalder »et fiskebord fra i går«, og jeg er med på lir, pynt og pjank. Folks skønhedsoperationer er deres egen sag. Men jeg reagerer på romantiserede politikerplakater og manipulerede magasinforsider, på reklamer og husstandsomdelte tryksager, der får os til at tro, at det bedste i verden er at være smask-ung. For hvis det fortsætter, jamen, så bliver resultatet vel, at vi skruer tiden så meget tilbage, at vi skal gå i vores mor igen. Og det gider jeg ikke.

Faktisk er jeg ikke særlig god til at være ung. Det var jeg heller ikke, da jeg var det.