Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et europæisk Tyskland eller et tysk Europa

Uffe Ellemann-Jensen: Der er brug for, at Tyskland ofrer en del af sin styrke på fællesskabets alter, hvis hele det europæiske projekt skal hænge sammen.

En politisk union skulle være grundlaget for den fælles valuta. Det skulle sikre balancen i det europæiske samarbejde – sådan at det var i stand til at håndtere de mange nye og skrøbelige demokratier i det nye Europa. Her et billede fra Ungarn. Fold sammen
Læs mere

Striden mellem kansler Merkel og den tyske Forbundsbank (og regeringspartneren CSU) er en genopblussen af en tyve år gammel konflikt, som er helt central for Tysklands placering i Europa. Det kan være nyttigt at pudse historien af for at forstå, hvad det er, der foregår - og for at få korrigeret en række af de misforståelser, der har bidt sig fast om euroen, især i ikke-eurolande som Storbritannien og Danmark: eurosamarbejdet var nemlig ikke en afgivelse af indflydelse til Tyskland. Tværtimod.

Da Øst- og Vesttyskland blev genforenet i oktober 1990 var det en udbredt bekymring i andre europæ­iske lande - især Frankrig og Storbritannien - at det nye Tyskland ville blive en økonomisk (og politisk) kolos i det europæiske samarbejde. Det viste sig hurtigt, at omkostningerne ved at integrere DDR i Forbundsrepublikken oversteg de vildeste forudsigelser - og at det i en årrække lammede tysk økonomi. Men det vidste vi ikke dengang.

Maastricht-traktaten fra 1991 og beslutningen om at indføre en fælles valuta skal ses i lyset af, hvad vi troede dengang. Ønsket var at »inddæmme« den tyske magt, der var blevet et skræmmebillede i London og Paris - og D-Marken var det fremmeste symbol på denne magt.

En fælles valuta skulle gøre op med dette spøgelse. Og en politisk union skulle være grundlaget for den fælles valuta. Det skulle sikre balancen i det europæiske samarbejde - sådan at det var i stand til at håndtere de mange nye og skrøbelige demokratier i det nye Europa, som var dukket op efter Jerntæppets fald og Sovjetunionens begyndende sammenbrud.

Det var en politisk beslutning at indføre den fælles valuta. Ikke en økonomisk beslutning. Og det var helt i tråd med den oprindelige tanke med den europæiske integration, sådan som det var formuleret i Rom-traktaten: Man ville forene de økonomiske kræfter for at sikre freden og friheden i hele Europa.

Det økonomiske samarbejde var midlet. Det politiske samarbejde var målet. (Det var desværre noget, der aldrig rigtigt slog igennem i den danske debat )

Det blev beskrevet på glimrende vis af den daværende tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, da han i 1990 på Venstres landsmøde blev udnævnt til det første udenlandske æresmedlem i partiets historie. Han sagde - med et let omskrevet citat af den tyske forfatter Thomas Mann - at hvis man vil undgå et tysk Europa, så skal man skabe et europæisk Tyskland.

Genscher fra det liberale FDP og forbundskansler Kohl fra CDU var enige om denne linie - men de mødte stærk modstand fra tyske finanskredse, herunder den stærke forbundsbank, og fra regeringspartneren CSU. Den tyske finansminister og CSU-leder Theo Waigel sagde på et tidspunkt, at »vi må ikke lade vores tyske identitet overskygge af en europæisk identitet«. Den tyske finansverden ønskede ikke at give slip på den stærke D-Mark, som betød, at den tyske forbundsbank i Frankfurt reelt styrede den europæiske pengepolitik. Som det så vittigt blev sagt af den daværende vicepræsident i EU-Kommissionen, Henning Christophersen: Andre landes suverænitet betyder, at man selv bestemmer, om man skal vente femten eller tyve minutter på at følge efter beslutningerne i Frankfurt

Det er værd at huske, hvordan verden så ud dengang - for så forstår man, at indførelsen af euroen var et offer for Tyskland. Forbundskansler Kohl sagde på et tidspunkt, at hvis den tyske indflydelse på Europas økonomi blev for stor, kunne man risikere så bred modstand fra de europæiske partnere, at det europæiske samarbejde ville bryde sammen med risiko for konflikter. Og derfor fik vi euroen.

I dag er vi naturligvis blevet meget klogere. Vi ved, at forestillingerne om en tysk økonomisk dynamo var vildt overdrevne, fordi DDR viste sig at være en tung økonomisk belastning for vesttyskerne. Vi ved også, at den politiske union blev for svag til at kunne sikre den koordinering af medlemslandenes økonomiske politik, som er nødvendig for at en fælles valuta kan fungere.

Der er mange grunde til, at det gik sådan. Vi danskere bærer også en del af skylden, fordi det danske knebne nej til Maastricht-traktaten i 1992 kom til at forstyrre hele integrationsprocessen. Men nok så stor skyld bærer Tyskland og Frankrig, fordi de to lande var blandt de første til at bryde den fælles stabilitetspagt, som skulle sikre euroen ved at holde styr på gældsstiftelse og inflation. For så begyndte tingene at gå i skred, som vi har set det i Grækenland, Portugal, Irland, Italien, Spanien osv.

Det er derfor, den tyske forbundsbank i dag slår sig i tøjret. Skeptikerne i Tyskland mener, at de fik ret i deres bekymringer for, om den fælles valuta kunne fungere uden tilstrækkeligt stramme forpligtelser. I regeringspartiet CSU siger man »hvad sagde vi!« og i regeringspartiet FDP er man så klemt af meningsmålingerne, at partiet synes at være gået mere eller mindre i opløsning

Der står så kansler Merkel - i en vanskelig klemme mellem de hjemlige politiske kræfter og den europæiske virkelighed.

Hun er nødt til at kræve, at de europæiske partnere accepterer den disciplin, som ligger i en bindende politisk union - for ellers vil hun ikke kunne skabe tilslutning hjemme til at bære det ansvar for partnernes gæld, som er forudsætningen for at skabe ro på markederne, så gældsplagede lande som Spanien og Italien kan få pusterum til at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer.

Man kan sige, at Kohl og Genschers frygt for et dominerende Tyskland på den europæiske scene er blevet til virkelighed - men på en helt anden måde, end man dengang troede. Men det rokker ikke ved, at den gamle problemstilling stadig har gyldighed: Der er brug for, at Tyskland ofrer en del af sin styrke på fællesskabets alter, hvis hele det europæiske projekt skal hænge sammen.

Nogen vil sige - og vi hører det i Danmark og i Storbritannien - at det ville være bedst, om det hele braser sammen. Det er udtryk for en skræmmende tankeløshed og mangel på historisk fornemmelse. For et sammenbrud i den fælles valuta og en svækkelse af den europæiske politiske union vil starte en udvikling, hvor alle slås mod alle - på et tidspunkt, hvor Europa i forvejen er på retur når det gælder global indflydelse.