Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et bud på en kommende tysk regerings politik

Efter alt at dømme får Tyskland en såkaldt Jamaica-regering efter forbundsdagsvalget bestående af CDU/CSU, FDP og De Grønne. Lige nu sidder partiernes repræsentanter og forhandler. Det vil munde ud i et meget detaljeret regeringsprogram, som skal gennemføres over de næste fire år. Mit bud på indholdet er følgende:

Den økonomiske politik videreføres sandsynligvis med en mindre opstramning i retning af den klassiske, tyske ordoliberale linje, som ikke mindst FDP med et stærkt vælgermandat vil slå et kraftigt slag for, men som traditionelt også nyder stor tilslutning i CDU/CSU og til dels i De Grønne og endda i SPD. Samtidig vil der komme en justering af erhvervspolitikken i form af flere reformer, som kan sætte mere gang i investeringerne, væksten og moderniseringerne (især digitaliseringen) af den offentlige sektor.

Angela Merkels CDU/CSU-SPD-regering har været forbavsende tilbageholdende med at gennemføre den slags reformer, idet den i vidt omfang har lukreret på de reformer, som ikke mindst Gerhardt Schröders SPD-De Grønne-regering igangsatte på arbejdsmarkedet i begyndelsen af 2000erne.

Tysk ledelse i EU

På udlændingeområdet vil en tysk Jamaica-regering gennemføre en række stramninger, hvilket ikke mindst FDP og CSU vil kræve.

Også i CDUs bagland er diagnosen af valget, at Merkel må stramme op på området, hvis nogle af de mange tabte vælgere skal vindes tilbage. Samtidig er der ikke udsigt til, at arbejdsmarkedspolitikken i Tyskland vil blive ændret væsentligt, selv om SPD er begyndt endnu kraftigere at kritisere det meget liberale tyske arbejdsmarked, som de ellers selv satte i søen med Schröder ved roret.

I forhold til EU vil retningen i Tyskland sandsynligvis blive følgende: Man vil acceptere, at man skal agere leder i en lang række tilfælde i forhold til EU-samarbejdet. Det kan ske sammen med Frankrig i nogle tilfælde og alene i andre. Det er ikke sådan, at Tyskland sådan set ønsker rollen, men man erkender, at det ikke kan være anderledes. I forhold til tidligere vil Tyskland nok være en lidt mindre aktiv leder. Bl.a. FDP vil trække i den retning.

Man vil dog samtidig være en leder, som er mere på omgangshøjde med de andre EU-lande end førhen. Det skyldes, at Tyskland lige som de fleste andre EU-lande nu har fået sin egen indvandrerkritiske fløj ind i det politiske system. Således er Tyskland ikke længere dette enkeltstående »rene« land, hvor noget sådant ikke fandtes. Det taler for, at et tysk lederskab i højere grad vil blive accepteret nu, da Tyskland er blevet »som os andre«.

Alt i alt vil Tyskland derfor spille samme lederrolle på det europæiske kontinent som i de senere år. Det vil sige, at man vil påtage sig lederskabet, fordi det nu ikke kan være anderledes. Men det vil ske noget tøvende.

Tysk politik har betydning for os alle i Europa. Derfor må vi forstå den, hvis vi vil forstå, hvor Europa bevæger sig hen.