Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Et angreb på selvforståelsen

Mange danskere vil ikke kalde angrebene i København for terror, fordi de ikke vil skabe et dem og os. Men dem og os eksisterer allerede, og det er ikke os, der har skabt det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Angrebene i København har ramt mange danskere på deres selvforståelse. Vi er vant til at opfatte os selv som civiliserede og rummelige samtalepartnere, der hellere vil gå på kompromis end at havne i en konflikt. Vi ser ikke os selv som nogle, andre mennesker kan have noget imod - især ikke i sådan en grad, at de retter et skydevåben imod os.

Sådan har jeg det også. Jeg ønsker ikke at være i en voldelig konflikt med nogen, men det er desværre ikke op til mig, ligesom det ikke var op til de to ofre for angrebene.

Bølgerne i debatten er gået højt, og ifølge nogle debattører så højt, at de nu ønsker sig hen til Morten Korch-agtige tilstande, hvor ingen vil dig noget ondt, og terrorisme ikke findes. De kæmper med at bevare deres eget verdensbillede ved at søge tilbage til en tryggere tilstand. Et sted, hvor de ikke skal tage stilling til det skete, hvor de ikke bliver gjort til part i angrebene, hvor de kan tænke højt uden at få beskidte hænder.

Nogle debattører afviser helt at kalde angrebene for terror, som om en akademisk dekonstruktion af handlingen kan reducere den til noget mindre dødeligt.

Dermed afviser de også at tage stilling til de meget konkrete spørgsmål, som terroren har efterladt i Københavns gader: Hvad gør vi nu? Går vi i synagogen? Går vi til debatmøder? Tager vi vores børn med? Sætter vi os ved vinduet eller midt i lokalet? Skal DR fortsætte med at censurere Muhammed-tegninger og Charlie Hebdo-forsider fra sine programmer? Skal Berlingske fortsætte med at trykke anonyme artikler af frygt?

Der er masser af praktiske og principielle beslutninger, som man simpelthen ikke ønsker at deltage i, mens man kritiserer dem, der gør. Filosof Malene Trock Hempler advarer således imod at kalde angrebene for terror.

»Vi har haft et grænseoverskridende anslag på vores tryghed, og så betegner vi det øjeblikkeligt som terror. Så har vi noget at kalde det. Og så har det ikke noget med vores orden at gøre, så har det med noget andet at gøre, noget udefra kommende. Som lynhurtigt kommer til at handle om »dem og os«, siger hun ifølge DR.

DERMED UDSTILLER HUN, at hun ganske enkelt ikke accepterer en opdeling mellem dem og os. Det grænser til fornægtelse, for den opdeling er hele præmissen for, at angrebene fandt sted. Gerningsmanden opererede netop med »dem« som værende danske jøder. Muhammed-tegnere og deltagerne i debatmødet på Østerbro. Hans »os« inkluderede hverken mig eller Malene Trock Hempler. Dem og os er allerede skabt af islamiske fundamentalister.

Vores opgave er at trække grænsen det rigtige sted, ikke mellem muslimer og ikke-muslimer, men mellem alle os, der vil leve fredeligt ved siden af hinanden, og dem, der ikke vil. Vi kan sagtens rumme, at han levede som kriminel og døde som en terrorist. Vi kan sagtens forholde os til, at han havde en dårlig barndom samtidig med, at han begik terror til sidst. Vi kan sagtens bekæmpe sociale og menneskelige dårligdomme samtidig med, at vi bekæmper terror.

ENDNU ET FLUGTFORSØG fra virkeligheden begås i en kommentar i fagbladet Journalisten. Her reducerer journalist Susanne Junker angrebene til simpel kriminalitet. Det, der er sket, er »lige så uhyggeligt, som når en mand slår sin partner og eventuelle børn ihjel, hvilket sker cirka seks gange om året,« skriver hun.

Fornægtelsen er igen på spil, for terror er netop rettet mod at destabilisere samfundet og sprede frygt. Et angreb på en borger, alene fordi han er jøde/tegner/tilhører/dansker er et angreb på alle i den gruppe. Mænd, der tager livet af deres familier, er farlige for deres familier, men har ikke et politisk motiv om at holde f.eks. danske jøder ansvarlige for Israels politik eller et religiøst motiv for at bruge vold mod ikke-voldelige.

Susanne Junker skriver videre, at »Terroren har fået et narrativ om dem og os og om en trussel derude af ukendte mørke kræfter, vi skal være bange for (...) Gid, det kan afhjælpes med en sprogpolitik printet i A4,« slutter hun.

Hun henviser til BBC, der for nylig erklærede, at man vil begrænse brugen af ordet terrorist i sin nyhedsdækning.

Ja, gid vi alle kunne leve lykkeligt til vores dages ende, men måske er der mere brug for at tale om, hvad vi gør og ikke, hvad vi føler. Vi kan ikke ønske os tilbage til en tid før terror, men vi kan forholde os til, hvordan vi skal handle i tiden efter.

En skribent i Information, Signe Løntoft, vil helt melde sig ud af denne ubehagelige tid og skriver, at hun meget hellere vil se billeder af nuttede dyr og børn på Facebook.

»Debatten er reduceret til en slags inkvisition af laptopgeneraler, hvor hver enkelt skal træde frem og svare ja eller nej til spørgsmålet »Vil du bære en t-shirt med Lars Vilks’ hund?« Den bedste modgift er virkeligheden. Det nære liv med fastelavn, influenza, vejledning af studerende, vinduer, som nogen burde pudse.«

HUN HAR UTVIVLSOMT ret i, at hverdagen skal gå videre, men fastelavn og vinduespudsning be- svarer næppe de spørgsmål, vi som samfund skal besvare. Skribenten ophæver det til en intellektuel position, at man føler sig meget bedre tilpas, når man ikke går rundt og tænker på terror, mens hun kritiserer dem, der faktisk forholder sig til virkeligheden.

Vi er nødt til at hæve blikket fra vores egen, sårede selvforståelse og se i øjnene, hvad der foregår i vores ghettoer, på vores gader og i redaktionslokalerne. Hvis vi ikke anerkender, hvilke problemer vi står over for, kan vi ikke begynde at løse dem.