Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Erfarne rådgivere styrker folkestyret

Søren Toft: Skal vi have flere eller færre politiske rådgivere i ministerierne? For tidligere rådgiver Jakob Ullegård er der ikke tvivl, der er behov for flere - for at styrke idérigdommen og politikudviklingen i centraladministrationen på ministerniveau. Jeg er meget enig, men det afhænger jo af, hvem der bliver valgt.

Søren Toft, Pressechef på CBS, cand.scient.pol., MBA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For tiden er inde til at styrke rådgivningen af de danske ministre - af flere grunde. For det første mangler der rådgivere med erfaring fra det private erhvervsliv på det allerøverste niveau - både i ministerier og i Folketinget. Vejen til toppen af den offentlige danske embedsstand går som bekendt ikke gennem det private erhvervsliv. Danske topembedsmænd besidder vigtige stillinger - ligesom politikerne i Folketinget - og de træffer ofte beslutninger, som har meget store konsekvenser for dansk erhvervsliv.

Som tidl. overvismand Niels Kærgård nylig har påvist, kan det blive et stort problem for Danmark, at stort set ingen medlemmer af Folketinget har erfaringer fra erhvervslivet. Det har topembedsmændene heller ikke og derfor er det faktisk et ekstra stort problem, at politikerne ikke har det. Politikerne er blevet specialister - ligesom de fleste andre professioner.

Denne udvikling skal vi i mine øjne ikke begræde eller klynke over. Lad os snarere søge en løsning på det. For det er et stort problem for Danmark, at vores politiske elite af topembedsmænd og politikere stort set ikke kender til dansk erhvervslivs betingelser og muligheder - særligt nu, hvor den danske økonomi og vækst står over for særdeles store udfordringer. Det giver mindre indsigt og forståelse for realiteterne og den globale konkurrence, vi står midt i. Hvorfor har Danmark ikke for længst udviklet en strategi for eksport til de såkaldte BRIK-lande, hvor væksten buldrer derudaf. En strategi som både omfatter Forsknings-, Økonomi- og Erhvervs- samt Undervisningsministeriet?

Derfor kan politiske rådgivere med praktisk, international erfaring fra dansk eller internationalt erhvervsliv faktisk være med til at bygge bro og »lukke videngabet« på Slotsholmen, så virksomhederne ikke bare er en guldgrube, der skal beskattes, men også inddrages aktivt i det politiske arbejde som en værdiskabende del af samfundet. Hvis man vel at mærke også ønsker et stærkt og levedygtigt erhvervsliv i Danmark fremover.

Den anden gode grund til at få styrket den praktiske, politisk-økonomiske rådgivning i ministerierne er globaliseringen. Den påvirker os alle sammen. Men stort set ingen af vore topembedsmænd - eller politikere - har i dag topledererfaring fra udlandet, selv om alle politikområder efterhånden er direkte påvirket af internationale forhold. Hvorfor ser vi næsten ingen ledende embedsmænd med erfaringer fra FN, EU, NATO, IMF, Verdensbanken eller internationale virksomheder i toppen af danske ministerier eller i dansk politik? DJØF viste for nylig i en større undersøgelse, at udenlandsophold kun trækker ned for embedsmændenes karriere i centraladministrationen. Ude af øje - ude af sind gælder desværre stadig.

Politiske rådgivere med topledererfaringer fra internationale organisationer og virksomheder ville være en stor gevinst for rådgivningen af vore politikere og ministre. Danmark er et lille åbent land, der skal leve af globaliseringen i fremtiden. Lad os gøre deet lidt smartere.