Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Erdogans lister og politistats-metoder

Lister med dem, der var uenige med Erdogan, lå klar til anvendelse. Derfor blev så mange prompte arresteret i dagene efter sommerens kup.

Kathrine Lilleør bylinefoto Fold sammen
Læs mere

Fredag 15. juli ved 22-tiden forsøgte kupmagere at vælte Erdogan. Inden Solen stod op lørdag morgen, var kuppet nedkæmpet. Allerede lørdag formiddag samledes Det Øverste Råd for Dommere og Anklagere, hvor Erdogan har skaffet sig et loyalt flertal af dommere og anklagere. Loyale forstået på den måde, at flertallet af dommere dømte efter regeringens politik til fordel for retsstatsprincipper.

Mens røgen formentlig stadig hang i luften efter nattens kupforsøg, afleverede Det Øverste Råd for Dommere og Anklagere en liste på 2.745 dommere og anklagere, som skulle arresteres. Sådan en liste laver man ikke på et tre timers møde en lørdag formiddag. Flygtede tyrkiske dommere fortæller, at nogle på listen var døde, og andre var gået på pension eller forflyttet. Listen havde man altså liggende i forvejen. Opsamlet og noteret over år. Klar til anvendelse.

Arrestationerne gik ikke kun ud over dommere og anklagere. For et par år siden mødte jeg til en international konference under Istanbuls sommerhimmel tyrkere iført smartphones og dametasker, med nydelige akademiske erhverv, og bestemt ikke politisk aktive. Faktisk afviste de at tale om Erdogan, så vi talte ikke politik. Siden denne sensommer har vi ikke kunnet få kontakt til dem. De svarer ikke længere på mails og tager ikke deres telefoner.

Et diktatur under forberedelse

Forleden enedes EUs udenrigsministre om en skarp kritik af udviklingen i Tyrkiet.

Tyrkiet bevæger sig i denne tid væk fra at blive medlem af EU, hedder det, og skulle Tyrkiet vedtage at genindføre dødsstraf, vil EU ophæve Tyrkiets kandidatstatus.

Man har valgt kattepoter. Erdogan har jo indført alt, hvad der hører en diktaturstat til. Undtagen altså lige dødsstraf. Officielt. Folk forsvinder, og hvad der foregår i tyrkiske fængsler lige nu, er en uhyggelig tanke.

Et politisk styret dommer- og anklagerflertal, der ligger inde med næsten 3.000 navne på uønskede kolleger, er ikke længere demokratiets tjenere, men en politistats forlængede arm. Et diktatur, der tydeligvis længe før kuppet 15. juli har været under forberedelse. Det er vanvittig uhyggeligt, men det bliver ikke mindre uhyggeligt af, at EU træder varsomt.

Ingen kattepoter i EU

Frem med hjørnetænderne. Man behøver ikke derfor at bide. For det er vel, hvad europæisk udenrigspolitik over for diktaturer går ud på anno 2016.

Det er ikke et enten-eller, men en balance mellem vores og deres værdier. Vi forstår alle, at Tyrkiet er et vigtigt bolværk mod flygtningestrømme, platform for NATOs angreb på IS, for slet ikke at tale om et mekka af samhandelsmuligheder. Naturligvis må vi respektere tyrkernes valg af præsident. Ikke alle i verden ønsker demokrati. Det har vi lært på den hårde måde i Irak og Afghanistan.

Men modsætningen til udsendelse af danske soldater er ikke kattepoter i EU. Højt skal det naturligvis siges, som alle kan se: Erdogan har lukket og slukket for Tyrkiets EU-medlemskab.

Det behøver ikke at forhindre et samarbejde. Men det indebærer, at vi samtidig naturligvis tager imod tyrkere, der flygter fra at forsvinde i Erdogans politistat.

Det må vi turde. Ellers stopper Erdogans diktatur ikke ved den tyrkiske grænse.

Kathrine Lilleør er sognepræst og debattør.