Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Erdogan truer og bruger bøllemetoder for at fastholde magten. Det er på tide, at Vesten siger fra

Vestens støtte til tyrkiske menneskerettigheds- og demokratiforkæmpere er både nødvendig og uundværlig, og derfor forsøger Erdogan at afvænne os fra det. Her er det vigtigt, at vestlige står fast og siger fra over for Tyrkiet, mener Hanna Ziadeh.

Erdogan har haft succes med at cementere sin popularitet og sin magt i Tyrkiet i snart 20 år, fordi han har iscenesat sig selv som den stærke muslimske leder, der tør tale Vesten imod, mener Hanna Ziadeh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Murat Cetinmuhurdar/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har givet følgende instruks til vores udenrigsminister,« sagde Tyrkiets præsident Erdogan i lørdags til den entusiastiske hyldende forsamling i byen Eskisehir, »du skal med det samme udlevere til de 10 (vestlige) ambassadører meddelelsen om, at de er persona non grata.«

Erdogan ønskede at smide 10 vestlige ambassadører ud, deriblandt den danske ambassadør, fordi de krænkede Tyrkiets ære, mente han, da de i en fælles erklæring opfordrede regeringen i Ankara til at efterfølge afgørelsen fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der beordrede løsladelsen af den kendte oppositionsfigur, rigmanden Osman Kavala.

Kavala har været fængslet siden 2017 til trods for, at han ikke har været dømt for nogen forbrydelse. Men ugen gik, uden at Tyrkiets hersker igennem 19 år kunne få sin minister til at makke ret. I stedet for måtte den tyrkiske præsident, som har bygget sit brand og popularitet på, at han vil genoprejse Tyrkiets storhed, især overfor de arrogante vestlige magter, finde sig i, at de vestlige repræsentanter kun kom med en udtalelse på to linjer, der genbekræfter deres respekt for Tyrkiets suverænitet og for ikke at blande sig i landets interne anliggende.

At den såkaldte 'sultan' Erdogan måtte sluge sine trusler kan skyldes, at hans stærke greb over Tyrkiets politiske liv er ved at smuldre, især på grund af den omsiggribende økonomiske deroute, som viser sig i en endeløs devaluering af det tyrkiske valuta. En anden grund kunne ligge i den enestående fælles aktion fra de 10 vestlige lande, deriblandt som forventet USA, men især Tyskland, som historisk altid har været bagstræbende i enhver kritik af gamle allierede og store handelspartnere. Det kunne næppe tænkes, at Tyskland havde tilsluttet sig opfordringen til Erdogan om at løslade Osman Kavala, hvis den forsigtige kansler Merkel stadigvæk sad ved magten i Berlin.

Erdogans selviscenesættelse som den stærke muslimske leder, der tør tale den magtfulde Vesten imod, har været medvirkende til at cementere hans popularitet i Tyrkiet og dermed hans greb over magten i snart 20 år. Dertil har den konfrontatoriske strategi med Vesten haft to tillæggende gevinster, som vestlige beslutningstagere ofte overser, når de skal svare på Erdogans provokationer. Den første er, at Erdogan formåede til en betydelig grad at give Tyrkiet tilbage sin standing som den store muslimske magt, der forsvarer den islamiske verdens sager.

Må modstå fristelse

Lad os huske, at Erdogans provokerende selviscenesættelse som den modige muslimske leder begyndte, da han overraskede hele verden i 2009 i Davos i en diskussion om Gaza-krigene, hvor Erdogan overfaldt sin med-panelist, den mundlamme Israelske præsident Peres, med »du ved bedst, hvordan man slår ihjel«, før han udvandrede. Erdogan har brugt sin status som islamforsvarer til at legitimere Tyrkiets militære indblandinger i en række konflikter i Syrien, i Libyen og senest i Aserbajdsjan.

Den anden gevinst er, at ved at optrappe konflikten til at være en sag om Tyrkiets nationale ære og vestlige indblanding og arrogance formår Erdogan at fordreje sagen fra at handle om hans magtmisbrug mod tyrkiske borgere til at være en kamp mod vestlig indblanding, der forsvarer upatriotiske vestlige håndlangere.

Gør vi i Vesten så de tyrkiske menneskerettigheds- og demokratiforkæmpere en bjørnetjeneste ved offentligt at støtte dem og ved at kritisere deres magtmisbrugende leder? Nej, bestemt ikke. Vores støtte er både nødvendig og uundværlig, og derfor forsøger Erdogan og andre mellemøstlige autoritære ledere at få os afvænnet fra det. Det forudsætter dog, at vestlige regeringer lærer at imødekomme Erdogans og andre ligesindede mellemøstlige eneherskeres populistiske manipulationer med folkeopinionen. Det gør vi bedst, ligesom den nuværende sag viser, når Vesten står samlet og fører kritikken med en fast stemme. Dertil kræver det også, at Vesten vælger tydelige principielle sager, som er blåstemplet af anerkendte institutioner, ligesom her Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Vesten må modstå fristelsen med kun at føre realpolitik, der varetager dets umiddelbare økonomiske og sikkerhedsinteresser over for Tyrkiet og andre muslimske lande, baseret på at vores fejlslagne indsatser i Afghanistan, Irak og Libyen viser, at den muslimske verden er demokratiresistent. Ikke alene fordi præmissen er forkert, men også fordi det giver mere magt for islamismens tilhængere som Erdogan, der systematisk har argumenteret, at universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder må bøje sig for Mellemøstens religion og kultur.

Hanna Ziadeh er ph.d. i menneskerettigheder