Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er Yahya Hassan tilgivet nu?

»Uden at anfægte Yahya Hassans troværdighed virker det som om, at han søger tilgivelse hos sine egne ved verbalt at overfalde dem, der i sin tid forsøgte at læse hans ords symbolik og ikke kun deres vrede. Men tilgivelsen bliver svær at opnå.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi husker alle sammen stormen, som den unge digter, Yahya Hassan, satte i gang, da han udgav sin digtsamling, med ordene: »Jeg er fucking vred på mine forældres generation«. En storm af ord, ytret i modvind, der blot beskrev hans hårde opvækst i ghettoen, hvor det altid er gråt og trist. Men selv om flertallet af os mælkebøttebørn af beton kunne genkende billederne, som Hassans piskeslag af ord fremkaldte på nethinden af os, var forargelsen over hans ytringer så stor, at Hassan mødte modstand, der bedst kan sammenlignes med den modstand, som kun ukrudt møder på sin vej.

Trusler på livet, overfald og tungt bevogtede forsamlingshuse blev dagligdagen for den unge dreng, der engang selv har været en torn i øjet på de politibetjente, der nu vogter ham som et skjold. Fra den ene dag til anden blev Hassan til stikkeren, som aldrig opnår tilgivelse, hverken i det kriminelle eller politiske miljø. Hvorfor?

Fordi Hassan lukkede op for ghettoens grimme stank, en stank som mange af ghettoens børn i dag forsøger at romantisere ved at smide omkring sig med roser om ghettoens mangfoldighed og diversitet.

Læs også: Yahya Hassan: Jeg forstår Omar El-Hussein

Jeg er selv barn af ghettoen, og skønt jeg aldrig glemmer, hvor jeg kommer fra, vil jeg ikke ønske for nogen, at de ender dér med deres fremtidige børn. Socialt armod, omsorgssvigt og ulykkelige børn i voksenroller kan ikke fortrænges ved at smide omkring sig med hvide, rene roser.

I dag har jeg svært ved at forstå, hvorfor Hassan blev så misforstået af sine egne. For det, han gav udtryk for dengang, er det samme som i dag. Han retter en kritik af majoritetssamfundet ved at skildre minoritetens vilkår. Hassans digtsamling var gennem skildringen af hans bagland en stor kritik af samfundet, et bagland der i den grad havde behov for at blive hørt og set – især af dem, der altid taler minoriteternes sag uden at have mødt dem en eneste gang.

Før udgivelsen af Hassans digtsamling talte de om os og ikke med os, men Hassan sparkede døren mellem ghettoen og Politikens Hus ind, og gjorde det pludselig attraktivt at være fra ghettoen, barn af velfærdsstaten og af anden etnisk baggrund. Faktisk skylder vi alle, de brune børn af UnderDanmark, Hassan en stor tak for at slå muren ned for os. Og tager man ikke mine ord for gode varer, så lyt blot til de mange nydanske stemmer, der stadig soler sig under Yahya-solen. Men gid, at de også kunne stå ved det og erkende, at Hassan var modig og dumdristig nok til at gøre det, som de selv skulle have gjort i alle de år – især dem, der formåede at kravle over betonens høje mure til de civiliseredes land.

I stedet blev Hassan dengang udstødt, mens han i dag lovprises af selvsamme, der var de første til at udstøde ham, før de hørte hans digte færdigt. For Hassan har betalt en dyr pris for sine ytringer. Livet som den rodløse, hvis egne rødder har været med til at skubbe ham i retningen af et liv som en konge, der lever i eksil, har været hårdt for en dreng, hvis vilkår aldrig har været kongelige.

Turen fra ghettoens betonmure til Politiken Plus-segmentet har kostet dyrt med mange renter, når Hassans digtsamling blev politiseret og tillagt en agenda, han aldrig havde for øje med udgivelsen. Oven i købet blev det af baglandet – der ikke engang havde læst et af hans digte helt færdigt – tolket som om, at Hassan havde solgt ud for berømmelse. Gid ghettopopulisterne forstod, at berømmelse også er lig med anerkendelse, og at den føles allerbedst, når den kommer fra ens egne.

Men noget har ændret sig. Eller rettere sagt, Hassan har ændret sig, siden de vrede ord blev ytret. Uden at anfægte den unge digters troværdighed, så virker det som, at Hassan søger tilgivelse hos sine egne ved verbalt at overfalde dem, der i sin tid forsøgte at læse hans ords symbolik og ikke kun deres vrede.

Læs også: Debatten raser på Facebook: Må man vise Henrik Dahl i naziuniform?

Hassan har nu valgt at rette skytset mod kultureliten, hvor han med verbale kugler skyder i ytringsfrihedens navn, i håb om at komme tilbage fra de døde. For man vil gerne forstås af egne, uanset hvor vred man er på dem. Vreden giver ikke mening, hvis ikke den kan opnå forløsning hos dem, der har vakt den i første omgang.

Og det lader også til, at Hassan er ved at komme ind i varmen igen. Nu er det de hvide – islamkritikerne, de borgerlige, der for flertallet af muslimske danskere er lig med den yderste del af højrefløjen, fordi selvkritik er så svær for at fordøje – han som en vred teenager tramper på, fordi han igen gerne vil trykke hånd med sine egne.

Men nu hvor det er de hvides angivelige dobbeltmoral, der står for skud, ligesom Hassan dengang udstillede ghettoens muslimske hykleri og ytrede religionskritik, som de færreste satirikere ville turde, spørger jeg undrende: Er Hassan tilgivet nu? Kan han vende tilbage til et liv i frihed uden døgnbeskyttelse af PET-agenter? Kan han besøge moskeen uden at blive mobbet væk af brøleaber? Kan han være en digter, en forfatter, uden at blive anklaget for at have solgt ud?

Læs også: Ti år gammel undladelsessynd

Er Yahya Hassan tilgivet nu af danske muslimer, der ikke brød sig om, at ghettoens vinduer med de beskidte pletter fik trukket gardinerne fra ved højlys dag? Noget siger mig, at stikker-identiteten hos de lovlige og ulovlige er svær at udviske, selv ved at kaste verbale pletter på andres identitet. Hvis det i et forsøg på at blive en fri mand er tilgivelsens vej, Hassan så hårdt appellerer til, ved at svine frihedskæmpere til, er han slet ikke så fri, som han tror, han kan blive.