Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er USA på vej ind under et nyt jerntæppe?

Et demokrati kan kun fungere, når der er plads til at fremsætte tanker – hvor meget de end strider mod dagens mening.

»Et demokrati kan kun fungere, når der er plads til at fremsætte tanker – hvor meget de end strider mod dagens mening. Er USA stadig der? Er ideerne stadig frie? Jeg er ikke sikker,« skriver Eva Selsing. Fold sammen
Læs mere
Foto: J. Scott Applewhite / AP / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidsånd er noget underligt noget. Hvad er det, der gør, at bestemte linjer bliver dominante i debat, politik og kultur? I et demokrati er det ideernes frie brydning, hvor de, der overbeviser eller tiltaler flest, sætter samfundsstemningen. Peger institutioner og samtale i en bestemt retning på en bund af fri udveksling af meninger.

Det kan både være godt og skidt; stemninger kan både løfte og bryde ned, men grundlæggende er alle demokrater enige om, at alternativet til ideernes frie rum er uønskværdigt. Et demokrati kan kun fungere, når der er plads til at fremsætte tanker – hvor meget de end strider mod dagens mening.

Er USA stadig der? Er ideerne stadig frie? Jeg er ikke sikker. Lad mig give et par eksempler og forsøge at indfange udviklingen lige nu.

Efter optøjerne på Capitol og Trumps afgang har det, man kalder »cancelkultur«, fået vind i sejlene. Den er vokset frem de senere år, hvor særligt konservative og højreorienterede er blevet forsøgt udelukket fra den offentlige debat, fra at holde foredrag, være på de sociale medier med videre. Men i slutningen af Trumps præsidentperiode er den blevet mere dyster.

Vi husker Alexandria Ocasio-Cortez' ønske om at registrere ansatte i Trump-administrationen for at kunne stille dem til ansvar senere. Efter 6. januar så vi de store techfirmaers voldsomme fjernelse af ikke bare Trump selv, men også utallige konservative stemmer. En gruppe Harvard-studerende indledte en underskriftindsamling for at fratage prominente Trump-ansatte deres Harvard-universitetsgrader – deriblandt pressesekretær Kayleigh McEnany og senator Ted Cruz. Magasinet Forbes advarede i en leder firmaer mod at ansætte folk fra Trumps administration. Og vi har set, hvordan det er selvmord for kunstnere at have støttet Trump. For nu blot at nævne en brøkdel.

Læg dertil det voldsomme og enstemmige had, der gjalder ud fra amerikansk populærkultur og medier, og som handler om at marginalisere dem med de forkerte holdninger. Brugen af stigmatiserende ord, der skal tegne modstanderne som farlige, vanvittige eller på anden måde som indehavere af stemmer, der bør slukkes.

Vi kalder det »cancelkultur« – men hvad er det egentlig? Det er som udgangspunkt en gruppes arbejde for at fjerne meningsmodstandere ved hjælp af en iboende trussel om social, kulturel og økonomisk udstødelse. Den, der gør det, har forladt argumenterne og debatten og er trådt ind i det postdemokratiske, hvor der kun er én acceptabel mening.

Måske er vi ved at gøre den opdagelse, at et liberalt samfund sagtens kan nære det totalitære. Markedet er ingen garant for åndsfrihed. Den woke kapitalisme viser så udmærket, hvordan tidsånden, som vi i disse dage måske snarere skulle kalde »Det Ny Jerntæppe«, fint kan overkomme at lukke meningsfriheden ned uden staten.

Jovist, der er ikke nogen, der eksplicit dikterer, hvad folk skal synes, og hvad de skal sige. Det er bare sådan, at hvis man gerne vil have mulighed for at få et arbejde, hvis man nødig vil fjernes fra de sociale medier, hvis man gerne vil bevare sin socialitet, ja, så er der holdninger, det er klogt at have. Der er visse mennesker, man ikke skal associeres med. Visse kendsgerninger, man ikke skal gå for meget op i.

Altså en kulturel og social skruestik på almindelige mennesker, opretholdt af kollektivet af definitionsmagthavere, som befolker debat, medier, politik og kultur – og som har nogenlunde ens holdninger til, hvad der er »ekstremt« og »uanstændigt« og derudad.

Det kan vel være en sejr for de magthavende. Men det er en falliterklæring for hver en demokrat og for demokratiet som sådan. Denne postdemokratiske proces er totalitær i sit inderste. Stat eller ej.

Eva Selsing er filosof