Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er Syrien vore soldaters liv værd?

Per Stig Møller: Vi skal forholde os til ondskaben. Ikke at handle er også en handling. Det er en handling til fordel for ondskaben. Og da fremmer man det, man er imod. Passivitet er også en aktivitet.

I modsætning til Afghanistan, Irak og Libyen handles der ikke militært mod Syriens regime. Mens der ikke handles, dør flere tusinde syrere i deres kamp mod styret og for frihed. Men vi ved ikke, hvilken frihed de efter Assads fald ender med at få. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den vanskeligste beslutning, en regering kan træffe, er beslutningen om at sende vore soldater i kamp eller krig. Der vil med al sandsynlighed opstå tab, og spørgsmålet er, om disse tab er indsatsen værd? Det er problemet for regeringen og Folketinget. Bismarck skal have gjort sig sådanne overvejelser, dengang man talte om at sende tyske soldater i kamp på Balkan. Han kom til den konklusion, at Balkan ikke er en tysk soldats testikler værd. Under Anden Verdenskrig tøvede USAs regering meget længe med at gå ind i det europæiske galehus. Der skulle et direkte japansk angreb på Pearl Harbor til, før USA fandt det nødvendigt at gå med.

Siden da er beslutningen bestemt ikke blevet nemmere. I sine erindringer, »A Journey«, funderer Tony Blair over, om nogle af fortidens krige, herunder Anden Verdenskrig, overhovedet kunne være udkæmpet på den måde, de blev, »hvis vore dages medier havde været til stede med den teknologi, som de nu har«. I forbindelse med en krig sker der fejl, tænker han videre, men en fejl er ikke tilstrækkeligt for pressen.

Derfor leder den efter »en løgn, et bedrag, en handling, som ikke skyldes en fejl, men et embedsmisbrug. Og problemet er, at hvis et sådant ikke kan findes frem, så udtænkes eller ligefrem opfindes det« (s. 446,454).

Allerede under Vietnamkrigen havde Nordvietnams sejrende general Giap gjort denne iagttagelse. I sine erindringer skriver han, at de tabte kampen mod USA på alle fronter, undtagen mediefronten. Den vandt de, og derfor vandt de krigen.

En regering og et folketing skal naturligvis stå på mål for deres beslutninger. De skal kunne ses i kortene og påtage sig deres ansvar, både over for samtiden og over for eftertiden. Derfor skal man tænke sig meget grundigt om, før man melder landet og vore tropper ind i kampen. Vel vidende, at den altid vil byde på overraskelser og uforudsigelige incidenter. Det må regeringen, Folketinget og offentlig­heden være indstillet på.

»Shit happens«, som de siger i USA, og ting tager tid, men tid har de utålmodige medier ikke. Fejl opstår, men bag fejlen skal helst stå en fordærvet person og helst så højt oppe som muligt. Det er jo bedst, man kan sætte et hoved på, som man kan skære af i fuld offentlighed.

Når soldaten står derude i kampen, har han eller hun et splitsekund til at afgøre, om der skal skydes eller ej. Den forkerte afgørelse kan føre til en uskyldigs eller soldatens egen død. Hvad der var ret eller vrang, ved man først bagefter. Tilbageholdes eller anholdes en person under jagten på en eller flere terrorister, udløser det en række regler, som soldaten skal huske i hovedet, mens kampen pågår, og risikoen fortsat er fuldt til stede. Og begås der fejl, udlægges disse som tilsigtede og udtryk for hensynsløshed, der helst skal skyldes fordærvede tilstande i forsvaret og allerhelst i regeringen.

Derfor kan man med Blair spørge, om demokratierne overhovedet kan gå i krig i dag?

Men krig, vold og massemord forsvinder ikke, bare fordi vi melder os ud og ser væk. Ondskaben er derude, og vi skal forholde os til den. Ikke at handle er også en handling. Det er en handling til fordel for ondskaben. Og da fremmer man det, man er imod. Passivitet er også en aktivitet. Man må handle ud fra den viden, man er i besiddelse af. Man får ikke lov til at vente med at træffe beslutningen, til alt ligger åbent for dagen; thi da er dagen forpasset. Som Kissinger har udtrykt det: politikeren har timer til at beslutte sig i, mens historikerne har hele evigheden til at finde ud af, at beslutningen var forkert.

Skulle man i Afghanistan vente og se, om al-Qaeda ville fortsætte sin terror efter 11. september? Skulle man i Irak have ventet og set, om Saddam Hussein igen ville smide FNs våbeninspektører ud, som han havde for vane? Risikerede man ikke derved, at fronten mod ham gik i opløsning, hvorefter han kunne agere i fred og ro til stor risiko for kurdere, »marsk-arabere« og kuwaitere m.fl.? Når det næste al-Qaeda-angreb derefter fandt sted, ville man drage de ansvarlige for passiviteten til ansvar for deres manglende handlinger. Når Hussein derefter fortsatte sin brutale fremfærd, ville man drage de ansvarlige til ansvar for ikke at have grebet ind i tide. Handler du, skal du komme til at fortryde det, handler du ikke, skal du også komme til at fortryde det!

Og nu står vi igen med disse dilemmaer. I modsætning til Afghanistan, Irak og Libyen handles der ikke militært mod Syriens regime. Mens der ikke handles, dør flere tusinde syrere i deres kamp mod styret og for frihed. Men vi ved ikke, hvilken frihed de efter Assads fald ender med at få. I medierne møder vi de demonstranter og oprørere, som kan tale engelsk, og som ønsker et demokrati af en eller anden vestlig art. Men udgør disse ikke et beskedent mindretal i de muslimske lande? Er det deres samfund, som opstår, når regimet er faldet, og kampen er ovre? Eller skubbes de til side af mere håndfaste islamister med dybe rødder i den brede befolkning? Det ved vi ikke, mens vi skal træffe en beslutning. Det ved vi først en rum tid efter, at det hele er overstået, og der atter er ro i gaden. Men hvilken ro? Vender Taleban tilbage, bliver det gader med tilhyllede kvinder og landsbyer uden musik, fodbold og skoler. I hvert fald ikke skoler, piger får lov at gå i. Sker dette, vil regeringerne blive anklaget for at være gået ud for tidligt.

Hvorfor er det netop de mere sekulære regimer, som det sunnimuslimske Qatars Al Jazeera interesserer sig for, og som falder? Går vi ind og giver plads for en islamisme, som er os imod og imod os, risikerer vi at gøre ondt værre og sætte ild til den mellemøstlige krudttønde. Og hvad sker der så med Israel? Og hvor er Iran? Under de konflikter, vi nu er vidner til, ligger der formentlig både en religiøs konflikt mellem sunnier og shiiter og en konflikt mellem Iran og de arabiske lande. Hvad ender vi med at fremme og blive brugt til i disse konflikter? Hvor sikre kan vi være på uden yderligere kamphandlinger at få isoleret Iran og ende med demokratiet, menneskerettighederne, ligestillingen og et venligsindet, samarbejdende og samhandlende styre som resultat af vores eventuelle involvering i de respektive og meget forskellige lande? Det kan vi naturligvis ikke være sikre på, mens vi skal træffe vore beslutninger. Og mens vi tøver, fortsætter myrderierne og undertrykkelsen. Vores passivitet er dermed en handling til fordel for undertrykkelsen.

Uden at glemme den sunde skepsis må vi derfor handle ud fra den bedst tilgængelige viden med basis i de bedst opnåelige kontakter og støtte de kræfter, vi har tillid til nu og i fremtiden, og hjælpe disse på den i øjeblikket bedst mulige måde. Det var derfor, vi i 2003 søsatte »Det Arabiske Initiativ«. Hjælpen kan være humanitær, civil, politisk og i sidste ende militær. Men bruges militæret, skal det være i en alliance, der er så stærk, at den kan sætte sig igennem, og med en så stærk støtte i offentligheden, at denne kan tåle og forstå, at der sker fejl. Det kan den godt i en tid, men kan den hele tiden? Kan den ikke det, må man i situationen stille sig Bismarcks spørgsmål.