Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er Storbritannien på vej til at blive en lukket, isolationistisk og selvhævdende ø-nation?

Efter 43 år som medlem af EU har et flertal af briterne valgt, at Storbritannien skal træde ud af EU. Er den tidligere så udadvendte nation ved at lukke sig om sig selv – til skade for både britiske statsborgere og britisk økonomi? Bjarke Møller, direktør for Tænketanken Europa, og Dominic Schroeder, Storbritanniens ambassadør i Danmark, skriver.

Af Bjarke Møller, direktør, Tænketanken Europa

Den britiske premierminister Theresa May har reelt lagt en kurs, der kan føre Storbritannien frem mod en meget hård Brexit. Trods sin tale om at skabe et globalt og uafhængigt Storbritannien, der bygger på frihandel, er det ikke en liberal og åben nation af verdensborgere, der tegner sig. Det er desværre en mere lukket, isolationistisk og selvhævdende ø-nation.

May og flere ministre har på ryggen af Brexit-tigeren udtrykt sig mere negativt om udenlandske arbejdere. May udtrykker åben foragt for verdensborgere, der ifølge hende »ikke er borgere noget sted«, selv om Storbritannien har en lang og stolt tradition for dobbelt statsborgerskab og er blevet rigere takket være udenlandsk arbejdskraft.

May vil inden 2025 f.eks. gøre det britiske sundhedsvæsen fri for udenlandsk arbejdskraft – d.v.s. »selvforsynende« – selv om læger og sygeplejersker fra udlandet i dag udgør cirka en tredjedel af de ansatte, og der mangler briter til at overtage jobbene.

Indenrigsminister Amber Rudd vil registrere udenlandske ansatte, og hun vil »deportere« EU-borgere selv efter mindre forseelser. Regeringen vil ikke længere tage imod råd fra verdensklasseforskere på britiske universiteter, hvis de har udenlandsk herkomst. Brexit-regeringens retorik nærmer sig den xenofobiske og anti-liberale retorik, som man hører fra yderligtgående nationalistpartier på kontinentet.

Forvandles Storbritannien til et samfund, der støder udenlandske medarbejdere og virksomheder fra sig i stedet for at være en magnet, bliver det fattigere. Londons City og britiske universiteter vil tabe i den globale konkurrence uden løbende import af skarpe hjerner og kapital.

Større økonomiske risici venter

May vil ikke acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, men kræver særbehandling i strid med det indre marked.

Merkel, Hollande, Tusk, EU-Kommissionen og europaparlamentarikere har fastslået, at briterne skal acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis de vil nyde fuld adgang til det indre marked. Lige som Norge gør i EØS. Den frie bevægelighed er en grundret, der går tilbage til Romtraktaten. May vil botanisere i indre markedsreglerne, så UK selv bestemmer britiske produktstandarder og f.eks. kan ignorere EU’s fødevaremærkning. Det lugter af økonomisk nationalisme, men i det indre marked skal der være fair level playing field for alle, store som små.

Med Mays hårde kurs er der meget stor sandsynlighed for, at EU-partnerne vil sige nej til skilsmissekravene, og at Storbritannien falder helt ud af EU i foråret 2019 uden en exitaftale med EU. Så vil briterne befinde sig på Herrens mark, uden sikkerhedsnet og uden fri adgang til det indre marked.

Londons finanscentrum mister sit finansielle pas til resten af EU. Den økonomiske usikkerhed vokser, og pundet svækkes, når Storbritannien i det globale venteværelse bruger syv-ti år på at forhandle nye bilaterale handelsaftaler med USA, Kina, Japan, Rusland og andre lande. Det bliver ikke fornøjeligt. Heller ikke hvis vallonerne eller andre blokerer for en handelsaftale mellem EU og UK.

May vil overtage al eksisterende EU-lovgivning med The Great Repeal Bill, så UK ikke står uden de over 14.000 EU-basisretsakter, der siden 1973 er blevet en del af den britiske common law retspraksis. Det er forståeligt, men viser samtidig udfordringens omfang. Det er umuligt at fylde et 43 årigt retsligt tomrum ud på så kort tid.

Theresa May holder som udenrigsminister Boris Johnson højstemte bravade-taler, men problemerne hober sig op. I stedet for mere sikkerhed og større frihed vil briterne ende på et åbent verdenshav med langt større økonomiske risici. Som ordinært medlem af WTOs handelsorganisation vil op imod 90 pct. af Storbritanniens varehandel med EU blive ramt af nye og højere toldtariffer. Og britiske eksportører vil opleve flere handelsmure og højere toldtariffer på verdensmarkederne, fordi de ikke længere kan få hjælp af EU til at forhandle fordelagtige handelsaftaler hjem.

May taler højstemt om en stille revolution og et globalt Storbritannien, der bygger på frihandel, men hun vil ikke acceptere spillereglerne i verdens største toldfrie zone, det indre marked.

Hun gentager Leave-retorikken om at føre kontrollen tilbage til UK, hvor det suveræne og uafhængige Storbritannien ikke vil acceptere EU-love eller domme ved EU-Domstolen. Har hun forstået, hvordan en civiliseret international retsorden ser ud, eller sidder hun som en Robinsoe Crusoe og drømmer i sit afsondrede ø-rige?

Amerikanske virksomheder, der ønsker adgang til EUs indre marked, skal leve op til de spilleregler, som EU-landene har aftalt og gennemført som direktiver og forordninger. Selv amerikanske, japanske og kinesiske virksomheder må acceptere EUs konkurrenceret, og kan i sidste instans få afgjort deres sager ved EU-Domstolen.

Mays tale om fuld suverænitet hører absolutismens tidsalder til, men passer ikke til det 21. århundrede, hvor alle lande, der skaber velstand gennem øget handel og internationalt samarbejde, må acceptere de fælles spilleregler. Hvornår vågner Theresa May op til virkeligheden? Brexit-tilhængerne lovede vælgerne, at Storbritannien igen ville få kontrol over fremtiden. Lige nu ser det ud til, at de får mere kaos end kontrol.

 

Af Dominic Schroeder Storbritanniens ambassadør i Danmark

Storbritannien forlader EU. Lidt over fire måneder er gået, siden den britiske befolkning tog den skelsættende beslutning. Der er naturligt nok meget interesse for og vilde spekulationer om, hvilke konsekvenser den beslutning får. For Storbritannien, for Danmark, for EU og for forholdet mellem vores lande fremadrettet.

Det er en vigtig debat at tage, men man bør dog huske på to forhold, inden der drages forhastede konklusioner. For det første er situationen unik, vi har ikke noget fortilfælde at forholde os til. For det andet er vi i begyndelsen af processen, og for det tredje er der meget andet end medlemskab af EUs institutioner, som knytter Storbritannien til sine europæiske naboer, ikke mindst til Danmark.

Afstemningen 23. juni var i sandhed et nybrud. Premierminister Theresa May har kaldt det den største stemme for forandring i Storbritannien nogensinde. Set med EU-briller er det også historisk. Intet medlemsland har tidligere meldt sig ud af unionen.

Man kan derfor roligt sige, at vi står over for nye udfordringer, som vi sammen skal finde nye løsninger på. Det bliver ikke let, og det kræver grundig forberedelse. Vi har fra starten sagt, at vi går efter den bedste løsning for Storbritannien og vores forhold til Europa – ikke den hurtigste.

Der er dog allerede sket ting og sager. Storbritannien har gjort det klart, at vi aktiverer Lissabon-traktatens artikel 50 inden slutningen af marts næste år. Samtidig har den britiske regering sagt, at den vil introducere ny lovgivning i det britiske parlament i maj 2017, der vil inkorporere EU-lovgivning i britisk lov – den såkaldte Great Repeal Bill. Alt sammen noget der kræver nytænkning og svære prioriteringer undervejs.

Frihed til at vedtage egne love

Helt overordnet ønsker Storbritannien et tæt partnerskab med EU efter Brexit. Et partnerskab funderet på den gensidige respekt og velvilje, der eksisterer mellem nære allierede og venner.

Det er samtidig klart, at de britiske vælgeres dom må tages alvorligt, og det betyder, at Storbritannien i fremtiden skal kunne træffe sine egne beslutninger. Det vil sige frihed til at vedtage egne love og til at regulere, hvem der kommer til landet.

Det betyder imidlertid ikke, at rettighederne for EU-borgere, der allerede lever og arbejder i Storbritannien, bliver berørt. Den britiske regering har sagt, at man ønsker at beskytte denne gruppe, som yder et stort bidrag til det britiske samfund, i forventning om, at det samme gør sig gældende for briter i andre EU-lande.

Derudover er det afgørende, at erhvervslivet får de bedst mulige rammevilkår for fortsat at kunne drive den stærke britiske vækst, som er blandt de højeste i den vestlige verden. Ønsket er en ordning, hvor britiske virksomheder får de bedste muligheder for at handle med EUs indre marked for varer og tjenesteydelser, ligesom europæiske virksomheder skal kunne drive forretning i Storbritannien.

Det betyder også, at det skal være muligt for det britiske erhvervsliv at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet samtidigt med, at man udvikler talentmassen hjemme. Selv efter afstemningen siger Den Internationale Valutafond (IMF), at Storbritannien er den hurtigst voksende økonomi blandt G7-landene.

Vi vil stadig være en udadvendt nation

Selvom meget opmærksomhed i Brexit-debatten naturligt nok samler sig om de forestående forhandlinger, bør man også holde sig for øje, at Storbritanniens forhold til omverdenen langtfra udelukkende kan ses gennem et EU-perspektiv.

Vi har en stolt tradition som en udadvendt nation, der engagerer sig i internationale spørgsmål og er åben for virksomheder, turister og studerende. Det kommer Brexit ikke til at ændre ved.

Med Danmark har vi 1.000 års fælles historie. Vi har stærke kulturelle bånd, der knytter os på kryds og tværs, hvad enten det handler om mad og drikke, sport eller TV-serier. Vi har et meget stærkt partnerskab på det sikkerhedspolitiske og militære område. Og vi kæmper for vores fælles værdier gennem en høj udviklingsbistand og et stærkt engagement i FN. For bare at nævne nogle få eksempler. På samme måde stikker vores partnerskaber med andre europæiske lande meget dybere end EU.

Det er ikke for at underkende udfordringen, vi står over for. Langtfra. Det bliver uden tvivl en kompleks og vanskelig proces.

Men netop derfor bør man undgå at forsimple og male billedet sort/hvidt, som der kan være en tendens til. Det er ikke et valg mellem et »hårdt« eller et »blødt« Brexit. Det er ikke et valg mellem samarbejde gennem EU eller et konfrontatorisk forhold, hvor båndene bliver kappet. Derimod vil det være i alles bedste interesse at opretholde et så tæt forhold som muligt under hensyntagen til begge parters principper, love og regler.

Det er stadig kun fire måneder siden en afstemning, som satte os i en helt ny situation. Heldigvis starter vi denne proces fra et stærkt fundament, og sikkert er det, at Brexit ikke kommer til at ændre Danmarks status som en af Storbritanniens tætteste samarbejdspartnere.