Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er respekten væk, eller er jeg bare en dårlig mor?

Herren siger højt nok til, at han er sikker på, at hele bussen hører, hvad han siger: »Nå, er du glad for, at du har overtaget hele bussen nu?« – tydeligt med henvisning til min søn, der sidder og græder

Er den gensidige respekt mellem generationer væk? Eller er jeg bare en dårlig mor?

Det er de to spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter en oplevelse, jeg havde i weekenden. Jeg er godt klar over, at der sker større, mere presserende og umenneskelige ting i verden. Set i det lys kan min »lille« oplevelse godt virke ubetydelig og måske endda selvcentreret, men jeg er alligevel rystet. Rystet over, hvordan jeg blev behandlet af mine forældres generation (68-generationen).

Jeg har en søn på 2,5 år. I weekenden var vi i København til brunch sammen med min mand og bonus-søn. Vi tog bussen frem og tilbage.

Vi skulle mødes med nogle venner kl. 11, hvilket betød, at brunchen ville karambolere med den 2,5-åriges middagslur. Forældre til børn i middagslur-alderen ved, at det kan være en risikofyldt prioritering at udsætte eller droppe barnets middagslur. Klokken 13, da vi vender hjemad, var han da også meget træt.

Har man prøvet at køre i en fyldt bus med klapvogn, ved man også, at på- og afstigning kan være en nærmest angstprovokerende oplevelse, hvor man prøver at jonglere klapvogn, barn på hoften, billettering og sin egen balance i et og samme åndedrag. Denne tur var ikke anderledes. Bussen er fyldt. Vi forsøger at komme ind med klapvognen, men et ungt par uden børn har optaget pladsen med de tre klapsæder i midten af bussen, der er forbeholdt klapvogne, rollatorer, etc. De indser dog, at de hellere må indskrænke sig, og afgiver derfor to af sæderne. Så langt, så godt. Klapvogn inde.

»Tænk dog på chaufføren«

Min mand går op for at tjekke os ind, mens jeg prøver at håndtere vores yngste. Sæderne, som er forbeholdt ældre og passagerer med små børn, er optaget af ældre mennesker. To af sæderne er optaget af en mand i 60erne og en mand i 30erne, far og søn, viser det sig. Ingen af de to gør mine til at flytte sig eller hjælpe. Ej heller den midaldrende kvinde, der sidder med sine juleindkøb.

Så her står jeg i midtergangen og prøver at holde balancen for mig selv og min søn, der på dette tidspunkt er begyndt at brokke sig højlydt, mens bussen sætter i gang. Jeg har rigtig svært ved at holde balancen, hvilket er tydeligt for alle. Det giver kvinden med juleindkøbene anledning til surt og højt at sige: »Kan du så sætte ham op i klapvognen! Tænk dog på chaufføren, hvis der sker noget.« Helt paf forsøger jeg at tage mit nu flitsbue-hidsige barn og tvinge ham ned i klapvognen, alt imens jeg stadig prøver at holde balancen i bussen. På intet tidspunkt tilbydes jeg et sæde – eller en hjælpende hånd for den sags skyld.

Min mand kommer nu tilbage, og overtager den tæt på umulige opgave at holde balancen i en kørende bybus med et hysterisk barn på armen. Der er stadig ingen, der tilbyder os en plads, hvorfor jeg beder det unge par ved klapsæderne, om de ikke kan rejse sig fra det sidste sæde, så vi kan sidde der. I samme øjeblik er der dog blevet en plads ledig bag i bussen, som min mand og søn går op til, mens jeg sætter mig på klapsædet, ikke specielt stolt over situationen.

»Undskyld, men han er træt«

Herren med sønnen kigger surt på mig, og siger højt nok til, at han er sikker på, at hele bussen hører, hvad han siger: »Nå, er du glad for, at du har overtaget hele bussen nu?« – tydeligt med henvisning til min søn, der sidder og græder nede bagerst i bussen. Jeg kigger på ham og siger »Undskyld, men han er træt.« »Derfor må du jo stadig tage styring på dit barn,« kommer det tilbage. »Det kan han da ikke i ramme alvor mene,« tænker jeg. Jeg svarer træt: »Du har vist ikke prøvet at have en 2,5-årig.« »Jo, han sidder lige her,« siger han og peger på manden i 30erne ved siden af ham.

Resten af busturen bruger jeg på at spekulere over, hvorfor det er blevet sådan i vores samfund, at man hellere skælder ud frem for at hjælpe hinanden.

Jeg er opdraget til at have respekt for den ældre generation. En respekt, som ligger mig på sinde at give videre til mine børn. Men, og måske vigtigere, jeg er også opdraget til, at man udviser gensidig respekt over for sine medmennesker. Og den savnede jeg i den grad i bussen den dag.

Man hører ikke sjældent de ældre generationer give udtryk for, at yngre generationer ikke har respekt eller forståelse for deres medmennesker og ikke mindst de ældre generationer. Men måske skulle de se lidt indad, for det starter jo med dem selv og det eksempel, de udviser.

Det, jeg oplevede i weekenden, var ikke et eksempel, jeg vil give videre til min børn. Tværtimod.

Men måske er det bare mig, der er en dårlig mor.