Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er psykisk syge bare dovne?

»Der er mange fordomme mod mennesker, som er psykisk syge. En udbredt og meget nedværdigende fordom er, at de ikke lider af »en rigtig sygdom«.«

Overlæge Vendsborg (Psykisk syge ) Fold sammen
Læs mere
Foto: JAN JØRGENSEN

Min kollega Henrik Day Poulsen (HDP) skrev en kommentar 23. september, »De umotiverede danskere«, der kan opfattes således, at mennesker, som er psykisk syge, ikke kommer i arbejde, fordi de er umotiverede og ugidelige. De har »lullet sig ind i et liv på evig offentlig forsørgelse«. Et angreb, der svært stigmatiserer og diskriminerer psykisk syge.

Som sædvanlig er der nogle garderinger, når den slags rabiate holdninger fremføres (det er ikke alle osv.), men synspunktet er generelt formuleret, så man skal tro, at det nok er en betragtelig del.

Angrebet skal forklare, at under fem procent af de mennesker, som har gennemført et såkaldt »ressourceforløb«, er kommet i ordinær beskæftigelse. Ressourceforløb skal ved støtte, kurser, genoptræning m.v. hjælpe mennesker med udsigt til førtidspension ind på arbejdsmarkedet

Mennesker, som er psykisk syge, er ikke deres sygdom, men først og fremmest mennesker, som er så forskellige, som mennesker nu er. Nogle er raske, nogle, som er kropsligt syge, og også nogle, som er psykisk syge, er utvivlsomt ugidelige.

Men er det en væsentlig del af forklaringen for de 95 procent, som ikke er kommet i ordinært arbejde? Mennesker, som har været syge og behandlet i så lang tid uden afgørende bedring, at der er udsigt til førtidspension, bliver ikke i vidt omfang raske og velfungerende pga. arbejdsprøvning, kurser og vejledning. Loven om ressourceforløb viser sig i høj grad også som en diskriminerende spareforanstaltning.

Der er mange fordomme mod mennesker, som er psykisk syge. En udbredt og meget nedværdigende fordom er, at de ikke lider af »en rigtig sygdom«. Mellem halvdelen og tre fjerdedele af befolkningen mener, at holdningen til psykisk syge er, »at de kunne komme ud af deres tilstand hvis de ville« eller ifølge Day Poulsen, »hvis de gad«.

Eksempler på denne fordom er f.eks., når det fremføres, at psykiske symptomer ikke er sygdom, men manglende livsmening, almindelige livsproblemer, diagnosekultur, pylrethed mm., eller når en professor mener, at 98 procent slet ikke behøver deres medicinske behandling.

Politiken skriver på forsiden, at »det kan ikke være rigtigt, at der i løbet af et år er 400.000, som har en psykisk sygdom« – et eklatant eksempel på manglende respekt for de mennesker, som er ramt. At der samtidig er mere end to millioner, som har en fysisk lidelse, er åbenbart ikke så utænkeligt.

Fordommen, som Henrik Day Poulsen støtter, er medvirkende til den diskriminering, som sker af psykisk syge. Dels ved stadige forringelser af den sociale/økonomiske kompensation, dels ved et utilstrækkeligt behandlingstilbud. De har f.eks. som den eneste sygdomsgruppe egenbetaling for relevant psykoterapi og en aldersgrænse, så man slet ikke kan få tilskud til behandlingen, når man er fyldt 38 år. Selv en aldersgrænse for en kropslig sygdom på eksempelvis 95 år ville vække ramaskrig.

Kan du pludselig leve med halv indkomst?

At en fagperson (Henrik Day Poulsen) aggressivt og uden blusel lufter fordommen, kan yderligere forværre den måde, samfundet behandler mennesker, som har en psykisk sygdom.

Et positivt udfald kunne være, at den skamløse eksponering af fordommen vil få flere til at tage afstand fra og bekæmpe den udbredte nedvurdering og diskriminering af mennesker, som har en psykisk sygdom. Således at vi omtaler og behandler syge medmennesker med den respekt, de fortjener.