Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er muslimer mere udsat end andre?

»Det er vel komplet ligegyldigt, hvor meget eller hvor lidt man ved om den religion, man nu engang bekender sig til, når man udøver sin vanvittige gerning med det fortsæt at dræbe.«

Rami Paunduro Zouzou Fold sammen
Læs mere

Europa har gentagne gange stået ansigt til ansigt med dyret i åbenbaringen: terror. Uanset, hvor den har stukket sit forfærdelige hoved frem, har man fra mangen en forsker og eksperts mund hørt parolerne:

1) De ansvarlige er marginaliserede.

2) De moderate skal ind i debatten, og gerningsmændene ved intet om islam.

Jeg har egentlig altid fundet disse årsagssammenhænge interessante, om end særdeles skræmmende. Skulle muslimer i deres afmagt og teologiske mangler være mere tilbøjelige til at begå terror end andre?

Hvis vi kigger på den første påstand, så bunder gerningsmændenes udåd i, at de er dårligt uddannet og har svag tilknytning til arbejdsmarkedet.

Så er der mange, fra hvem vi kan vente et dødeligt angreb. Problemet med argumentationen er, at den konstruerer en muslimsk eksklusivitet inden for de marginaliserede grupper. De vrede muslimer er ikke længere selvstændige individer med personligt ansvar. Den ære er dem ikke forundt. De er åbenbart en homogen, marginaliseret størrelse sat uden for døren af et samfund, der ikke vil dem det godt.

Argumentationens præmis finder jeg derfor nedladende, da det varedeklarerer personer, der bekender sig til islam, som særligt udsatte med behov for specielle hensyn. Det nærer kun den kollektive selvforståelse om, at den vestlige verden ikke sidestiller muslimer med øvrige borgere i de lande, de bor i.

Den anden årsagsforklaring, man ofte møder, er, at vi må have de moderate på banen, da de radikale prædikanter, og navnlig gerningsmændene, intet ved om islam. Ja så. Hvem er teologisk dommer? Hvem kan give prædikatet moderat, og hvordan måles dette? Hvorfor ved de såkaldt moderate bedre?

Det er vel komplet ligegyldigt, hvor meget eller hvor lidt man ved om den religion, man nu engang bekender sig til, når man udøver sin vanvittige gerning med det fortsæt at dræbe. Det må aldrig være et argument.

Hvor mange danske konfirmander kan ti år efter deres håndtryk med præsten med god samvittighed sige, at deres kristne tro bunder i grundige studier af evangelierne?

Jeg har svært ved at huske, hvor mange af disse konfirmander, hvoraf mange garanteret kommer fra udsatte familier, der med henvisning til deres begrænsede religiøse indsigt og sociale status, har sprængt sig selv i luften rundt om i verden.

Er der en særlig grund til, at når man bekender sig til islam, så er det vitterligt påkrævet, at man er velbevandret i samtlige suraer, ikke er marginaliseret eller føler sig uretfærdigt behandlet af det samfund, man nu engang har valgt at leve i, for at man ikke skal ende som bombemand?

Det er i hvert fald interessant, at flere forskere og eksperter selv er med til at marginalisere muslimer som samlet gruppe, når de hævder, at muslimerne i deres udsatte uvidenhed er yderligere eksponeret for radikale synspunkter og handlinger end så mange andre troende. Som om de ikke kan tænke selv.