Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er maskinrummet en freudiansk fortalelse?

»Når politikere bruger metaforen om, at de vil »ind i maskinrummet«, siger de faktisk, at de gerne vil have en attraktiv karriere med en høj løn, men at de samtidig accepterer, at de dermed ikke har indflydelse på den retning, man bevæger sig i.«

28DEBKNUDHOLTNIELSEN-134541.jpg

Jeg kan ligeså godt indrømme det. Jeg har fundet udtrykket latterligt, lige siden jeg første gang hørte det for fem år siden. Maskinrumsmetaforen. Alle læsere kender den givetvis, for den bruges i tide og utide af politikere og journalister. Det er beskrivelsen af de politiske institutioner som et stort skib, hvor det afgørende er, at politikerne er nede i maskinrummet ligesom skibets maskinmester.

Når et parti, der tidligere har været kendetegnet ved klare og principielle politiske markeringer, vælger at gå i regering, handler det således om, »at de nu skal ind i maskinrummet«. Det skal vist signalere politisk handlekraft på sådan en traditionelt maskulin måde. Tidligere var det SF, der pinedød ville ind i »det politiske maskinrum«, og nu er det så Liberal Alliance. De er, med en anden forslidt metafor, »kravlet ned fra træet«. For nylig kunne man således høre Anders Samuelsen forklare i Berlingske, at »...jeg har været i gang med at true for at få indflydelse på en mia. kr. Nu er Liberal Alliance med inde i maskinrummet...« Og så kom der noget med pølser efterfølgende til 21Søndag på DR.

I mellemtiden er det imidlertid gået op for mig, at metaforen om »det politiske maskinrum« måske slet ikke bare er en forslidt mediekliche, men måske faktisk har en substantiel betydning, og i virkeligheden kunne være udtryk for det, man inden for psykoanalysen kalder for »en freudiansk fortalelse«.

Hvad er en freudiansk fortalelse så? En freudiansk fortalelse er et begreb for, hvad der sker, når en person har til hensigt at sige én ting, men ved en fejltagelse siger noget helt andet. Og det, der bliver sagt ved en fejltagelse, er det, som personen på et ubevidst plan i virkeligheden mener.

Men hvad er så karakteristisk for maskinmestre nede i maskinrummet, der skulle gøre det til et så attraktivt sted at være rent politisk? At være maskinmester på et skib er en virkelig attraktiv karrierevej. Uddannelsen er god, lønnen er høj, og der er nærmest ingen arbejdsløshed. Men maskinmesteren har til gengæld ingen indflydelse på målet og hvilken retning, skibet sejler i. Han har intet udsyn og kan ikke se omgivelserne. Han ved derfor ikke, hvor skibet befinder sig og er heller ikke længere den, der bestemmer, hvilken hastighed, skibet bevæger sig med.

Alt det bestemmes oppe på broen, hvor beslutningerne træffes, og kursen lægges. I maskinrummet må man blot udføre beslutningerne fra skipper og styrmænd, og bliver man rigtig sur, kan man blot sætte skibet i stå.

Hvad politikere dermed kommer til at sige, når de bruger metaforen om, at de vil »ind i maskinrummet«, er faktisk, at de gerne vil have en attraktiv karriere med en høj løn, men at de samtidig accepterer, at de dermed ikke har indflydelse på den retning, man bevæger sig i. Så er det måske alligevel bedre at sidde oppe i træet. Der er der i det mindste udsyn over hele verden.