Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er Macrons kvindekvoter tegn på ligestilling?

Er det et tegn på ligestilling, at Emmanuel Macron ved parlamentsvalget i Frankrig besluttede at halvdelen af partiets kandidater skulle være kvinder, og at halvdelen ikke skulle have nogen politisk erfaring, herunder ikke mindst frontfiguren, den kendte tyrefægter og politiske novice, Marie Sara?

Svaret må være ja, hvis man mener, at selve det, at kvinder er stærkt repræsenteret, er et udtryk for ligestilling. Formodningen er da, at disse politisk uerfarne kvinder med stor hast vil tilegne sig den fornødne politiske viden og gennem deres køn og deres friske syn på sagerne vil kunne gøre op med korruption og indspisthed i det gamle politiske system.

Svaret må være nej, hvis man mener, at politisk repræsentation skal afhænge af egen indsats, og at ligestilling er defineret ved, at alle har ret til at stille op i fri konkurrence. Er der i virkeligheden tale om en form for paternalisme, hvor Macron har skaffet sig en masse stemmekvæg, der ovenikøbet forpligter sig til ikke at gå imod hans politiske linje? En hård makronbund med pynt?

Macrons tiltag er del af en modebølge i international politik, hvor Danmark har været blandt pionererne. Således har to foregående danske hhv. røde og blå danske regeringer været præget af ideen om en 50 pct. kvindelig repræsentation blandt ministre. Ved Lars Løkke Rasmussens regeringsdannelse i februar 2010 var der for første gang tale om total »kønsbalance« med ni ministre af hvert køn og herunder kvinder på posterne som forsvars- og udenrigsminister.

På spørgsmålet om der ville blive en kvote for antallet af ministre i Helle Thorning- Schmidts nye regering i 2011, svarede hun: »Jeg kan ikke forestille mig en regering uden reel ligestilling. Jeg så også meget gerne, at vi fik flere synlige indvandrerpolitikere, også gerne som ministre« (Redington, Den første, 2007).

De to venstrefløjspartier i Thorning- Schmidts regering fra oktober 2011 (Socialdemokratiet og SF) udpegede da også otte kvindelige ministre og ni mandlige til den nye regering, hvorimod det tredje parti i regeringsalliancen, de Radikale, næsten demonstrativt undsagde ideen og udpegede fem mandlige og kun en kvindelig minister i form af partiets leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Også Erna Solbergs norske regering fra 2013, Matteo Renzis nye italienske regering fra 2014 og Stefan Löfvens svenske regering fra 2014 byger på en 50 pct. kvote til kvindelige ministre.

Endelig bestod Macrons regering fra sidste måned også af 50 pct. kvinder, hvorunder et par i øvrigt nu er under anklage for misbrug af EU-midler, herunder forsvarsminister Sylvie Goulard, der trak sig 21. juni.

Vil Macrons kvindelige parlamentarikere blomstre og skabe nyt håb for et korruptionsplaget Frankrig, eller vil de blot blive føjelige instrumenter i en ny patriarks politikudøvelse? Det bliver spændende at følge.