Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er højre rykket mod venstre?

Peter Kurrild-Klitgaard. Som begreber dominerer ’venstre’ og ’højre’ fortsat det politiske univers – men højrefløjen flytter længere og længere mod venstre.

Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d. Fold sammen
Læs mere

TVs »Kaj og Andrea« sang – som alle, der har været børn de sidste 30 år vil kunne huske – at dem, der er i højre side, er til højre for dem, der er til venstre, mens dem, der er i venstre side, er til venstre for dem, der er til højre.  
Det giver jo sådan set også ganske god mening, og således har det som bekendt også været i dansk politik. Tidligere var det i hvert fald ganske forudsigeligt: Var man til »højre«, gik man ind for lavere skatter, mindre regulering, og traditionelle borgerlige værdier (»lov og orden«, »familie«, »Gud, konge, fædreland«, osv.), men var man til »venstre«, foretrak man højere skatter, mere regulering og et opgør med selvsamme borgerlige værdier.  Og så var der dem i midten, der mente lidt af hvert, eller ingen af delene, eller måske noget helt tredje. Alt andet lige regnede man i årtier med, at en regering, der så ud på den ene eller anden måde, ville opføre sig nogenlunde tilsvarende.
Men højre-venstre dimensionens meningsfuldhed har nu i nogle årtier været under pres, både i vælgernes holdninger og i partiernes adfærd. Fremtrædende eksempler er for eksempel spørgsmål om EF/EU versus nationalstaten, mere eller mindre indvandring, eller nu religionens rolle i det offentlige rum, hvor flere partier og ganske mange vælgere har holdninger, der langt fra let lader sig presse ned i en entydig og logisk højre-venstre dimension.

I Folketinget tyder meget på, at der fortsat er en klar højre-venstre skala – i en vis forstand. En analyse, som jeg sidste år lavede sammen med professor Mogens N. Pedersen og lektor Robert Klemmensen (begge fra Syddansk Universitet), viser for eksempel, at ser man på partiernes konkrete afstemningsadfærd, får man et ganske klart billede: De placerer sig gennemsnitligt på en højre-venstre skala, forstået på den måde, at hvis man ser, hvor ofte, de stemmer ens/forskelligt i forhold til hinanden, har der over det sidste halve århundrede vedvarende været en velkendt fordeling, hvor Fremskridtspartiet eller Dansk Folkeparti har været længst til »højre«, fulgt af Venstre og Konservative, så de små »midterpartier« (Retsforbundet, Centrum-Demokraterne, Kristendemokraterne, Radikale), og så på venstrefløjen Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Kommunisterne, Venstresocialisterne og Enhedslisten.  Det gælder stort set uanset folketingssamling og hvilken type statistisk/matematisk model, der er brugt til at opgøre afstemningerne med.

Samme mønster finder man i øvrigt, hvis man spørger folketingsmedlemmerne selv, eller statskundskabsforskere, hvordan de opfatter partiernes indbyrdes placering.

Men sådanne opgørelser siger intet om det faktiske politiske indhold.  Til gengæld er der meget, der tyder på, at netop indholdet af den førte politik langtfra er så klart »højreorienteret« hos dem, der er til »højre«, som man ellers skulle tro.

F.eks. viste en opgørelse, som denne skribent, for tre år siden lavede for den borgerlige tænketank CEPOS, at så man på partiernes konkrete udmeldinger i pressemeddelelser over et halvt år, og på hvorvidt disse gik ind for mere frihed/mere statsstyring, var det næsten umuligt at kende forskel på de politiske partier.  Godt nok placerede de sig indbyrdes på en relativt velkendt måde – venstrefløjen ville have flest nye indgreb i borgernes frihed – men der var kun tale om gradsforskelle: Alle, på tværs af ideologi, gik overvejende ind for mere statsstyring.
Jeg har også i et andet studie set på udviklingen i det danske skattetryk de seneste 40 år og vist, at dette – stik modsat af, hvad man skulle tro – stiger hurtigere under borgerligt-liberale regeringer end under socialdemokratiske.
Noget lignende kan ses på nordisk plan. Christian Bjørnskov, lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Aarhus, har for nylig analyseret nationaløkonomiske data fra de fem nordiske lande for perioden 1950-2004 og sammenholdt disse med data for regeringernes politiske observans, parlamenternes sammensætning og antallet af partier. Han finder, at det offentlige forbrug vokser mest under borgerlige regeringer.  Siden 1970erne har denne tendens været stærke, jo flere partier og mere konkurrence, der er i parlamenterne.

Spørgsmålet er så:  Hvorfor? Hvad er grunden til, at borgerlige regeringer ofte ikke er specielt borgerlige i deres politik, og nogle gange endog mere »til venstre« end de venstreorienterede, når det gælder offentlige finanser?

Måske fordi det næsten altid er mere populært at bruge skattekroner end at holde igen, og fordi det virker mere udfarende at ville »gøre noget ved problemerne« (nye indgreb, osv.) end at ville gøre mindre.  Det gælder for så vidt også partier til venstre i spektret, men måske i særdeleshed de borgerlige, fordi disse – af hensyn til deres eget fremtidige genvalg – er så opsatte på ikke at virke »så borgerlige at det gør noget«, hvorimod venstreorienterede regeringer lettere kan slippe af sted med at lave en »Nixon goes to China«, altså anlægge en politik, der ligger længere væk fra, hvad der ventes af dem.

En del af forklaringen ligger måske også i, at de fleste regeringer er mindretalsregeringer, som uanset hvor langt eller fjernt fra midten, de selv er, skal ind »på midten« og samle støtte fra et eller flere partier. Midterpartierne – og eventuelt også en opposition – får dermed gode muligheder for at profilere sig selv ved at sælge fordele til bestemte vælgergrupper.  Tænk blot på Dansk Folkeparti, der for kun lidt over et årti voksede ud af det skatte- og bureaukratihadende Fremskridtsparti, men som nu fordelingspolitisk har positioneret sig som »det nye Socialdemokrati«, der altid forlanger sig godt betalt for at lægge stemmer til VK-regeringens politik.
Uanset hvad forklaringen er, skal man i hvert fald være forsigtig med at tro, at man som vælger får, hvad man tror, man stemmer på.  Der er ingen politisk forbrugerombudsmand til at sikre, at varedeklarationen holder.