Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er fordybelse passé?

07DEBMARIEB-NYGAARD-161311.jpg

En kronik i Berlingske 24. september har sat fokus på den manglende prioritering af litteratur i danskfaget. Men begrænser problemet sig kun til gymnasieelevernes manglende interesse for litteratur?

At litteraturen er vigtig for den almene dannelse og vores abstraktionsevne, kan ingen være i tvivl om. I det perspektiv er kritikken af gymnasiets nedprioritering af litteraturen berettiget, men i sig selv er problemet kun et symptom på en mere fundamental problemstilling. Nemlig den, at mange unge ikke længere mestrer fordybelsens kunst.

Jeg blev student i 2015. Jeg sagde farvel til et gymnasium, der var præget af manglende engagement og mangel på vilje og evne til at fordybe sig blandt eleverne.

Det gjorde sig ikke kun gældende i danskundervisningen, men i hele det faglige spektrum. Problemet er, at udfordringen hverken begynder eller ender her. Den griber både bagud og fremad for de elever, der aldrig lærer at fordybe sig i én ting ad gangen. Simpelthen fordi det ikke længere prioriteres højt nok, men må stå i skyggen af internettets uendelige tilbud.

Det har store konsekvenser, ikke bare for den enkelte, der mister evnen til at forholde sig til det nære, men for hele samfundet. Vi lever i et præstationssamfund, hvor begrebet multitasking har skiftet status fra at være én evne blandt mange til at blive en værdi i høj kurs. Når vi ikke lærer at fordybe os, bliver vi mere disponeret for stress og angst, fordi vi i multitaskingens navn skal nå så meget og samtidig præstere på mange områder.

Monotasking og fordybelse er kasseret til fordel for uendelige digitale mediestrømme og elektronisk udstyr, der lægger beslag på opmærksomheden og kaster den rundt fra opslag til opslag, app til app og TV-serie til TV-serie.

Man kan, som Alex Ahrendtsen gør i Berlingske 23. september, argumentere for, at netop udbuddet af flere og forskelligartede digitale medier øger manges læselyst på grund af den store tilgængelighed og brede emneflade. Men så har man misforstået pointen.

Hvor står vi om ti år?

Problematikken begrænser sig ikke kun til læsning. Den klassiske fordybelse er blevet underkendt som en grundlæggende, værdifuld evne og er i uddannelsessystemet og blandt mange af os unge erstattet af computere, Ipads og telefoner.

Mine forældres generation har også taget den teknologiske udvikling til sig, men i modsætning til min generation, stikker deres kendskab til fordybelsens værdi dybere. Min generation er vokset op i den sidste overgangsperiode lige inden de sociale mediers totale indtog, dengang hvor internet og mobiltelefoner stadig lige netop var et spørgsmål om fra- eller tilvalg.

Jeg husker stadig mine forældres stationære delecomputer, det tilhørende modem, deres fællesmobil med duet osv. Men man skal ikke mange år frem fra det Herrens år, 1996, hvor jeg er født, til man rammer den generation, der er vokset op med og opdraget af sociale medier og andre online platforme. Hvor adgangen til teknologi ikke længere er valgfri, men et grundvilkår.

Selvom det ikke er mange år siden, var min barndom radikalt anderledes, end den er for børn i dag. Når jeg tænker på, hvor let jeg selv kan drukne i strømmen af tilbud, er det svært for mig ikke at bekymre mig for, hvad fremtiden byder på for de næste generationer. For når udviklingen går så hurtigt, hvor er vi så om bare ti år?

Vi må prioritere fordybelsen

Man må ikke glemme, at fordybelse ikke kun er et spørgsmål om at kunne læse og finde mening i litteraturen. Fordybelsen er også væsentlig i vores samvær med andre mennesker og spiller ind i vores forståelse for svære problemstillinger og andre kulturer.

På den måde bliver det til et problem for hele samfundet, fordi manglende evne til fordybelse i sidste ende betyder manglende evne til empati og medfølelse.

Hvis man ikke anerkender det som et problem, imødekommer man udviklingen på dens præmisser og accepterer dens konsekvenser. Hvis vi tilpasser samfundet efter den manglende evne til fordybelse og f.eks. dropper litterære klassikere i gymnasiet, truer man hele samfundsstrukturen og vores fremtid. For hvordan skal vi unge være i stand til at fordybe os i f.eks. et universitetsstudium, hvis man allerede har opgivet at lære os noget i gymnasiet?

Det er her, at vi skal stille os selv spørgsmålene: Hvad er det for nogle værdier, vi vil prioritere? Hvad er det for et samfund, vi vil leve i? Og hvad er det for nogle mennesker, vi vil uddanne til at forme det samfund?

At prioritere litteraturen højere i danskfaget på gymnasiet er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men det er stadig blot behandling af et symptom. Vi må se på problemets årsag for at finde den rigtige kur. Vi må prioritere fordybelsen.