Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er du spartaner eller athenienser?

Dagens indspark.

Peter Nedergaard er professor i politisk videnskab på Københavns Universitet og har blandt andet skrevet en bog om valgplakater igennem tiden, der hedder »Valget er dit! - den danske valgplakat i 100 år«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kropsdyrkningen er gået grassat i det danske samfund. Det gælder på alle led, i alle grupper og lag. Der løbes maraton, ironman, ski og på løbebånd. Der dyrkes fitness og jogges i ét væk. Den største synd er næsten at veje en smule for meget. Det gælder fuldmægtige og direktører, konsulenter og professorer, salgschefer og lærere. Det er så taberagtigt ikke at kunne styre sin vægt gennem træning. Folk får det sikkert godt med sig selv. Der udløses sandsynligvis endorfiner. Man lever nok også nogle år ekstra. Men er det hele livets formål?

Vi har andre historiske eksempler på kropsdyrkende samfund. I Sparta i det gamle Grækenland dyrkedes kroppen tilsvarende. Man skulle gennem utallige øvelser være beredt til kamp for bystaten på næsten samme måde som privatansatte i dag skal være beredt til at kæmpe hver dag for virksomhedens placering på markedet og offentligt ansatte for konkurrencestaten. Man løb, og man trænede til den store guldmedalje i det gamle Sparta.

Spartas store modsætning i Hellas var Athen. Her dyrkede man da også sport, men langt mere mådeholdent. Der skulle jo også være tid til politisk deltagelse på agoraen, filosofisk tænkning i akademiet, indøvelse af retorik, betragtning af skuespil, praktisering af demokrati – foruden en løbende byggevirksomhed, som resulterede i nogle af de smukkeste værker, verden endnu har set.

I dag er det klassiske Athen ikke glemt. Det udgør stadig Vestens åndelige fundament. Måden, hvorpå vi praktiserer demokrati, trækker tråde tilbage hertil. Skuespil er stadig til dels struktureret efter den skabelon, som man fastlagde her. Vi taler den dag i dag om logos, patos, etos, demos og syllogismer.

Sparta er derimod stort set glemt og tilbage er blot en tåget forestilling om overdreven kropsdyrkelse uden ånd. Trådene herfra er spindelvævstynde.

Jeg sætter utrolig megen pris på at læse og høre en tømrer brænde for at fortælle om træspærenes vigtighed, en købmand berette om, hvordan man overlever trods mange odds, en tekniker forudse robotters mange anvendelsesmuligheder samt en læg- eller fagmand udlægge H.C. Andersen, Arthur Rimbaud og Bob Dylan.

Jeg synes derimod, at det er uendeligt kedsommeligt og uvigtigt at høre om, hvordan og hvor meget folk træner for at brænde fedt af på sidebenene. Der er også i den grad brug for, at mange flere læser mere og bedre ting og spekulerer langt dybere over deres metier. Ligeledes håber jeg, at ledere snart holder op med den overdrevne brug af sportsmetaforer og finder frem til nogle langt dybere og mere præcise filosofiske ditto.

Vi risikerer at ende som Sparta, hvis den nuværende tendens fortsætter. En kultur uden spor. Selvfølgelig skal man løbe maraton og spille fodbold og dyrke motion. Men man skal først og fremmest dyrke ånden. Det er i sidste ende den, som afgør, om vi som mennesker har noget at bidrage med til efterkommerne. Det må være hovedprioriteten. Selv om det skulle koste et par års levetid på bundlinjen.

Mere åndsdyrkelse og mindre kropsdyrkelse, tak!