Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er DR's »Historien om Danmark« konservativ?

Morten Krüger/DR
Læs mere
Fold sammen

Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen (ALM-J) har kritiseret DR’s »Historien om Danmark«, som de fleste ellers har været begejstrede for. Hun har bl.a. sagt, at »DR har valgt at gå den traditionelle og konservative vej, som jo altså ikke har nogen kant.«

Det mener jeg, at hun til en vis grad har ret i. Og jeg tror ikke, at det skyldes, at hun har »kvindeundertrykkelse på hjernen«, sådan som Amalie Lyhne karakteriserede hende i denne avis (27/4). Lyhne fortsætter med at referere, hvad hun tror, historiefortælling går ud på: »begavet og solid historiefortælling« skal fremstille fortiden, »som den var. Ikke som man ville ønske, den var.«

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det er den helt traditionelle, men på alle måder problematiske opfattelse af, hvad historie er. Den går tilbage til den europæiske historievidenskabs skaber, Leopold von Ranke (1795-1886), og det kan undre, at man ukritisk kan gentage den i 2017. Der er vel ingen, der tror på, at forhistoriske arkæologer kan beskrive noget som helst, som det var. De opfinder selv den forhistorie, som de derefter finder, hvorefter de glemmer alt om, at de selv har opfundet, hvad de fandt. Hvad ALM-J har kritiseret er netop, at »Historien om Danmark« fremstiller historien, som nogen ville ønske, den var.

Historikere fortæller historier, men de er naive historiefortællere, der uskyldigt tror på, at sprog og billeder kan gengive fortiden. ALM-J er en sofistikeret historiefortæller, hvad hun har demonstreret i en række historiske romaner, der bygger lige så meget på »kildekritik«, som de universitetsansatte historikeres traditionelle fortællinger. Til forskel fra historikerne ved hun mere om sprog og fortælling, end de gør.

»Historien om Danmark« er både traditionel og muligvis konservativ. Traditionel på grund af fremstillingsformen, og fordi den fremstiller historien, som om Danmark og danskerne fandtes i stenalder, bronzealder, jernalder og »Vikingetid«. Det gjorde de ikke. De, der levede på området dengang, har intet med os at gøre andet end i en national fortælling.

»Historien om Danmark« er et eksempel på metodologisk nationalisme. Dog ændrer de historien, og den tilpasses nutiden. Nutidige fænomener projiceres tilbage på det fortidige tomme lærred, der ikke kan protestere. Det ser indtil nu ud til, at forfatterne hylder fire teser: At danskere er en race (noget med gener), at Danmark altid har været et indvandrerland, at der altid har været globalisering, og at Danmark altid har været en del af Europa. Disse teser er anti-nationale og EU-venlige. Så selvfølgelig iscenesættes fortiden, som nogen ønsker, at nutiden skal være. Det gør, at der er en modsætning mellem national form og anti-nationalt indhold.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Hvad med »konservativ«? Det er måske for tidligt at afgøre det. Historien kan fortælles på fire og kun fire ideologiske måder: en konservativ, en liberal, en radikal og en anarkistisk. Indtil videre tyder det på, at den er konservativ, mens ALM-J efter alt at dømme ville foretrække en anarkistisk.