Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er det vores ansvar?

Byline af Eva Agnete Selsing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Flygtningekrisen manifesterer sig dagligt, og den europæiske opinion er splittet. På den ene side står de gamle, kulturelle magthavere, politikere, eurokrater og andre opløsningsfetichister, der kræver åbne grænser og asyl til enorme antal. På den anden, voksende, side står alle de helt almindelige mennesker, der mærker konsekvenserne af den førte politik, og vover at forbinde prikkerne.

Den gamle kulturmagt i medier og akademia har ikke mange trumfer tilbage, efterhånden som dens løgnehistorier om multikulturens fortræffeligheder afdækkes af virkeligheden. Racismekortet er slidt op, misbrugt af årtiers udskamningskampagner. Tilbage er kun ansvars-kortet. Altså dette, at helt almindelige danskere, hr. og fru Larsen, skulle have en eller anden form for ansvars-, eller forpligtelsesrelation til for eksempel Syrien. Ikke sjældent parret med en hånlig omtale af de proletartyper, der formaster sig til mest at bekymre sig om udsatte borgere indenfor landets grænser.

Vi hører det konstant. Det ligger som en selvfølgelig præmis i stort set enhver journalistisk dækning af krisen: Det noble, internationale ansvarsperspektiv over for det smålige, nationale fokus. Der tales indforstået om »vores« pligt til og »vores« ansvar for. Men hvordan bringes et sådant ansvarsforhold mellem den almindelige dansker og krigen i Syrien egentlig i stand? Og er det fair?

Hvornår blev det forbudt at indrømme, at danske politikere først og fremmest skal beskytte danske interesser? Og at almindelige danskere sådan set lever deres liv her og ikke i Syrien. Den enkelte borger her kan i en verden fuld af konflikter naturligvis ikke holdes ansvarlig for, trækkes forpligtende ind i eller i øvrigt afkræves aktiv deltagelse i alt det, der foregår langt fra os.

Det vil være smukt at bistå med forskellige former for hjælp i nærområderne til de stakkels fordrevne mennesker. Økonomisk, organisatorisk, personligt. Men denne gode gerning er da vel ikke noget, man kan stille som krav til de danskere, der i øvrigt ikke er en del af de konfliktramte regioner? Altså mennesker, der bare lever deres liv, stille og roligt, i Danmark. Tager sig af deres nære og kære og ikke hverken er eller bør ses som aktører i farlige konflikter langt væk. Det er populært at forsøge at skamme dem ud, der ikke føler denne abstrakte forpligtelse i forhold til den store verden. Men er det ikke snarere meget menneskeligt – og derfor helt i orden – at man, som Adam Smith så klogt beskrev det, organiserer sin omsorg i koncentriske cirkler, hvor det umiddelbare fællesskab i familie og nation er tættest og derfor prioriteres højest?

Selvfølgelig er det gruopvækkende og dybt fortvivlende, hvad der sker i Syrien, og selvfølgelig er det både smukt og godt at hjælpe. Men at gå dertil – fra beskrivelsen af en dyd, og så til det, der ligner et moralsk sanktioneret krav om personlig ansvarstagen i de konflikter, en verden af fejlbarlige mennesker altid vil have – ja, der er immervæk et stykke vej. Måske er det endda ligefrem en smule usympatisk sådan at nedgøre den konkrete forpligtelse her til fordel for den fjerne og dermed abstrakte og mindre personligt krævende forpligtelse dér.

Selve forventningen er heller ikke helt i orden. Ikke fordi den er moraliserende, men fordi den beror på en søgt verdensborgerpræmis om, at det fjerne er lige så vigtigt som det nære. Det er det ikke.