Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er det nu altid kristendommens skyld ...?

Morten Hjelt: Svar til Braad Thomsen. I stedet for at bruge sine kræfter på at argumentere imod Sørine Gotfredsen, hvad der efter min mening i allerhøjeste grad er grund til, benytter Christian Braad Thomsen 2.8. sin spalteplads til endnu et emotionelt angreb på sit hadeobjekt nr. 1, kristendommen.

Morten Hjelt Studielektor i musik ved KU Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ingen tvivl om, at der i tidens løb er begået mange grusomheder i kristendommens navn, og at der i Bibelen findes masser af udsagn, der kan bruges til at retfærdiggøre angreb på anderledes troende, men den slags udsagn findes tilsyneladende også i rigt mål i Koranen. Braad Thomsen er, som han skriver, heldigvis vokset op uden for kristendommens indflydelse og tror ikke på, at en forvirret, psykotisk hippie fra Palæstina skulle være vejen til evig frelse. Det står ham heldigvis fuldstændig frit for at tro, hvad han vil, hvad det ikke nødvendigvis havde gjort i et muslimsk domineret land. Og har Muhammed mon egentlig været stort mindre psykotisk, når han ikke selv kunne høre forskel på, når Allah og Satan talte til ham?

Jeg har det fint med islam, men jeg kan ikke begribe, hvorfor det altid synes Braad Thomsen mere relevant at beskæftige sig med kristendommens fortids synder end med de overgreb, der den dag i dag begås i islams navn. Det er sandt, at der under det osmanniske rige var en tid, hvor kristne, jøder og muslimer levede relativt fredeligt sammen under muslimsk herredømme, og jeg tror bestemt ikke altid, det er lige sjovt at være muslim i Danmark. Det sidste beklager jeg inderligt, men jeg tænker stadig, at det må være væsentlig mindre morsomt at være kristen i store dele af den muslimsk dominerede verden. Hvad religiøs forfølgelse angår, kan jeg simpelthen ikke se nogen basis for at idyllisere den muslimske verden, selv om man muligvis kan få store kunstneriske oplevelser ud af at høre på deres musik og læse Rumi.

Jeg kan også se stor kunstnerisk rigdom og skønhed i den muslimske verden, selv om jeg sandt at sige stadig langt foretrækker Niels W. Gade, Lange-Müller, Peter Heise og Carl Nielsen for tonesproget hos Mohammed Reza Shajarian og Nusrat Fateh Ali Kahn, som bare ligger mig uendelig meget fjernere. Det kan meget vel være, at nogen oplever det som stor kunst, det siger bare ikke rigtig mig noget, ligesom Carl Nielsen åbenbart ikke rigtig resonerer hos Braad Thomsen. Jeg kan heller ikke fordrage at høre Bob Dylan synge sine egne sange, selv om jeg bestemt anerkender ham som en betydningsfuld sangskriver, og sådan er der så meget.

Lige så forkert det er at nedgøre islam og islamisk kultur en bloc, lige så urimeligt og primitivt er det naturligvis at give kristendommen hovedskylden for al elendighed i denne verden.