Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er det flygtningene eller os, der er »illegale«?

Verden står i flammer mange steder på kloden. Og vi ønsker at vise solidaritet - bare det ikke kommer for tæt på os.

Jeg møder som advokat hver uge asylansøgere, når deres sager skal forberedes til Flygtningenævnet. Det har gennem tiden givet indblik i mange gruopvækkende skæbner hos folk fra både Irak, Iran, Afghanistan, Somalia og mange andre lande. Men ikke længere fra Eritrea eller fra Syrien. Disse mennesker har nemlig det seneste års tid fået asyl allerede efter ansøgning i første instans, Udlændingestyrelsen. Derved kom Danmark med i rækken af ansvarlige vestlige lande, som afhjælper det desværre stadigt stigende beskyttelsesbehov hos verdens forfulgte.

Men surrealistisk virkede det, da jeg før jul fulgte transmissionen af behandlingen af det lovforslag, der vil begrænse en asyltilladelse til at gælde for et år ad gangen samtidig med, at de berørte skal vente et år på familiesammenføring. Nogle kalder forslaget en stramning, mens andre kalder det en lempelse af asylreglerne. Og der var både humor og politiske slagsmål i luften fra de forskellige ordførere, der i stedet for tanke på de forfulgte syntes at tænke på de vælgere, der inden for et års tid formodes at ønske stramninger på området.

Tilsvarende bizart var det at opleve, hvordan politiske ønsker om at begrænse tilstrømningen af flygtninge fra Eritrea synes at påvirke konklusionerne i fact-finding rapporten om Eritrea.

Begge dele vil helt sikkert medføre øget familietragedie for i forvejen hårdt prøvede mennesker, der er uden skyld i magtovergreb, borgerkrig mv. i deres land. Og det vil cementere Danmarks stadigt mere blakkede ry med hensyn til overholdelse af menneskeretlige konventioner.

Og lad det stå klart: Det har i mange år været vanskeligt at administrere den stramme danske lovgivning og praksis på udlændingeområdet med samvittigheden i behold. Det ses tydeligt, hver gang enkeltsager kommer frem i medierne. Derfor vil vælgerne næppe belønne de nye stramninger.

Vi har ikke brug for flere nedbrudte mennesker, der efter en lang og farlig flugt skal kæmpe en ny kamp for at overleve og for at være sammen med deres familie. Vi har ikke brug for at se tragedierne for irakere og eretreanere gentaget. Mange af disse ventede i otte-ti år i usikkerhed før deres sag endelig blev genoptaget, så de blev behandlet på lige fod med de lande, vi sammenligner os med. Ja, nogle venter sågar endnu og har mistet den sidste rest af motivation til at bidrage til det samfund, de er havnet i.

Danmark burde i stedet gå foran med at overholde menneskerettighederne. Og vores begrænsede ressourcer til at huse flere flygtninge burde bevæge os til at gå i dialog med andre vestlige lande med henblik på en rimelig fordeling af spontane flygtninge, frem for at indføre en inkvisitorisk asylbehandling, der medfører returnering til flere lidelser eller begrænsning af deres ret til familiesammenføring.