Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Er det bedre, at min kollega og jeg ikke får lønforhøjelse, end at han får 4.000 kr., og jeg får 400?«

Er fattigdom eller ulighed det største problem?, spørger Berlingskes udlandsredaktør Anna Libak.

Anna Libak, udlandsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I efterhånden mange år har det været svært at være kapitalismekritiker. For kapitalismen gør hele tiden oprøret til sit eget. Knap var Occupy Wall Street-bevægelsen født, før man kunne købe kaffekrus med »I love class warfare«, bumper stickers med »People over profit« og vandflasker med »Human need not corporate greed«. De autonomes outfit blev til modekollektioner, og Simple Living-bevægelsen blev en meget dyr og meget krævende livsstil.

Det er ligesom at gøre oprør mod en af disse 68-forældre, som begejstres over kraften og voldsomheden i ens vrede og gerne overtrumfer en med selvbebrejdelser.

MEN SÅ KOM den franske økonom Thomas Piketty forbi. Endelig var der noget konkret at forholde sig til. For ifølge Piketty kan man tjene mere på at eje og arve end på at arbejde, og derfor bliver de rigeste stadig uforholdsmæssigt rigere og de fattigste stadig fattigere. Der er en indbygget skævhed i kapitalismen, som gør, at verden bliver stadigt mere uretfærdig. Og det er noget, alle kan forholde sig til: For det kan da ikke være rimeligt, at nogen starter på Rådhuspladsen i livets Matador, mens andre får besked på at rykke direkte i fængsel?

Læs også: Rockstjerne-økonomen

PIKETTYS »Capital in the Twenty-First Century« har givet os en ny forståelsesramme at diskutere indenfor – som Francis Fukuyama gjorde det med » The End of History and The Last Man« og Samuel Huntington med »Clash of Civilizations«.

Man skal bare gøre sig klart, at det i dag fortsat er umuligt at sige, hvem af de to, Fukuyama og Huntington, der har fået mest ret. For Fukuyama har ret i, at kravet om liberalt demokrati breder sig og bliver ved at føre til nye revolutioner (Det Arabiske Forår, og nu senest Ukraine), og Huntington har ret i, at disse revolutioner som regel mislykkes på grund af kulturelle, historiske og religiøse faktorer.

PÅ SAMME MÅDE har Piketty heller ikke kun ret: Han kan godt have ret i USA uden at have ret i Danmark.

For de fattigste, som han måler på, er i Danmark meget ofte SU-studerende, som ikke bliver ved med at være fattige, fordi vi lever i et velfærdssamfund. Og det er heller ikke sandsynligt, at de rigeste er de samme. De rigeste er givetvis blevet rigere som følge af globaliseringen, der har givet adgang til hele verdensmarkedet. Der er sket en kapitalkoncentration, og den er ønskelig, i hvert fald i Danmark, for ellers ville vi ikke have nogen virksomheder, der kunne konkurrere på verdensplan. Men at vi har fået flere, store virksomheder er ikke det samme som, at de allesammen overlever; konkurrencen er hårdere end nogensinde. Tag Lego. For blot få år siden var Lego på vej ned. Der var intet naturgivent i, at Lego forvandt krisen. Det skyldtes, at familien klogt opgav at lede virksomheden selv og overdrog den til en dygtig erhvervsleder. Familien er derfor nu meget rig; den kunne have været konkursramt. Andre virksomheder gik det ikke sådan. E. Pihl & Søn A/S er væk.

Læs også: Liberalisterne skælver

PIKETTYS VÆRK REJSER et ubehageligt spørgsmål: Er fattigdom eller ulighed det største problem? Hvis valget står mellem, at alle bliver fattigere i et samfund, eller at alle bliver rigere, men nogen betydeligt rigere end andre, hvad er så egentligt at foretrække? Er det bedre, at min kollega og jeg ikke får lønforhøjelse, end at han får 4.000 kr., og jeg får 400?

Pikettys værk ægger til modsigelse, og som Huntington fulgte Fukuyama, vil en anden økonom følge Piketty. Hans eller hendes værk vil vise, at det er kapitalen, der driver væksten i samfundet. Det skal markedet nok sørge for.