Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Er den kompetence, som er givet kommunerne ved amternes nedlæggelse, placeret det rigtige sted?«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske kyst, fra det blide østvendte til det barske vestvendte, fra det indsmigrende, bugtede i øst til det buldrende, retlinede i vest, disse over 7.000 km gør vores land til noget særligt, og selv om naturfølelsen, sansen for landets linjer, stilheden, er et fremmed tema i et højforbrugende massesamfund, er mange mennesker optaget af, hvordan vi omgås naturen. Det bekræfter den alt for tidligt døde Svend Aukens iagttagelse, at natur- og miljøomsorgen går på tværs af de partipolitiske modsætninger, og selv har jeg kunnet mærke det på de overvældende mange direkte henvendelser, jeg har modtaget fra Berlingske-læsere, efter at jeg i et par sommeruger i Læst og Påskrevet (19.7 og 2.8) har beskæftiget mig med kystforsøgsordningen og regeringens plan om at modificere planloven, hvor Thisted Kommune  som sit bidrag til kystforsøgsordningen har planlagt et massivt angreb på kysten, der hedder: »Cold Hawaii connecting Sibiria«. Cold Hawaii er surfernes betegnelse for Klitmøller, og Sibirien er et gammelt lokalt navn på et klitområde. For at se stedet, gennemgå projektet og korrespondancen om det kørte jeg så de 140 km fra min sommerresidens i Vendsyssel ned forbi Hanstholm, hvis forbilledlige byplan min afdøde ven, arkitekten og byplanlæggeren Arne Gaardmand, der sammen med Svend Auken stod bag planloven, har æren for. Det er en tur gennem nogle af de mest storslåede landskaber, dette land kan byde på.

Det første chok, man får på sådan en tur, er de nye kæmpevindmøller, der er opstillet nord for Brovst. Intet kommunalbestyrelsesmedlem bør være med til at bestemme, hvor der skal opstilles kæmpevindmøller, uden med egne øjne at have set, hvordan de påvirker landskabet. I Hjørring Kommune planlægger man i øjeblikket at opstille kæmpevindmøller ved Gaarestrup, ikke ud fra noget overordnet hensyn, men blot fordi en enkelt grådig rigmand vil have snablen i statskassen. Stedet er det værst tænkelige, fordi møllerne vil dominere hele det landskab, der er Hjørring Kommunes største turistattraktion: landet ud mod indlandsklitterne, Lønstrup og Rubjerg Knude.

Hjørring-afdelingen af Foreningen For Bygnings- Og Landskabskultur har med en række meget væsentlige argumenter indstillet, at projektet ikke gennemføres. Vil man endelig have disse møller – men hvorfor egentlig? Der er jo ingen penge i dem for andre end spekulanterne, og de jager turisterne væk – bør de opstilles øst for Hjørring, hvor motorvej og industriområder alligevel præger landet. Eksemplet viser, hvilket klondike for spekulanter den manglende overordnede landsplanlægning på mølleområdet har gjort landet til.

Det næste chok mit øje fik, erhvervede det, da jeg ankom til Klitmøller og sammen med Berlingskes venlige læsere og den meget kyndige formand for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening gennemgik kommunens projektplaner ude i terrænet. Det forekommer at være et projekt totalt blottet for mening og omtanke. Man vil bygge en 15 meter bred vej på stranden op til klitfoden, udbygge en strandpromenade i beton, gennembryde klitten to steder, lave store vende- og parkeringspladser og bygge restaurantfaciliteter midt i den betonørken, der bliver resultatet. Effekten bliver i værste fald en total tivolisering af kystområdet, der vil få alle, som ønsker at møde den danske vesterhavsnatur, til at flygte. I bedste fald bliver det et tilløbsstykke for autocampere, der som ofte konstateret kun giver et minimum af turistindtægter.

I den bekendtgørelse, der følger Folketingets vedtagelse af forsøgsordningen for kyst- og naturturisme, bestemmes, at projekterne ikke må berøre fredede områder, at der skal foreligge aftaler med de berørte lodsejere, at der skal gennemføres høringer efter de normale regler, inden projektansøgningen indsendes til Naturstyrelsen. Ingen af disse grundbetingelser er opfyldt i det pågældende projekt. I en retsstat bør en sådan ansøgning afvises uden videre behandling, men det siger noget om det politiske miljø i Thisted Kommunalbestyrelse, at man leger går-den-så-går-den med lovgivningen på denne måde. Og det rejser spørgsmålet, om den kompetence på natur- og miljøområdet, der blev givet kommunerne ved amternes afskaffelse, nu også er placeret det rigtige sted?

En af Læst og Påskrevets læsere, arkitekt Erik Gram, deler bekymringen for, at plan- og miljølovgivningen skrider, og fortæller i sit brev til mig, at han som byrådsmedlem for Venstre i sin tid oplevede, at han som fortaler for plan- og miljøhensyn gang på gang blev isoleret i sin gruppe, og erfarede, at ingen i gruppen viste sig særlig velbevandrede i plan- og miljøspørgsmål. Det samme kan jeg sige, gælder desværre på det energipolitiske område de fleste folketingsmedlemmer. Det er, som om fakta preller af på disse politikere. Men hvad planloven angår, så skrev en politiker, jeg sætter højt, kultur- og kirkeminister Bertel Haarder, i et læserbrev i Berlingske (4.8), om jeg virkelig kunne have noget imod, at det tillades, at der f.eks. kan indrettes en ekstra bolig i en tidligere stald eller aftægtsbolig? Nej, kære Bertel Haarder, det har jeg intet imod, men det forbyder planloven heller ikke. Hvis de mennesker, du refererer til, har fået nej, kan de takke deres kommunalbestyrelse for det.