Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er Danmark for danskere eller kriminelle banditter?

Ayhan Al Kole Fold sammen
Læs mere

Har du nogensinde tænkt over, hvem staten byder velkommen i Danmark, og hvem vi sender tilbage? Mens vore døre står åbne for kriminelle banditter, smider vi integrerede og veluddannede indvandrere ud af landet. Er det til vores bedste at tage imod folk, der er dømt til livslang offentlig forsørgelse? Eller det humant at smide folk ud, der kan og vil forsørge sig selv? Jeg tror, at vi alle kender svaret på det.

Vi har ikke pligt til at tage imod folk fra alle verdens have, der blot ønsker en bedre tilværelse. Men vi har pligt til ikke at destruere danske familiers samvær og kærlighed. Vi skal hjælpe folk i nærområderne. Men hør nu, jeg er ikke bange for at sige det som det er: Vi skal hjælpe vore egne først, før vi kan redde resten af verden.

I dagens Danmark er der daglige hændelser, hvor staten bryder de familiære bånd. Hvordan kan man som nation være bekendt at adskille forældre og barn?

Senest var det den gravide sydafrikanske Tara-Lee Rosewarne, forlovet med Alexander Wind fra Ryde. Hun er udvist til Sydafrika.

Før det var 13-årige kinesiske Yiming Luis fra Silkeborg udvist, da Udlændingestyrelsen vurderede, at Yiming ikke »har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration«. Inden da var det amerikanske Quynh Doan (tidl. marketingsdirektør i et biotekselskab) nu bosat i Vodskov med sin mand, astrofysikeren Uffe Hellsten og to børn. Quynh står også til udvisning grundet »manglende tilknytningskrav«. Hvis børn, ægtefælle, sikker økonomi, tag over hovedet og uddannelse ikke er tilknytning, hvad er så? Det er blot tre af mange eksempler, og jeg gruer for, at flere familier skal adskilles i fremtiden.

Hvad er det for et system? Et system, der er skabt for systemets skyld. Ikke for folket. Ikke for arbejdsmarkedet. Ikke for kærligheden. Ikke for integrationen. Ikke for glæden. Ikke for danskheden. Men for systemet. Et system, der behandler mennesker i et Excel-regneark. Stop med at straffe kærlighed, uddannelse og integration. Det er at straffe den danske befolkning. Er det meningen? Med det nuværende system opfordrer vi vilkårlige folk til at tage flygtningebådene for at sikre sig en nem adgang til lukrative forhold i Danmark.

De danske love og regler er blevet en hindring for danske familiers samliv. Det er konsekvensen af fire årtiers fejlslagen (udlændinge)politik. Udlændingestyrelsen skal selvfølgelig bedømme sagerne individuelt. Og helt ærligt, hvad tjener det os at smide en velintegreret 13-årig kineser, en gravid ung kvinde eller en tidl. direktør ud? Udlændingestyrelsen behandler os og vore partnere som kriminelle.

Vi har mulighed for at rette op på vores fejl gennem årtier. Vi skal åbne vore porte for de integrerbare og veluddannede. Vi skal gøre Danmark attraktivt for dem, som kan og vil! Fordi vi gerne vil have et Danmark i frihed, lighed og rigdom!